Læsetid: 4 min.

Kærlighed og død

Darren Aronofskys 'The Fountain' er en metafysisk rejse i tid og rum og en smuk og overvældende hyl-dest til den altopslugende, evige kærlighed
4. april 2007

Darren Arnofskys første film, Pi fra 1998, handlede om at finde Gud i pi; hans anden, Requiem for a Dream (2000), om altødelæggende afhængighed; og nu er han endelig klar med sin tredje film, The Fountain, en metafysisk hyldest til den altopslugende kærlighed.

The Fountain er en religiøs film i den forstand, at Aronofsky - og hans hovedpersoner - tror på kærligheden som en uovervindelig kraft, der er højere og stærkere end noget andet, og som sætter et menneske i stand til at leve for evigt og trodse alle naturlove og transcendere liv og død. Titlens fountain er selveste Ungdommens Kilde.

Sind og krop

Ligesom instruktørens første to film er The Fountain en opvisning i visuelt over-skud og innovation, men også en dybt bevægende oplevelse, der ikke skal ses, som de fleste film skal ses - som en fortløbende fortalt, dramaturgisk gennemskuelig historie - men sanses og føles på sind og krop. Jo mere åben, man er overfor Aronofskys originale leg med begreber som tid og rum, jo mere får man ud af den forførende og fascinerende film, der ikke ligner meget andet, som kommer fra Hollywoods drømmefabrik.

Det har da taget Darren Aro-nofsky mange år at få reali-seret The Fountain, der be-gyndte som et meget større projekt, men er blevet skrevet mindre og mindre, efterhånden som filmsel-skaberne sprang fra, fordi de ikke turde give sig i kast med den på så mange måder ukonventionelle film.

Men det er heldigvis stadig en stor historie, Aronofsky folder ud i The Fountain. Filmen spænder over 1.000 år - fra 1500-tallets Spanien til fjern fremtid - og handler om den dybtfølte, udødelige kærlighed mellem de sam-me to mennesker spillet af Rachel Weisz og Hugh Jackman.

Livets træ

The Fountain er ikke fortalt i kronologisk rækkefølge - den hopper frem og tilbage - men historien om hovedpersonernes kærlighed begynder i Spanien i det 16. århundrede, hvor conquista-doren Tomas (Jackman) på opfordring af dronning Isabella (Weisz) drager til den nye verden, Amerika, for at finde Livets træ, hvis safter kan give evigt liv. Således kan han redde Spanien og Isabella fra den brutale, magtbegærlige leder af den spanske inkvisition.

500 år senere forsøger for-skeren Tommy (Jackman) desperat at redde sin elske-de Izzi (Weisz) fra at dø af kræft, mens hun til gengæld har affundet sig med sin skæbne og er parat til at dø.

Og endnu 500 år ud i fremtiden er den buddhistiske astronaut Tom på vej mod en fjern stjernetåge, der ifølge mayaernes tro - som Tomas mødte 1.000 år tidli-gere, og som Izzi skriver en bog om - er stedet, hvor alt liv genopstår, Ungdommens Kilde, og hvor Izzi, hvis ånd lever videre i et træ, kan genfødes. Darren Aronofskys sam-menblanding af forskellige trosretninger og praksiser giver The Fountain en sjæl-den universel, filosofisk karakter, der også understreger forsøget på at fortælle en historie, der rækker ud over religionen.

Weisz og Jackman er en slags urmennesker, variationer over Adam og Eva, med de samme drømme og længsler og den samme sorg som alle andre mennesker.

De forskellige inkarnationer af Jackmans figur - krigeren, videnskabsmanden, den opdagelsesrejsende - har ikke til sinde at lade døden få det sidste ord, og satser alt på at bevise, at kærligheden er den stærkeste kraft. Han er, som mange andre menne-sker i den virkelige verden, besat af tanken om at kunne leve for evigt, at være evigt ung - selv hvis det skal tage ham 1.000 år at opnå det.

Jackman bærer filmen på sine skuldre, og han er for-midabel i rollen som en pla-get, viljestærk sjæl, der vil gøre hvad som helst for kær-ligheden.

Hen til kanten

Weisz' karakter, derimod, er fornuften og udtrykker erkendelsen af, at kærlighe-den, sjælen, godt kan vare for altid, selv om kroppen er længere. Hun er hhv. en hel nation, en enkelt kvinde og selve naturen, som manden må kæmpe for.

Aronofskys faste komponist, Clint Mansell, har skrevet den smukke musik til The Fountain, der ligesom i Re-quiem for a Dream fremfø-res af Kronos-kvartetten og er det perfekte akkompagnement til filmens suggestive billedside. Visuelt er The Fountain måske ikke så radikal som Requiem for a Dream, men ikke desto min-dre lykkes det Aronofsky og instruktørens sædvanlige fotograf, Matthew Libatique, med kameraet at skabe en meddigtende, poetisk dimension, der går lige så meget i hjertet på publikum, som historien og Jackman og Weisz' følsomme, hudløse præstationer.

Det kunne være blevet vidtløftigt og utroværdigt, men bliver det ikke, fordi Aronofsky ikke holder igen og i stedet fortæller sin historie med dyb, utvetydig alvor og hengivenhed for sine personer.

The Fountain kan give an-ledning til mange, lange diskussioner om livet og døden og kærlighedens væsen. Men det er først og fremmest en sanselig, emotionel oplevelse, der kræver overgivelse af publikum og giver meget igen.

Der er småting - gentagel-ser af scener og hændelser - man kan irriteres over i fil-men, men det er småting i så usædvanligt et værk af så modig en instruktør.

Darren Aronofsky går med The Fountain helt hen til kanten, måske endda ud over, og det bør vi være ham taknemmelig for.

The Fountain. Instruktion og manuskript: Darren Aronofsky. Amerikansk (Grand og Palads i København og Metropol i Århus)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her