Læsetid: 13 min.

Kærlighed er ikke en hjernefejl

Det handler om at reducere sit eget cv, siger forlagsredaktør Jakob Kvist om sin religiøsitet. Det er ikke mig, der styrer hele mit cv og min egen tilværelse. De vigtigste ting er ikke vores egen skyld. Det er jo ikke min skyld, at jeg har to dejlige børn derhjemme. Eller at foråret kommer, at det løfter mig og får mig til at se lyst på fremtiden, siger han. Humanismen derimod kan ikke se splinten i eget øje
13. april 2007

Kristendom.

Det er et stort spørgsmål at stille en tidlig morgen her i ArtPeoples kontor midt i København, kan man se på kreativ direktør Jakob Kvist.

Men jeg vil netop gerne tale med ham, en moderne intellektuel i den kreative branche, i stedet for en præst. For hvilke tanker gør et såkaldt almindeligt kristent menneske sig om religionens berettigelse i et efter-moderne samfund?

"Religionen har vel samme berettigelse nu som i det førmoderne samfund", begynder han og læner sig lidt tilbage i stolen.

"Den skal vel ikke gøre sig særligt fortjent til berettigelse, fordi menneskeheden indgår i forskellige epoker. Kristendommen har jo netop ikke nogle færdige svar på mysterierne, men er tværtimod det største spørgsmål, der nogensinde er stillet. Men det kommer meget an på, hvad man mener, når man taler om religion. Det er frugtesløst og banalt at komme alting ned i samme hat, som mange gør for tiden."

Selvfølgelig fungerer kristendommen i praksis som en religion, men den er i høj grad også en ikke-religion, fordi den rummer muligheden for at tale verdsliggjort om sig selv, påpeger Jakob Kvist: Den er en ustoppelig kilde til selvkritik. Derfor er den også meget moderne. Den slår selv Gud ihjel, og sender hans ånd ud i verden.

"Dét er kristendommens udgangspunkt. Templets forhæng bliver flået til side og præsterne jaget ud. Det er da et frihedsbudskab."

- Kristendommen må da være en religion, hvis den opererer med en gud?

"Det er den også, men den adskiller sig ved, at Gud kommer ned på jorden i form af sin søn og dør og efterlader en gudløs jord. Så opstår Gud igen i en irrationel historie, som er umulig for det moderne menneske at tro på, men som man ikke desto mindre kan tro på", siger Jakob Kvist og forklarer, at hvor der før var en masse forordninger, der blev dikteret af Gud eller præsteskabet, blev mennesket nu sat frit, loven verdsliggjort og dens position erstattet med et kærlighedsbudskab - eller et kærlighedskrav, som han udtrykker det.

Primitiv religionskritik

Ateisterne er på banen efter flere årtier, hvor man ikke særligt diskuterede det religiøses betydning. Men Kvist mener, at når teaterdirektør Nicolaj Cederholm for eksempel retter skytset mod kristendommen i teaterforedraget Åh, Gud - angiveligt fordi det er den, han er vokset op med - så har han ikke sat sig ordentligt ind i det, han kritiserer. Cederholm opfatter fejlagtigt kristendommen som primitiv og fatalistisk og som et alt-forklarende regelsæt, der faldt ned fra oven, og som man efterfølgende bruger til at slå hinanden i hovedet med.

"Dét er jo ikke kristendom", siger Kvist. "Den religionskritik, mange kritikere står for, kritiserer noget nærmest gammeltestamentligt. Det opgør har Luther taget for længst. Kristendommen er ikke nogen lov-religion. Den er ikke et sæt af moralske regler og standarder. Den sidste tids debat har ikke haft sans for, at kristendommen er den mest radikale religionskritik overhovedet, som verden har set. Jeg mener, at kritikken er korrekt i forhold til for eksempel islam. Eller hinduismen, en undertrykkende religion der henholder millioner af mennesker i den mest elendige fattigdom - et religiøst maksime, der siger, at man er født til elendighed og bare har at rette sig derefter. Men den er altså forkert i forhold til kristendommen. Det kan skyldes en blanding af uvidenhed og politisk korrekthed. At man så kan finde dele af kristenheden, der går i de samme fælder, det er rigtigt, og det kender vi herhjemme fra de såkaldt 'bibeltro' trossamfund. Men det rammer altså ikke mange promiller af den danske folkekirke, og det burde kritikken formå at tænke med."

En hjernefejl?

Kristendommen sætter mennesket fuldstændig frit, siger Kvist, og han peger på humanismen som et ægtefødt barn af kristendommen. Humanisme er sådan set bare kristendommen, hvor man tænker Gud helt ud. Hvilket ifølge Kvist er farligt at gøre, men det kan lade sig gøre. Kristendommen er altså mulig som en ren sekulær tanke, og Kristus var en fantastisk filosof, der levede og døde.

Men det tror Jakob Kvist ikke på:

"Jeg tror på opstandelsen som en irrationalitet og som en meget personlig ting. Og hvad skal vi så med alt det her, spørger du. Til det vil jeg svare, det er også et sprog til at snakke om det irrationelle og mysterierne, hvordan skulle vi ellers snakke om dem? Er mysterierne så også en slags hjernefejl, som Nicolaj Cederholm vist nok påstår, religionen er? Hvordan skal vi snakke om kunst og kærlighed så? Livsgåden og udfordringen er jo så voldsom, synes jeg, at man skal have andre ord for det, vi kan jo ikke selv forklare det."

- Er kristendommen så blot et sprog? Eller et valg af forklaringsmodel?

"Nej", svarer Jakob Kvist og smiler.

"Det smukkeste ved vores kulturelle tradition omkring de her ting er jo barnedåben. Du skal ikke selv vælge, der bliver valgt for dig. En stor misforståelse, der udsprang af 1960-70'erne, var jo, at man ikke skulle vælge for børnene - de skulle vælge selv. Det er en kæmpemisforståelse. For alt det smukkeste og største her i verden, det vælger vi ikke selv, det får vi. Man kan ikke købe... en solskinsdag, et barn... en ægtefælle eller Guds kærlighed. Før individualiseringen og den delvise afkristning, vi oplever i dag, lå dåben som noget selvfølgeligt og kulturbårent. Af sin mor og far fik man en billet til en vis sindsro, som kristendom jo er. Man blev stillet lige med andre mennesker i Guds kærlighed lige fra begyndelsen, for det er det, dåben gør. Uanset hvor meget du kikser i dit eget livsprojekt eller giver op på halvvejen."

En vigtig del af det kristne budskab er syndsbevidstheden, som netop af mange kritikere opfattes som en tung skyld, der lægges på barnets skuldre ved barnedåben.

"I syndsbevidstheden ligger, at jeg ikke er bedre end alle de andre, og at vi alle sammen var med til at slå vores Gud ihjel. Og at ingen af os lever op til kærlighedsbuddet. Vi kikser og fejler og har samtidig en tilgivelse. Det forplanter et selvværd: Vi har lov til at være her og elskes af Gud på trods af vores fæle mangler. Jeg synes, det sætter os i en god, sund ramme, at vi ikke selv skal skabe det hele."

- Ved at tro på Gud lægger du så ikke den individuelle dømmekraft ud i en abstrakt figur i stedet for selv at tage ansvaret?

"Det er jo rigtigt, at nogle former for religiøsitet kaster ansvaret væk. I mange religioner, som islam f.eks. går bevægelsen opad, fra jorden til himlen og Gud, mens det i kristendommen er omvendt. Her er bevægelsen gået nedad, ud af himlen og ned på jorden, og fordi Gud døde hernede og gik forud herfra, til Galilæa eller til Fyn, er alt ansvar netop overladt til os."

"Men jeg mener tværtimod, at dette eksistentielle tilhørsforhold frigør i forhold til den individuelle dømmekraft. Det giver mig frihed, ret og selvværd til at veje min samtids profeter og finde dem for lette, og det giver mig grønt lys til at finde min egen stemme og sandhed i det hele. Jeg ved dermed, at såvel imamen på Hejrevej som Tøger Seidenfaden eller Søren Krarup alle er sat under de samme vilkår som mig, uden guddommelig myndighed, men også uden nogen særlig moralsk overret, og det er da frisættende."

Fornuftens blodbade

Mange religionskritikere peger på, at religionerne har ført til korstoge og blodbade, netop fordi religionen har gjort hævd på en overret, en guddommelig ret, og den kritik kender Jakob Kvist alt for godt. Men hvad med fornuftstroen og humanismen? spørger han, har den ikke ført os ud i alskens ulykker?

"Stalin og Hitler, som begge to var rationalistiske, mente, at mennesket selv skulle skabe 1000-årsriget - som de så havde to forskellige udgaver af. Så gik blodbadet ellers i gang. Det er jo konsekvensen af at tro, at det største er mennesket selv. At mangle ydmyghed. At mangle en fornemmelse af, at kraften og storheden er derude et sted. Hvis vi skal tro på, at den ligger inde i dig selv, så er din bevidsthed om din egen kraft jo kimen til det rene vanvid. Folk, der føler, at storheden og kraften udvikler sig særligt i dem selv, kan så blive til Blekingegadebanden, nazister i 1930'erne eller kommunister, som blæser dette selv af sted. På den måde er religionen selvfølgelig en kontrollerende kraft, men den er også et budskab til os om, at vi ikke kan det hele selv. Det er basalt for mig, at når der er ligeså mange stjerner på himlen, som der er sandkorn på jorden, så synes jeg, det er mere irrationelt, at tro på at jeg, at Jakob Kvist har fattet, hvad der foregår, end at tro på, at det har han så definitivt ikke."

Den erkendelse deler Jakob Kvist med ateisterne. De ved godt, der er meget mere, end de forstår. Men ifølge Kvist er det et spørgsmål om, hvilket sprog vi vælger for at forstå verden. Vælger vi et mytisk og poetisk sprog eller et rationelt sprog? Hvordan favner vi bedst dybden og mysterierne i verden?

"Det er en uendelig misforståelse, at fordi man er kristen, anerkender man ikke videnskaben", siger Kvist. "Der er slet ikke nogen modsætning. Videnskaben er da fantastisk, jeg har ingen problemer med at integrere videnskaben og dens teorier om verdens skabelse, den har bare sin erkendelsesgrænse. Og er det kun et spørgsmål om tid, eller har videnskaben for evigt en erkendelsesgrænse? Det har den jo. Du kan argumentere ud fra noget så banalt som kærlighed. Det er jo uinteressant at snakke om kærlighed ved hjælp af hjerneforskning. Eller kunstoplevelser eller farverne i naturen. Så tager du bare udgangspunkt i mennesket hele tiden. Det er jeg, jeg, jeg. Det bliver en reducering af miraklet til noget, der udspringer af jeg'et."

Se sig selv udefra

Men hvis kristendommen med sine værdier kan betragtes sekulært, som Kvist siger, hvorfor så den store åndelige ramme? Hvorfor ikke forestille sig, at Jesus var en klog mand, og at Bibelen er en morale og kulturhistorie, et værdisæt, som mennesker har besluttet sig for.

Hvorfor er humanismen ikke god nok?

Jakob Kvist læner sig tilbage og tænker lidt:

"Fordi humanismen ikke forstår at tænke syndsbevidsthed radikalt ind", siger han så og forklarer, at humanismen ikke er i stand til at tænke sig selv med og se splinten i sit eget øje, at se sig selv udefra. Humanismen bliver nemt en form for selvretfærdighed, som har det med at løbe løbsk, mener han. Det synes han, kommunismen er et godt eksempel på, fordi den startede med nogle smukke idealer om frigørelse og endte i et altomfattende blodbad. Der ligger, ifølge Kvist, ikke nogen beskyttelse mod forråelsen i humanismen, selv om tankerne kan være smukke nok. Og det er fordi, den er sit eget udgangspunkt.

"Hvis man bare tager kristendommen og siger, at det er næstekærlighed og ikke andet, så får man et udmærket fint budskab, der bestemt kan være bedre end så meget andet, men man mister instansen, der sætter en selv på plads i det hele. Uden den instans kan du stå med et stykke papir i hånden, hvor der står, at næstekærlighed er godt, og jeg melder mig ind i de radikale og SF på en gang og 17 velgørenhedsorganisationer - og så vil jeg gå og smile lyksaligt til verden, og så er jeg et godt menneske. Det kan være udmærket at gøre de her ting, men i det øjeblik, man begynder at tro, og den fare er snublende nær, at man så rent faktisk også er et bedre menneske end naboen, der stemmer på Dansk Folkeparti, så er det, moralismen sniger sig ind. Den sniger sig ind, fordi der ikke er en instans, der siger: Dig kammerat, arbejd videre, du er ikke færdig."

"Bare se på, hvordan den politiske korrekthed nogle gange tiltager sig en moralsk overret alene i sproget. Alene i den postulerede ret til at skelne mellem gode holdninger, de såkaldte værdier, og så de onde og forkerte holdninger, lurer faren. Hykleriet ligger snublende nær, og der er ikke nogen til at afsløre det."

En vigtig ting i syndsbevidstheden, forklarer Kvist, er, at det gode kan føre til det onde, de gode intentioner kan føre ud i de værste rædsler. Ikke kun i humanismen eller politiske ideologier, men også i alle andre henseender som i private forhold for eksempel. Man ville det gode, men kom til at gøre det onde. Den dobbelthed lader sig ikke så nemt forklare. Men Jakob Kvist mener, den gør, at vi kan gå ud i livet og gøre vores bedste. For det kan være vanskeligt at identificere det gode:

"At man tror, at man i sig selv, i kraft af sig selv og sin rationalitet og gode intentioner kan identificere det gode, er naivt. Det er os ikke forundt. Der ligger altså en forskel i ydmygheden mellem f.eks. humanismen og kristendommen. Og i høj grad en forskel i realitetssansen. Kristendommen gør sig ikke nogen illusioner om menneskers uudnyttede potentiale for at være gode og rare. Det handler også om - med Jørgen I. Jensens ord - at reducere sit eget cv. Der er nogle ting, der ikke er Jakob Kvist - det er ikke mig, der styrer hele mit cv og min egen tilværelse, og det er altså ikke uvæsentligt. Der er nogle ting - de vigtigste ting - der ikke er vores egen skyld. Det er jo ikke min skyld, at jeg har to dejlige børn derhjemme. Det er det jo ikke. Og det er ikke min skyld, at foråret kommer lige om lidt, og at det løfter mig og får mig til at se lyst på fremtiden."

- Er det ikke naturens skyld? At planeten ligger rigtigt i forhold til solen, og her er vand og derfor vejr?

"Jo, men det forklarer ikke det hele, for så er det jo også en slags hjernefejl, at der er farver på. Og således kan vi reducere det hele til hjernefejl, og man kan vende den om og sige, hvorfor er den hjerne så, som den er? Og hvorfor har den sådanne dejlige fejl i sig som giver os kærlighed? Og Bach? Er det rå natur alt sammen?"

"Det er jo svært at sidde og forklare en tidlig morgen, men denne her historie og forståelse af verden er ikke noget, nogle mennesker for 2.000 år siden har siddet og fundet på, det er det simpelthen for godt til. Så havde man også kunnet gøre det igen. Det har alt for store implikationer i dybde og mængde og i frisættelse til, at jeg tror, det lader sig forklare så enkelt."

Religionens reaktualisering

Jakob Kvist tror, der er flere grunde til, at vi diskuterer religionen så meget i denne tid. Islam er én af dem:

"Der kommer nogle mennesker hertil med en mere eller mindre middelalderlig religion, vi må forholde os til. Dels minder de os om noget, vi synes, vi havde bekæmpet, og dels minder de os om noget, vi måske har glemt. I én pærevælling er der noget i deres fællesskab, som byder os imod, men også noget der tiltrækker os. Vi er rasende over tvangsægteskaber, men at de kan passe deres gamle bedstemor ordentligt, det må vi jo bøje os for."

Desuden er der en masse grupper, som vejrer morgenluft, som f.eks. Pia Kjærsgaard, der spænder kristendommen for en nationalistisk vogn uden at vide, hvad hun snakker om. Hun ved ligeså lidt om kristendom som mange af kritikerne, mener Kvist. Samtidig er der tale om en modreaktion på 1970'erne og 80'erne, hvor man havde en tro på, at religionen ville dø ud.

"Måske fik folk sofaer nok. Når du har brugt din friværdi tilstrækkeligt mange gange, og du stadig ikke er lykkelig, er der jo noget, der skurrer. Hele det der venstrefløjsprojekt med frigørelse og religionens afskaffelse kuldsejlede så massivt og endte i den rene forråelse, og så blev banen overladt til kapitalisterne, og så kører forbrugsmaskinen for fulde gardiner. Det er klart, der opstår eksistentielle diskussioner. Og så har vi fået skyllet så meget børnelærdom ud, at der ligger en stor opgave i at genforklare folk, hvad kristendommen egentlig handler om."

Denne genforklaring skal finde sted i kirkerne, mener Kvist, der synes, det er fint, at man for længst har afskaffet forkyndelse i skolerne. Men samtidig må man anerkende kristendommen som en væsentlig og fælles kulturhistorie, ligesom dansk er vores primære sprog i skolerne. Man kan vældig hurtigt blive kulturrelativist, mener han.

Men selve troen skal plejes i kirken:

"For mig er man et kristent menneske, når man er døbt. Og så får man efterhånden ord på, hvad det betyder alt sammen. Op gennem et menneskeliv udfolder det mærkelige mirakel sig, at Gud har skabt jorden. Nådegaven og mysteriet udfolder sig meget langsomt. Alderen er også en naturlig faktor, tror jeg, unge mennesker har som regel andre prioriteter, og det er fint. Man gør dem bare en stor tjeneste ved at give dem et sprog for de her ting med hjemmefra, for så er det ikke fjernt og fremmed, når tilværelsens kolde vinde en dag kommer susende ind over dem."

Åh, Gud. Ateisterne og de religiøse trækker fronterne op i den eftermoderne religionsdebat. Information har spurgt en af hver om, hvordan de ser religionens berettigelse i det 21. århundrede. Den 4. april forklarede idehistoriker Malene Busk sit ateistiske udgangspunkt. Begge interviews kan læses på www.information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu