Læsetid: 9 min.

Kærlighed i ruinerne

11. marts 2006

Skuespilleren Jay McInerny stod længe forrest i køen, når der blev delt roller ud. Han gik til de fedeste fester og skrev sprudlende, vittige og kokaingennemsyrede romaner om livet på Manhattan. Vi har mødt ham i New York for at finde ud af, om han stadig fester igennem på 80’er-måden

Der ligger sne på Fifth Avenue. Mere præcist befinder der sig såvel sne som slud, folk med sene indkøbsvaner og en misfornøjet Jay McInerny i gaden. Jeg møder ham i foyeren i boligblokken, hvor han bor. Til portnerens store bestyrtelse er McInernys rensetøj ikke blevet leveret, og han skal til fest på Long Island samme aften. Det er en stor trøst at opdage, at manden, der engang var vidunderbarnet blandt Manhattans litterære elite og berygtet for sin vildskab og sine utallige kvindebekendtskaber, oplever samme hverdagsproblemer som alle os andre.

Da jeg træder ind i hans lejlighed, tænker jeg, at det ser ud som om, festen er forbi. I hvert fald kunne det tyde på, at livsstilen er blevet noget mere stilfærdig efter mere end 20 års notorisk dårlig opførsel, tre ægteskaber og en sand lavine af kokain. Lejligheden er en beskeden, men hyggelig hule fuld af tæpper af dyreskind, mahognimøbler og sølvindrammede fotos. "Det er mit stille, mørke sted. Jeg er lidt af en huleboer," indrømmer han med en afvæbnende dræven. Han er rørende stolt af sin 'hule'. "Det her er min Fitzgerald-hylde. En førsteudgave af Den store Gatsby, en førsteudgave af Tender is the Night-"

Han rækker mig et glas lyserød champagne, før han planter sig i en lænestol med en kop te i hånden.

Sidst i 80'erne udgjorde McInerney, Bret Easton Ellis og Tama Janowitz et triumvirat af newyorkerkunstnere, der var mindst lige så berømte for deres hedonistiske natteliv som for deres litterære produktion. I løbet af de seneste to årtier har McInerneys udskejelser givet stof til såvel legendariske udgivelser som til sladderspalterne og er blevet opfattet som lige så ærkenewyorksk som Dorothy Parkers ture til Algonquin eller Dylan Thomas' traktement af svirebrødrene, med alt hvad dertil hører af røverhistorier fra White House Tavern i East Village. Efterhånden som festtempoet tog til, følte mange sig overbevist om, at de bevidnede ødelæggelsen af et lysende talent.

I dag er McInerney 51. Hans ansigt er vejrbidt, men stadig drenget, på én gang både frækt og blasert. Der er gået seks år siden udgivelsen af hans seneste bog og over 20, siden den første, Bright Lights, Big City, førte ham til berømmelse og rigdom og ud i alle de medfølgende fornøjelser og faldgruber. Hans nye roman, The Good Life, som handler om en udenomsægteskabelig affære, der udfolder sig umiddelbart efter terrorangrebet 11. september 2001, kan meget vel være tænkt som romanen, der sender McInerney direkte tilbage i offentlighedens søgelys. Bogen er McInerneys mest modne og raffineret opbyggede siden debuten, men dens tilblivelse har været en lang, sej kamp. "Det er den mest smertefulde bog, jeg nogensinde har skrevet. Den har virkelig trukket tænder ud," siger han. Skriveprocessen faldt sammen med en række personlige problemer. "Jeg var igennem en midtvejskrise, jeg blev skilt, og jeg blev klinisk deprimeret. Den sædvanlige omgang, du ved," griner han.

Romanens røde tråd er ægteparrene Calloway og McGavocks' sammenflettede skæbner i deres trygge boble af velhavende byliv. Corrine og Russell Calloway optrådte første gang i McInerneys roman om ægteskabelige problemer og fallerede Wall Street-stjerner, Brightness Falls, fra 1993. 10 år senere er deres forhold stadig usikkert. Efter terrorangrebet på World Trade Center melder Corrine sig som frivillig hjælper på Ground Zero, hvor hun deler mad ud til de redningsarbejdere, der leder efter overlevende. Her møder hun Luke McGavock, og de to forelsker sig nærmest modstræbende i hinanden midt i ruinerne. Både de personlige og de geografiske horisonter ser pludselig helt anderledes ud.

Det er ikke en nem historie at have med at gøre, men McInerney har dæmpet sin sædvanlige prangende stil og valgt en mere jordnær facon. "Jeg kunne ikke bare læne mig op ad mine tidligere bøger. Jeg var nødt til at skrue ned for den sociale satire, ironien og alle de blærede ordspil. Det virkede alt sammen upassende."

Han vendte tilbage til det råd, som han fik af sin gamle lærer på Syracuse University, Raymond Carver: "Drop fiduserne!"

McInerney indrømmer, at han godt var klar over, at han ville "få røvfuld fra visse elementer" på grund af bogens tilsyneladende banalitet. Han er stadig vred på en journalist - "et rent barn" - som ikke forstod romanens centrale tema. "Han sagde, 'jeg fatter det ikke, du mistede ikke en af dine bedste venner under angrebet, så hvorfor gør du så stort et nummer ud af 11. september?' Han mente ikke, at det var en begivenhed, der ændrede livet," siger McInerny med fortvivlet undren.

Det har altid været til debat, om fiktionen er det rette medium til at behandle voldsomme begivenheder. "Ian McEwan skrev meget rammende, at fiktionen nærmest var et obskønt forum efter angrebene, og sådan tror jeg, at vi alle sammen havde det. Alle med følelser i hvert fald," siger McInerney. Han mener, at tiden er kommet for fiktion om terrorangrebene, men andre er uenige. Da han fortalte Norman Mailer om ideen til romanen, svarede Mailer omgående, at han skulle vente mindst 10 år.

Det var delvist New York og new yorkernes råstyrke, der inspirerede McInerney til at begynde at skrive. Han kunne mærke, at livet langsomt ville vende tilbage til sin normale rytme. "Men det er måske i virkeligheden en skam. Vi kunne kortvarigt mærke vores egen dødelighed, vi følte os bundet sammen af næstekærlighed, af korpsånd, ja, selv patriotisme. Det sidste kom de fleste af os dog hurtigt over. Vores røvhul af en præsident ødelagde hele den del med sin helt egen dagsorden," siger McInerney.

Han stod og så det fra vinduet i sin lejlighed i Chelsea, da fly nummer to ramte den morgen, og som et direkte resultat af angrebet valgte han at flytte til sin nuværende lejlighed, som ligger lavt. "Da angrebene fandt sted, var det første jeg tænkte 'hold da kæft, det var de længe om'. Hele byens væsen, hele ø-mentaliteten gør os så utroligt sårbare og gør det muligt for vores fjender at skabe enormt kaos med forholdsvis lille energiudfoldelse. Det er mig ubegribeligt, at det ikke skete tidligere, og at det ikke er sket igen, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad det næste bliver."

"Vi går alle sammen rundt med en vis følelse af tristhed og melankoli på grund af den afbrydelse af byens historie. Jeg tror også, at vi alle er bange. Engang var lyden af sirener noget, man lukkede ude, fordi den var en så indgroet en del af byen. Man var immun over for byens kaos. Sådan er det ikke længere. Hvis vi hører et brag eller et fly, kigger vi op," siger McInerney. Man fornemmer en "forholdsvis stor skrøbelighed i den sociale sfære", siger han. Den kommer til udtryk i helt hverdagsagtige situationer. "Vi kigger meget mere på dem, vi kører i elevator med, end vi gjorde engang."

McInerney indrømmer, at personerne i hans romaner lever i en verden af "skinnende overflader og enorm overfladiskhed." Men han bliver irriteret, da jeg antyder, at det kunne få dem til at virke usympatiske i lyset af de katastrofale begivenheder i The Good Life. "Indeholder en buschauffør større dybde end en person, der går til fine fester, redigerer bøger eller er børsmægler? Jeg synes, at din tankegang er udtryk for en slags omvendt snobberi. Den repræsenterer en form for selvforagt blandt de kulturproducerende. De fleste af dem, der kritiserer mine romanfigurer for at være overfladiske, hænger ud med de selv samme personer til festerne."

Hans hovedpersoner er fortsat smerteligt bevidste om "deres egen latterlighed, stammeagtige tilhørsforhold og forbrugsmønstre". Som et slags bevis på, at manden bag deres tilblivelse rummer de samme tre karakteristika, rejser McInerney sig pludselig op og undskylder. Han skal ringe til Bret Easton Ellis og lave en middagsaftale. Mens han lægger en besked på telefonsvareren i den anden ende, kigger jeg ud af vinduet i lejligheden. Det vender ud mod bygningens omfavnende baggård, og midt i den hvide vinter er det ikke svært at betragte stedet som en lille tryg plet. Et alternativ til de meget udsatte, høje boligblokke.

McInerney lægger på, og jeg bemærker, at Ellis' romanfigurer ikke kommer ud i de samme skærende moralske dilemmaer, som McInerneys. "Nej, det er rigtigt, men det siger jeg ikke til ham, når jeg ser ham i aften," siger McInerney med et affekteret smil. "Vi er to meget forskellige forfattere. Han er gravalvorlig og dybt satirisk, og jeg er mere romantisk, men jeg tror ikke, at han kunne tænke sig, at jeg skrev ligesom ham. Eller omvendt."

De to mænd er stadig gode venner, men deres arbejde bliver stadig mere forskelligt. "Det var så mærkeligt," siger McInerney, "jeg optrådte i hans bog Lunar Park, og beskrivelsen var som et fastfrosset billede af mig, som jeg var for 15 år siden. Det var ret foruroligende. Jeg havde lyst til at sige 'kom nu, Bret, lad os komme videre'."

Altid at rykke videre til det næste stadie er det eneste konstante element i McInerneys liv. Han har megen følelsesmæssig bagage i sit privatliv. "Min kone endte med at stjæle alle mine essays og sælge dem til Cornell University," betror han mig. "Jeg vidste ikke noget om det, før de skrev til mig og spurgte, om jeg havde skrevet noget mere til dem. 'Noget mere, hvad snakker I om?' spurgte jeg."

Det er svært at følge med, snakker han nu om sin seneste kone? "Nej, den sidste var den gode kone," griner han. "Den dårlige var hende, der stjal mit arbejde. Og den første rejste ud for at blive model og kom aldrig tilbage."

Han snakker om de romantiske katastrofer med en blanding af påtaget mandlig gå-på-mod og fortrydelse. Mange af begivenhederne er langt værre end de stjålne essays. Den samme "dårlige kone" forsøgte at begå selvmord, da McInerney indledte et forhold til en anden kvinde (endnu en model, selvfølgelig). Efterfølgende var hun indlagt på psykiatrisk afdeling i ni måneder, et ophold, han skrev om i novellesamlingen How It Ended. "Hun er smuk midt i sine lidelser," bemærkede han.

"Folk anklager mig af og til for at være kynisk, men det mener jeg slet ikke er rigtigt. Som en vaskeægte new yorker tror jeg fortsat på, at der sker noget smukt og fantastisk i mit liv, når jeg går ud af døren i morgen. Jeg er netop blevet forelsket igen, og det føles som om, det sker for første gang i mit liv," siger McInerney pludselig ret umotiveret.

"Hver eneste uge sker der noget i byen, som gør mig glad for at bo her. Jeg føler mig meget uskyldig, hvad det angår, og jeg tror, at det er en meget vigtig egenskab, hvis man har tænkt sig at sætte sig ned og genopfinde verden en gang hvert andet eller tredje år."

Han griner og tilføjer: "Eller i det her tilfælde - hvert sjette år."

Da jeg har forladt lejligheden for at lade McInerney gå til middag med Bret Easton Ellis og befinder mig på det iskolde fortov med vinden og de gule taxaer susende om ørerne, kommer jeg i tanke om ordene fra McInerneys litterære forbillede, F. Scott Fitzgerald: "Således fortsætter vi, sejler mod strømmen. Livsduelighed viser sig ikke kun i evnen til at fortsætte, men i evnen til at starte forfra."

Både New York og McInerney ved præcis, hvad han mente.

© Information og The Independent

Oversat af Nina Skyum-Nielsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu