Læsetid: 5 min.

Kærligheden er et halleluja

Interview. Kærligheden er ikke en tryllekunst. Den kræver tro og hårdt arbejde. Det mener Per Fly, der har lavet en banebrydende tv-serie, 'Forestillinger', som handler om kærlighed og om, hvor lidt vi mennesker ved om hinanden
16. marts 2007

"6 mennesker. 6 virkeligheder." Således præsenteres Per Flys nye tv-serie, Forestillinger, der begynder på DR1 søndag aften kl. 20 og sendes de næste seks uger. Der er tale om et meget ambitiøst og - i forhold til DR's sædvanlige primetime-dramatik - udfordrende værk, som bringer tankerne hen på både Fellini, Bergman og Kieslowski og skelsættende dramaserier som Berlin Alexanderplatz, Fanny og Alexander, Scener fra et ægteskab og Riget, der alle skubber tv-mediet og serieformen i nye retninger.

Forestillinger foregår, som titlen antyder, på et mindre, kunstnerisk forankret københavnsk teater, hvor skuespillere, direktør og instruktør er i fuld gang med forberedelserne til den nye sæsons store satsning, en verdenspremiere på Shakespeare-digtet Venus og Adonis. I løbet af seks uger følger man de seks hovedpersoner fra det første møde til lige efter premieren, og i hvert afsnit ser vi de samme seks uger fra en ny persons synsvinkel.

De to første afsnit er helliget skuespillerne Jakob og Tanja (Mads Wille og Sonja Richter), det tredje instruktøren, Markos, datter, Katrin (Sara Hjort Ditlevsen), det fjerde den svenske skuespillerinde Eva (Pernilla August), der også er Katrins mor og Markos ekskone, det femte teatrets direktør, Jens (Jesper Christensen), og det sidste Marko selv (Dejan Cukic).

Flere projekter

Fly og hans to medforfattere, Kim Leona og Lars Kjeldgaard, beskæftiger sig i Forestillinger med de helt store spørgsmål som liv, død, kærlighed, løgn og selvbedrag. Og fordi de samme seks uger opleves af seks forskellige personer, er der rig mulighed for at nå ind bag facaden på de meget forskellige mennesker og samtidig skildre, hvordan de hver især opfatter hinanden og de ting, der sker.

Information mødte Per Fly i ugen op til premieren på Forestillinger og spurgte ham blandt andet, hvad han gerne vil med tv-serien i forhold til sin filmtrilogi, Bænken, Arven og Drabet, hvor det handlede om at møde tre forskellige sociale klasser i øjenhøjde.

"Der er flere projekter," siger Fly.

"For det første: At arbejde i et miljø, hvor jeg ikke behøvede at lave research. Både Lars Kjeldgaard, Kim Leona og jeg har arbejdet inden for teatermiljøet. En skuespiller skulle spille en skuespiller. Det var nemt at gå til. En anden del af projektet var at udforske det med at se de samme ting fra hver enkelt karakters side, og det er vel også at møde folk i øjenhøjde. Ideen med, at hver karakter får sit eget afsnit, opstod, mens jeg snakkede med Trier om, hvordan man kunne udvikle tv-serien. Og så fik vi den idé med at begynde forfra hver gang, som Kurosawa gør i Rashomon og Lawrence Durrell i Alexandriakvartetten."

Hvad fanden er kærlighed?

- Når man ser første afsnit af 'Forestillinger', får man én opfattelse af personerne, og faktisk er ingen af dem særlig sympatiske.

"Det er jo ikke mit gebet at lave 'sympatiske' personer".

- Men det indtryk bliver så i høj grad nuanceret i løbet af de næste fem afsnit.

"Ja. Hvert afsnit bygger ikke kun bare oven på hver enkelt karakter, det bygger oven på det blik, man har på hele universet, og når man når til afsnit seks, kunne man godt tænke sig at se første afsnit igen, fordi det nu vil se anderledes ud. Det var det, jeg havde håbet på, og jeg er forbavset over, hvor meget det giver, hvor meget det lykkes. En af ambitionerne med Forestillinger var jo også bare at udforske den form. Hvad ligger der i den? Jeg har sgu ikke set nogle andre tv-serier gøre det. Og så var der en ambition om at studere kærligheden. Hvad fanden er kærligheden? Kan vi bruge den til noget? Det er jo det, som alle personerne i serien kæmper med i en eller anden form."

Intuition og manipulation

- På et tidspunkt siger Marko, at 'kærligheden overvinder alt. Hvis man tror på den'. Tror du selv på, at kærligheden overvinder alt?

"Nej, det gør jeg ikke. Men kærligheden er en trossag, og den hører til i afdelingen med religiøsitet og halløj. Leonard Cohen er en af dem, der beskriver kærligheden allerbedst, når han siger, at 'kærligheden er ikke nogen sejrsgang. Det er et vaklende og fortvivlet halleluja.' Det er afsindigt smukt. Vi har et ønske om, at kærlighed skal være som en tryllekunst. Den skal helst bare være der, når vi kommer hjem fra arbejde."

"Forestillinger diskuterer, om kærligheden er den tryllekunst, eller hvornår det er, at vi manipulerer ting frem? Det er vel et grundtema i alt det, jeg har lavet - det er i hvert fald altid det, jeg snakker om. Det med det fuldstændigt intuitive menneske, som bare dalrer ind i alt muligt, og for hvem livet er én stor tryllekunst, og så er der det fuldstændigt manipulerende menneske."

"Vi befinder os allesammen et eller andet sted på den linie, men vi vil helst have, at kærligheden er som en tryllekunst, og det er den ikke. Det er også hårdt arbejde. Men når den så er der, er det et halleluja. Forestillinger handler om mennesker, der ikke har været særlig gode til at arbejde med den side af sig selv. De snakker hele tiden om kærligheden og 'elsker dig, elsker dig, elsker dig.' Men det konkrete ansvar, der også følger med kærligheden, er de ikke villige til at påtage sig. Og det er vel for helvede også grunden til, at vi bliver skilt. Det med tryllekunsten ligger også i, at man siger, 'jeg mistede min kone'. Man lægger det fra sig som noget, der befinder sig uden for én selv. Jeg mener ikke, at vi har andre muligheder, som Marko siger til sidst - kærligheden er noget, vi må tro på, fordi ellers kommer den i hvert fald ikke."

Relationer

"Jeg havde også lyst til at bevæge mig ind på et miljø, der var meget tættere på mit eget end noget andet, jeg har arbejdet med."

- Det kunstneriske?

"Ja. Det her handler jo om en mand, der er midt i en kunstnerisk krise - som jeg selv har været - og hvad det koster. Men der var ingen af os, der havde lyst til at lave en serie om, hvordan det er at lave teater. Vi var meget enige om, at teatret skulle være en arbejdsplads. Forestillinger handler jo om de relationer, vi har til hinanden. Der var et citat af K.E. Løgstrup, som allerede dukkede op på Drabet, men blev klippet ud, og som vi tog udgangspunkt i her: 'Hver gang, du er sammen med et andet menneske, holder du noget af det menneskes liv i din hånd.' Det kan være en lille stemning, du vælger at ødelægge. Det kan også være, at du holder så meget af det menneskes liv i din hånd, at det står i din magt at ødelægge det andet menneskes liv."

"Jeg synes, at Forestillinger giver en idé om, hvor lidt vi kender hinanden, hvor lidt vi ved om hinanden. Jeg aner ikke, hvad du bringer ind i rummet, helt konkret. Du kan have skændtes med din mor her til morgen. Og ofte læser vi andre mennesker gennem vores egne svagheder først. Det kunne vi fortælle noget om."

Forestillinger kan ses kl. 20 på DR1 de næste seks søndage

www.dr.dk/forestillinger

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her