Læsetid: 4 min.

Kærlighedens år

3. januar 1998

En epoke slutter - måske - når Danmarks førende sexolog, professor Preben Hertoft på mandag træder tilbage fra Sexologisk Klinik på Rigshospitalet og går på pension. I mere end tre årtier har han givet den sexologiske forskning en røst i offentligheden og mange nedslidte parforhold har forsøgt at finde en redningsplanke gennem råd og behandling fra bl.a. Hertofts klinik.
Tabuer er blevet lagt ned, den seksuelle blufærdighed er blevet kastet på historiens mødding og den individuelle jagt på lysten, orgasmen og den personlige frigørelse er blevet ophøjet til hverdagens nye religion. Hertoft har set for meget til utvetydigt at velsigne denne frigørelsestrang, og i et stort nytårsinterview til Informations Hanne Dam tog han blandt andet afstand fra den meget moderne tale om, at ægteskabet er en slags forhandlingsinstitution: "At elske et menneske betyder indimellem at måtte afstå fra noget. I dag lever mange i en slags forhandlingsægteskaber, hvor man - hvis aktierne ikke giver tilstrækkeligt udbytte - sælger hinanden. Det forekommer mig afskyeligt, og jeg tror ikke, man er klar over, hvad man selv mister. Man mister jo kontinuiteten i sit liv."

Lige i et land, hvor hvert tredie ægteskab bliver opløst - og hvor op imod halvdelen af 1980'ernes ægteskaber endte i skilsmisser - er det provokerende ord. De er ansats til et opgør med Don Juan-forføreren, der ikke vil være sig sit ansvar overfor familiefællesskabet og børnene bevidst, eller som måske flygter væk fra den seje hverdag for at forføre vennens hustru eller den gifte mand med to børn, fordi netop dette trofæ er det allermest attråværdige af alle.
Men nej, måske er ordene selv for en Hertoft så provokerende, at han viger tilbage. På et spørgsmål om udenoms-sex svarer han, at "du ikke behøver at fortælle alting", fordi den enkelte også har et ansvar overfor sin egen lyst.
Derfor er han også forstående overfor de mænd, der
i stedet for at give hustruen fræk og skæppeskøn sex, daffer ned til den prostituerede for at få noget af det, han ikke får hos konen. Og hvorfor det? Fordi, svarer Hertoft, "det er mere sandsynligt, at hun har et forhold til en anden mand indimellem, hvor de foretager sig noget af det samme. I hvert fald er det sentimentalt at sige, at kærlighed og sex går op i en højere enhed. For det er ikke sandt."
Men det er netop den store løgn, som har fremkaldt så megen utroskab og ulykke i familierne. At mennesket i jagten på sexlysten og kroppens tilfredstillelse - i al diskretion - kan forråde sin ægtefælle og sine børn. Intet ægte kærlighedsforhold kan bygge på løgn og utroskab, for dermed forvolder du den anden ondt.
Det sanser den mexicanske digter og nobelpristager i litteratur, Octavio Paz, i sit vise værk - Den dobbelte flamme. Kærlighed og erotik.
I utroskaben går kærligheden under, siger Paz og påpeger, at den ægte kærlighed netop er et accepteret skæbnefællesskab, hvor "vi elsker et dødeligt væsen, som var det udødeligt". Seksualiteten er med Paz' ord nok "en panisk skælven, eksplosion af liv - en vulkan, og hvert udbrud truer med at oversvømme samfundet med en strøm af blod og sæd," men det får ham ikke til at gøre sex og kærlighed til to uforenelige størrelser: "Kærligheden er seksualitetens højeste metafor," siger Paz og tør - i modsætning til Hertoft - vedkende sig den sentimentalitet og gensidige sårbarhed, som hører til i kærlighedens og hjertets poetiske kilde.

Sexdyrkelse uden kærlighed - i utroskabens rige - kan derimod være altødelæggende. Det ved Suzanne Brøgger, der på sin egen krop har mærket prisen af den seksuelle frigørelses mareridt - frigørelsen fra kærligheden. Hun lader i sin store slægtsaga, Jadekatten, hovedpersonen Zeste klargøre, hvad utroskaben og Dionysos fristelser er for mennesket: "der hvor den maksimale ødelæggelse kan finde sted, når man da ikke vil slå sine børn ihjel."
Det er ikke kun de helt nære menneskelige relationer, der er blevet forrådt. Kunsthistorikeren Leo Tandrup påpegede i et interview her i avisen på 1997's sidste dag, at megen moderne kunst er endt i abstraktioner og den skinbarlige nihilisme, hinsides godt og ondt, hvor alt er tilladt - og hvor sansen for det gode, det skønne og det sande er gået tabt, mens ræset efter pis, penge og potens hersker. Men den moralske relativisme gør det umuligt at fordømme kunstværker, der brænder børnehaver, dyrker den dødelige vold eller udstiller "dead dad" - vi har aldrig haft så mange tabuer før.
Der er en tæt sammenhæng mellem denne tidsånd i kunstverdenen og de eksperter, der beskriver løgn, utroskab og sex hos prostituerede som noget normalt - som udtryk for en højere ansvarsfølelse overfor lysten. Informations Ejvind Larsen måtte i sit nytårsessay om kærlighedens fordring tage Shakespeare, Romeo, Julie og Octavio Paz i hånden for at advare os mod den moralske-politiske psykose, der truer.

Kan det lysne her i det nye år? Leo Tandrup beskriver i sin bog, Mefistos Mareridt, hvordan mange unge er begyndt at "se det forarmende i deres bedsteforældres og forældres liv og tid. (..) De leder famlende, men mere og mere indstændigt efter gamle begreber som omsorg, ære og respekt for hinanden." Og den tålmodige kærlighed, hvor den enkelte giver alt og udholder alt.
Hvis bare det var så vel. Det er i alt fald velgørende, at formanden for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, Morten Bødskov i dagens avis tør tale om moral, ansvar og forpligtelser overfor fællesskabet: "Det vil kunne fjerne den tendens til ligegyldighed overfor alt andet end een selv, som jeg ser som truslen mod velfærdssamfundet. Det er for nemt at slippe udenom og arrangere sig." bjm

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu