Læsetid: 5 min.

Kærlighedens bagside

Nogle historier skal bare fortælles, selv om de er krævende og blytunge. Det mener den svenske instruktør Björn Runge, som efter 'Hvis jeg vender mig om' udforsker kærlighedens bagside i med det psykologiske drama 'Mund mod mund'
24. november 2006

Hvad er det modsatte af kærlighed? spørges der på et tidspunkt i Björn Runges nye film Mund mod mund. Ingenting, er det nøgterne svar, og det er det kærlighedsløse vakuum, som filmen udforsker. Efter at være gået kritisk til sin samtid i den fremragende ensemblefilm Hvis jeg vender mig om har Björn Runge denne gang vendt blikket mod en familie i følelsesmæssig krise efter datteren Veras flugt fra forældrene til fordel for den yderst tvivlsomme kæreste Morgan.

Resultatet er et stærkt, vedkommende og velspillet drama, men grundtonen er så dyster og håbet så spædt, at det i sekvenser næsten ikke er til at bære. Hvis jeg vender mig om slog solide lufthuller i livets trængsler med befriende vrede og absurd humor. Sammenligner man den med Mund mod mund, brænder især et spørgsmål sig på: Hvor blev lyspunkterne af?

Efter en festlig premiereaften under Copenhagen Film Festival, hvor filmen var i det internationale konkurrenceprogram, er Björn Runge denne interviewdag ikke helt på toppen. Da efterlysningen af lyspunkter kommer på banen, lyser han imidlertid op som for at kompensere med sin egen person og lover, at der er lys forude i hans værk.

"En film som den her laver man kun én gang. Den var tung at lave, fordi der ikke er meget humor, og fordi jeg kunne mærke, at teamet undervejs undrede sig over, hvorfor vi lavede den. Under visse optagelser virkede det, som om at teamet syntes, at jeg plagede Sofia, som spiller Vera. Samtidig vidste de, at hvis man ikke går hele vejen med en film som den her, så er det ikke værd at lave den. Men næste gang skal jeg lave noget med mere humor, lys og varme, for den her film var helt enkelt for hård at lave."

Energier på tværs

"Samtidig er det jo sådan, at de ting, filmen handler om, sker i virkeligheden, og somme tider er det de her historier, der skal fortælles," fortsætter Björn Runge. "Noget af det, der optager mig i historien, er, hvordan man tager ting videre fra én generation til en anden. Jeg tror, at præcis ligesom øjenfarve kan hoppe i flere generationer, så kan følelser og erfaringer tage sig forbi generationsled. Det kan være gode, men også dårlige ting. I Mund mod mund bliver Vera pludselig den, der bærer meget i en familie. Alle familier har negative energier i slægtsleddene. De forsvinder ikke bare, fordi en person dør. Den negative energi er der stadig. Nogle personer kan blive bærere af den uden at ane, hvad de bærer på, eller hvor det kommer fra, og det er ikke let. Specielt ikke, hvis der har været problemer i en familie. Hvis en familie som Veras skal befri sig, så kræver det en voldsom krise. En krise, som gør, at man kan ryste al isen rundt omkring af."

Björn Runge kalder filmen en historie om mennesker on the dark side of the moon.

"Man plejer at sige, at kærlighed og had er lige stærke, men det tror jeg ikke. Jeg tror, at hadet er en konsekvens af kærligheden, af fraværet af kærlighed. Jeg er helt overbevist om, at kærlighed er fundamentet i hele universet. Det er den bestanddel i os mennesker, der gør, at vi overlever og fortsætter. Mund mod mund handler om mennesker, der befinder sig på kærlighedens bagside. De kæmper med kærlighedsløse liv. Kærlighed bygger jo på kommunikation. Hvis kommunikationen ophører, vil det sige, at man er ligeglad. Og er man ligeglad, så kan kærligheden ikke overleve."

Skuespillerne i centrum

Midt i den umiddelbare realisme har Mund mod mund flere markante, symbolladede billeder, som når der bliver sat ild til en jordklode, eller når vand pludselig vælter ned over en karakter. Björn Runge søger visuel inspiration i videokunst af bl.a. Bill Viola, men skuespillerne er altid i centrum. Hans film slår så hårdt, fordi skuespillerne lader til at leve sig selv ud på lærredet, og Björn Runges egen teori er, at det skyldes hans vilje til at turde kaste sig ud sammen med dem.

"Jeg er ikke bange for skuespillere, og jeg kan lide at arbejde med dem. Det tror jeg er vigtigt, men jeg tror også, at de kan mærke, at jeg er beredt på at gå lige så langt som dem. Jeg står ikke ved siden af og har mit på det tørre, mens jeg siger: Græd mere! Grin mere! Jeg forsøger hele tiden at være med, så de kan mærke, at vi er på den samme rejse."

Efter kun at have beskæftiget sig med film har samarbejder med en række spændende, svenske skuespillere som Pernilla August og Ann Petrén nu ført til teateret. Sidste vinter instruerede Björn Runge Harold Pinters Ashes to Ashes på Göteborgs Stadsteater, og i foråret har han premiere på sit eget stykke, Uppdraget, i Stockholm.

De fem årstider

Björn Runge trives med teaterets fokus på samtale og repetition frem for teknik, men har fortsat mange filmplaner. I pressematerialet til Mund mod mund præsenteres filmen som del af en planlagt suite om de fem årstider. Hvad den femte årstid er, vil han ikke ud med, men selve tallet fem er meget mere forstyrrende end det harmoniske fire. Så som han siger, er han tiltrukket af tanken om en femte, forstyrrende årstid.

"Jeg ved ikke, om jeg kommer til at lave en suite med fem film, men jeg kan lide tanken om at lave film, der spejler sig i hinanden. Hvis jeg ser Mund mod mund som en del af en større sammenhæng, så kan jeg bedre tillade mig at gå til bunds i følelserne i den film. At turde gå hele vejen og være tung som bly for bagefter at lave en kærlighedsfilm, som bliver så meget kærlighedsfilm, som det overhovedet kan bære. Det er formodentlig bare en måde at narre mig selv på, men jeg synes, det er spændende, når film spejler sig i hinanden. Når Per Fly f.eks. laver Bænken, Arven og Drabet kan han tillade sig meget større armbevægelser, fordi de supplerer hinanden."

* 'Mund mod mund' anmeldes øverst på siden

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her