Jeg er ved at brække mig over såvel kanonbegrebet som ditto 'debat', men vil lige en sidste gang berøre samme.
Som nævnt andetsteds, er der fundet en skævvridning sted, hvad angår de 12 værker, der skal udgøre 'populærmusikken efter første verdenskrig', fordi perioden 1918-1967 kun repræsenteres med to værker - fraset fem af de i alt 12 sange udvalget har samlet under rubrikken 'Evergreens' - her får man lige Sven Gyldmark såvel som To lys på et bord og Dansevise listet ind. Det mere end antyder, at udvalget har fundet de nævnte næsten 50 år temmelig pauvre, hvad angår dansk populærmusik.
Thi de resterende ni værker - det tiende er benævnte 'Evergreens', der forsøger at stoppe kanonens mange huller - stammer fra en periode på kun 20 år, dvs. 1968 til 1988, det år, udvalget af uransalige årsager sætter punktum.
Deri ligger en implicit påstand om, at det er dansk popmusiks guldalder. Derfor er det dobbelt vigtigt, at se nærmere på, hvilke to ting fra før 1968, der har fundet nåde for det rockglade Musikudvalg. Den ene er en antologi på fire cd'er med Dansk Guldalder Jazz fra årene 1933-1949 og det er fint nok.
Det var mestendels kopimusik i starten, men udviklede via store personligheder og manglen på amerikansk input under besættelsen en egen tone. Vi henter selv gerne benævnte udvalg frem til festlige lejligheder, for det swinger voldsomt og glæder både gamle og unge.
Men interessen skal her samle sig om komponisten Kai Normann Andersen (1900-1967), hvis værk kommer til at agere prisme for hele det væld af komponister og tekstforfattere, hvis værk atter står som en overset del af dansk kulturhistorie.
Men for at være positiv - skulle der kun vælges et navn fra denne sprudlende periode, hvor revyen godt nok styrede, om end mange af tidens hits udgik fra tonefilm og teatre, er Andersen ikke sådan at komme udenom.
For denne sky forhenværende bankassistent skrev fra 1922 og frem til 1964, hvor sygdom stoppede hans virke, over 900 melodier til revyer - først og fremmest Apollo- og Dagmar-revyerne - operetter, skuespil og det første halve hundrede spillefilm, hvor i blandt en forbløffende mængde har vist sig at besidde en langtidsholdbarhed, der nok ville have både overrasket og glædet deres ophavsmand.
I processen leveredes teksterne af mere end kompetente folk som Børge Müller, Ludvig Brandstrup, PH, Poeten, Mogens Dam, Sigfred Pedersen, Mogens Lorentzen, Carl Viggo Meincke og mange andre.
Mens de kendteste af sangene nærmest er blevet synonyme med fortolkere som Liva Weel, Bodil Kjer, Marguerite Viby, Ib Schønberg, Victor Cornelius, Lulu Ziegler og ikke mindst hustruen Ellen Gottschalch.
Hvorfor klinger alle disse navne også af guldalder? For ikke at tale om Andersens samtidige, der fraset et par af Sven Gyldmarks allerkendteste ting, er skrevet ud af kanon og sammenhæng? Amdi Riis, Emil Reesen, Aage Stentoft, Kai Møller, Dan Folke, Elith Worsing, Emil Reesen, Carl Alstrup, Niels Clemmensen, Knud Pheiffer og hvad tidens myreflittige og dygtige komponister ellers hed. Og så lader vi af pladshensyn periodens dygtige tekstleverandører ligge.
Man kan således kun håbe og drømme om, at de, der tager den dubiøse kanon for pålydende, alligevel af egen kraft vil forsøge at trænge ned i en epoke, hvor vi herhjemme godt nok benovedes af både jazzens vitalitet og amerikanske sangskrivningsgenier som Jerome Kern, Irving Berlin, Cole Porter, Rodgers-Hart, Gershwin-brødrene osv., men ikke desto mindre formåede at mobilisere et ofte intelligent, vittigt og sentimentalt modspil, der forbløffende ofte ramte den der særlige danske tone, som det hele i sidste ende handler om.
Eller hur?
