Læsetid: 3 min.

Kalak, din forbandede digter

Misbrugt, marginaliseret, mærket - Kim Leines debut handler om krænkelser, men er mere end en offerhistorie
25. januar 2007

Kalak, lyder det gennem Kim Leines debutroman af samme navn. 'Kalak' er grønlandsk for 'skide grønlænder' og bliver et adelsmærke for Kim Leines fortæller, en anerkendelse af, at han er én af 'de andre', marginaliseret og misbrugt. Kim Leine fortæller om et offer og en misbruger, men undervejs bliver offerfortællingen også en historie om at finde stemme gennem et fremmed og gæstmildt sprog.

Kalak er som en klassisk erindringsroman; fortalt fra det vendepunkt, hvor fortælleren - altså Kim - tvinges til at se tilbage: Siddende på et hospitalstoilet i Nuuk, med sprøjten hængende i armen og en kollega bankende på døren: "Kim, er du okay?"

Kim er ikke okay, det har han ikke været i lang tid, men her lader han værktøjet ligge på kanten af vasken - for at 'nogen' skal læse sporet. Kim læser selv sine spor, det har han gjort det meste af sit voksne liv, og lige så traditionel som romanens åbning er, er det følgende klip til erindringens urscene klassisk: Ung mand ankommer ved 1970'ernes slutning fra Bygde-Norge til Storby-København. Han har forladt sit mødrene hjem og en straffende Gud mellem fjeldene. Efter et døgns vandring gennem byen når han Kalkbrænderihavnen og sin far. Kort efter er vi vidne til faderens initierende og nøje beskrevne misbrug af teenage-drengen, et forhold, som fortsætter indtil Kim selv standser det. Krænkelsen er evident, men også besat af den dobbelthed af omsorg og manipulation, som forhindrer Kims opgør med faderen i at nå en afgørelse. Det trækker ud i omtrent 30 år, og det trækker ind i Kim som selvhad og mangel på artikulation. Undervejs bliver Kim både sygeplejerske, gift og familiefader. Han bliver udstationeret i Grønland, først med fami-lien - i Nuuk og i Østgrønland, siden uden familien - igen i Nuuk og Østgrønland. Og den misbrugte bliver selv misbruger: af piller og ampuller, men også af mennesker, ikke mindst af en række grønlandske kvinder og deres familier, som han også omfatter med ømhed og omsorg.

Verdens venligste koloni

Og her er vi ved det første forhold, som gør Kalak til mere end en traditionel erindring om krænkelse. Det er den naturligvis også og sådan slår den en, i sin hårde enkelhed. Men Kim Leines fortæller står ikke renset, sympatisk eller troværdig frem af histo-rien. En del af Kims selvhad består i at hade sin lighed med faderen, han hader den fysiske lighed, men læseren ser også en lighed i hans evne til manipulation og selvbedrag over for de kvinder, han møder i Grønland. Den grønlandske hverdag beskrives med både underdrivelse og vedholdenhed, hvilket også er en af Kalaks fortjenester.

Social og fysisk vold registreres af sygeplejersken som bedøver, syr og plastrer: børn, kvinder og mænd.

Brodermord sker på et øjeblik og kan være en genvej til resocialisering for morderen. Især selvmordsepidemier på østkysten og den fatalisme, hvormed de spreder sig i de ganske små samfund, udtrykker en selvdestruktion, der tegner billedet af et Grønland, som er blevet kaldt 'verdens venligste koloni'.

Alt imens Kim drager omsorg for samfundet, betjener og betjenes han af en perlerad af kvinder og opbygger af og til venskabsrelationer med deres mænd. Epidemien af ømhed og seksuelle ydelser tegner overfladisk billedet af en slags 'oprindelig' gavmildhed, men en slagskygge af følelseskulde ruger også over fortælleren ligesom skygger af gamle skader lægger sig over kvindebillederne; offerhistorien vender uhyggeligt tilbage.

Den gave, Kim Leines fortæller kan modtage fuldt ud, er sproget. Han vokser ind i det grønlandske, selv ind i det særlige og sjældne østgrønlandske. Og han får lov at bebo det fremmede sprog, igennem romanen berettes der om en- og tostavelsesord, som rummer en verden af nøjagtige følelser, og som fortælleren bliver i stand til at høre og forstå. Derfor bliver kalak hans adelsmærke, han modtages som 'en skide grønlander' og bemærker et sted, at han 'på grønlandsk' er et andet menneske. Vendepunktet, hvorfra Kim Leine kan fortælle sin historie og historien om menneskene 'på grønlandsk', indtræffer ikke, hvor det umiddelbart fremstilles, nemlig da han forlader hospitalets toilet og efterlader en sprøjte til sine overordnede. Vendepunktet indtræffer tidligere og slår langsommere igennem, i en sproglig gæstfrihed og tilegnelse - på grønlandsk bliver kalakken Kim til en forbandet digter. Her er det, at Kim Leine for alvor gør mere end en offerfortælling af sin erindringsroman, Kalak er en gengave til den venlige koloni og et gavmildt sprog.

* Kim Leine: 'Kalak' 352 sider, 299 kr. Gyldendal, ISBN 13 978-87-02-05531-3

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu