I sin kommentar "Fra forskning til management" den 18. september er professor Lars Qvortrup bekymret over den nye ledelsesstruktur på universiteterne. Han ser den som en risiko for at forlade forskningen som bærende for universiteterne og slår til lyd for forskningsledelse frem for managementledelse.
For mig at se er den skitserede modsætning kunstig. Det kan aldrig diskuteres, at forskning er universitetets grundvold. Det kan derimod i høj grad diskuteres, hvordan både universitetet som institution og den enkelte forsker forholder sig til forskningen og forskningsformidlingen. Og det er faktisk her, ledel-sesaspektet kommer ind. Det er en egentlig ledelsesopgave at sørge for både at 'frede' og 'forkæle' forskerne, så de får forsket, og samtidig 'tvinge' et output igennem i form af formidling og dialog - i snæver forstand som undervisning og kandidatproduktion og i bredere forstand som samarbejde med andre forskningsinstitutioner og som åbenhed i forhold til samfundet som sådan.
Lars Qvortrup har rigeligt nostalgiske briller på, når han beskriver den struktur, der endnu eksisterede for 30 år siden, hvor institutterne var bygget op omkring en professor med flere eller færre medarbejdere som satellitter omkring sig. Dén struktur betød både, at udvikling af forsknings- og undervisningsmiljøet var afhængigt af karisma og vingefang hos professoren, at begrebet personaleudvikling var ikkeeksisterende, og at den administrative ramme om miljøet i mange tilfælde var sørgeligt dårligt fungerende.
Set fra et nogenlunde professionelt ledelsessynspunkt går det ikke an, at udvikling af et forsknings- og undervisningsmiljø er afhængigt af en enkelt persons karisma, det går ikke an, at der ikke findes en personalepolitik, og det går ikke an, at økonomistyring og øvrig administration er præget af hovsaløsninger.
Her skal jeg nøjes med at gøre lidt ud af mulighederne for bedre personaleudvikling med en bedre ledelsesform. Går vi igen de 30 år tilbage, indskrænkede personaleplejen sig meget ofte til at lade som ingenting, hvis en kollega stank af spiritus i arbejdstiden og til nærmest at gå ud fra, at evnen til at yde en god pædagogisk indsats var medfødt, så der desværre ikke var noget at gøre ved dårlig undervisning og snørklet formidling.
I en professionel ledelsesform vil man satse på at støtte sine højt kvalificerede medarbejdere langt mere både i forhold til psykologiske og sociale problemer og i forhold til at styrke dem i deres faglighed. Herunder også den pædagogiske faglighed sådan at for eksempel en kejtet underviser ikke semester efter semester skal pine både sin egen selvfølelse og sine studerendes tålmodighed.
Forskeren og formidleren er den samme person; grundlaget for virksomheden - forskningen - og outputtet fra virksomheden - formidlingen - er uadskillelige. Kald det bare management, men der er grund til at styrke begge sider!
I Kristian Villesens artikel "Universitetsloven har indført enevælde" den 22. september kritiseres den nye ledelsesstruktur på universiteterne, og rektorerne beskrives som enevældige. Forskningsfriheden ligger det også tungt med ifølge artiklen, og lektor Jens Gravesen citeres for følgende synspunkt:
"Der er ikke længere fri forskning, for det er institutlederne, der bestemmer, hvad der skal forskes i."
Dét udsagn turde være en sandhed med modifikationer. Institutlederen får jo ved sin ansættelse så at sige udleveret en pakke med en masse givne personer og forskningsområder. På den baggrund er der stærkt begrænsede muligheder for institutlederen til at bestemme en masse om forskningens indhold.
Man kan selvfølgelig rent teoretisk forestille sig en institutleder, der ville finde på at betjene sig af diktatur og intrigeren som ledelsesform. Både diktatur og intrigeren er imidlertid rædsomt dårlige og utidssvarende ledelsesformer. I stillingsopslaget til institutlederstillingerne på KUAs humanistiske fakultet efterlyses der da også visioner, handlekraft, evne til at motivere og inspirere, engagement og samarbejdsevner - ikke lige præcis nøgleord, der trækker over i det diktatoriske eller intrigante.
Hvis man læser Universitetslovens §17 stk. 2 og 4, skal man læse formuleringerne meget uvenligt for at få det ud af dem, at institutlederen skal bestemme over forskningen på instituttet. Der tales ganske vist om, at institutlederen kan pålægge medarbejderne at løse bestemte opgaver, men medarbejderne på universitetet har altid kunnet pålægges opgaver med administration og undervisning uden for deres kerneforskning, så det nye er, at der skydes et forhåbentligt professionelt ledelsesled ind. Kald det bare management.
Lise Winther-Jensen er mag.art. og arbejder blandt andet med supervision og lederudvikling.
