Læsetid: 6 min.

Kameraet som pen

Den italienske filmfotograf Vittorio Storaro har brugt 40 år på at dygtiggøre sig inden for kunst og filosofi for at kunne gøre sit arbejde bedst muligt. Under en omvisning i en udstilling helliget Storaros arbejde, fortæller mesteren selv om sine tanker og ideer
25. november 2005

20-25 mennesker har fundet vej til Thessaloniki Museum of Photography i det græske Makedoniens hovedstad denne søndag middag, hvor den efterhånden legendariske italienske filmfotograf Vittorio Storaro, afholder masterclass. I anledning af den 46. Thessaloniki International Film Festival huser museet lige nu en omfattende udstilling af Storaros inspirationskilder og billeder fra de film, han har fotograferet.

Det drejer sig blandt andet om en række fremragende, visuelt betagende film af Bernardo Bertolucci og Francis Ford Coppola, fra 1900 til Apocalypse Now, og fotostater af malerier af både Michelangelo, Magritte og Bacon.

Storaro, en velklædt herre på 65 år, er kendt for sin kontrastfyldte, farvemættede stil, og han viser rundt i udstillingen, mens han fortæller om det komplekse og dybt filosofiske tankesæt, der ligger til grund for hans arbejde med, som han formulerer det, at skrive med lys.

Udstillingen hedder således også Storaro: Writing with Light.

"Hele udstillingen er bygget op som en rejse," siger han - "en rejse, jeg har brugt omkring 40 år på at fuldføre, og som hovedsageligt har med dette udtryk at gøre, 'at skrive med lys.' Ordet 'foto-grafi', som kommer fra græsk, betyder i virkeligheden 'foto-lys', grafisk skrivning. Det tog jeg til mig som mit hovedprincip, at prøve at formulere en films koncept med lys."

Filosofiens væsen
Storaro fortæller, at han, da han forlod filmskolen, havde tjek på alt det tekniske ved filmfotografiet, men intet vidste om selve kunsten. Derfor satte han sig for selv at uddanne sig i kunst, litteratur og filosofi.

"Hvis jeg skal vælge et øjeblik, hvor jeg virkelig forstod dette behov hos mig selv, var, da jeg så dette maleri af Michelangelo Merisi da Caravaggio."

Han taler om Mathæus' kaldelse fra 1599, et af de første billeder i udstillingen, og peger mod den stribe af lys, som deler maleriet i to.

"Da jeg første gang i et maleri så denne form for adskillelse af lys og mørke, forstod jeg, at det var noget, jeg var nødt til at kende til. Jeg begyndte at lære mig selv mere om maleri, musik, litteratur, filosofi, al den viden om kunst, jeg havde brug for at vide som filmfotograf."

"Først når jeg forstår filosofiens væsen, tingenes betydning, kan jeg for alvor begynde at skrive en films historie med lys. Jeg har brug for at vide, hvad lys repræsenterer, og hvad mørke repræsenterer for at kunne udtrykke mig på den helt rigtige måde. Og efterhånden som jeg lærte mere og mere og tog noter, kunne jeg se, at fordi jeg ikke skrev med ord, men med lys, var det kun ved at tage stillfotografier og sætte dem op mod et filosofisk koncept, at jeg kunne gøre mig klart, hvad det var, jeg var i færd med at gøre."

Fascinerende gensyn
Det er en øjenåbnende oplevelse at gå rundt imellem de mange fotografier fra Storaros film, der står på specielle stativer - designet af Storaro selv - mellem de malerier, som har inspireret ham i arbejdet med den pågældende films visuelle udtryk. Et kødfuldt triptykon af Francis Bacon hænger ved siden af et billede fra Bertoluccis erotiske drama Sidste tango i Paris, mens det er enigmatiske René Magritte, der spøger i forbindelse med samme instruktørs politiske spændingsfilm Medløberen.

Det er en fascinerende måde at opleve velkendte film og kunstnere på, og man får stor lyst til - som en ven sagde undervejs - at se filmene igen. Plancher med tekst går i dybden med Storaros visuelle filosofi og ridser kort hans karriere op. I en lille biograf spiller en timelang film om hans arbejde.

Arbejdet med udstillingen, der første gang blev vist på filmfestivalen i Venedig i 2004, begyndte for 10 år siden, da Storaro fik den tanke, at han på den måde kunne samle al sin indsamlede viden og give den videre til andre.

"Det tog mig 30 år at nå frem til den erkendelse, at måske kunne al den research og information samles i en bog," siger han.

"Og på det italienske billedakademi, hvor jeg har undervist i filmfotografi i 10 år, fandt vi ud af, at vi ville lave tre bøger. Dette er den første: Writing with Light: The Light," siger han og gestikulerer mod forsiden af en stor, tyk bog.

Farver og elementer
"Bøgerne handler ikke om mig, men om min research, om mine studier. Jeg har prøvet at finde ud af så meget som muligt om Platon, Aristoteles etc. Hvilke visioner, de havde, hvilken mening, de tillagde mørke og lys, farver, elementerne, og jeg prøvede at ordne den viden i et slags visuelt ordforråd. Det er det, som disse bøger handler om."

"Lys er symbolet på viden, og det er en af de ting, som DaVinci beskæftiger sig med i sit billede Skabelsen. Malere eller andre kunstnere, som udtrykker sig visuelt, bruger bevidst eller ubevidst lys til at afsløre noget, fortælle noget, lade folk vide noget. Min første film, Giovinezza, giovinezza, er den eneste i sort/hvid. Jeg vidste ingenting om farver på det tidspunkt. Jeg søgte efter noget og beskæftigede mig primært med mørke og lys. Det var min største interesse i den første del af min karriere."

Og hvor første del af udstillingen netop er helliget Storaros arbejde med og studier i lys og mørke, handler anden del om farver og de fire elementer, jord og luft, ild og vand.

Der går så at sige en skillelinje ned gennem Storaros værk og deler det i to. Arbejdet med Apocalypse Now var så udmattende, og Storaro følte efterfølgende, at han var nået så langt, som han kunne i sin udforskning af lys og mørke, at han måtte holde en pause og genopfinde sig selv.

Der synes da også at være en mærkbar forskel - som illustreret i de mange fotografier - på de især kontrastfyldte film fra første del af Storaros karriere, der ender omkring 1980, og de film, han laver i årene efter, og hvor han ikke mindst arbejder mere bevidst med effekten af at blande kunstigt og naturligt lys og at udnytte den symbolværdi, der ligger i farver og måden, mennesker opfatter dem forskelligt på.

Ingen god fotograf
Mens man bevæger sig igennem udstillingen, går det snart op for én, at fotografierne fra Storaros film ikke afbilleder scener, som man kan se dem i filmene. Alle er de i stedet kompositioner, hvor to billeder fra samme film er lagt oven på hinanden for at kunne udtrykke det, som Storaro har ønsket at udtrykke.

"Jeg synes ikke selv, at jeg er nogen god fotograf," siger han.

"Jeg er en god filmfotograf, ikke en god fotograf. En fotograf er i stand til at udtrykke sig selv i ét billede, ligesom en maler. En filmfotograf har brug for tid og mere end ét billede. Han har brug for filmens rytme for at kunne fortælle en historie. Derfor har jeg valgt at bruge dobbelteksponering. Jeg har brug for mere end ét billede for at kunne fortælle en historie."

"Næsten alle fotografier, som man ser på udstillingen, er dog lavet direkte i kameraet, ikke i en computer. Jeg vil være ærlig og sige, at det første billede var en fejl, men gennem den fejl nåede jeg så tæt på mit eget udtryk, at jeg begyndte at gøre det med vilje. Fra det øjeblik blev hvert fotografi en kombination af billeder."

Udstillingen kan ses i Thessaloniki Museum of Photography frem til den 30. december 2005

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu