Læsetid: 2 min.

En kammerat på rejsen er død

Digteren Jørgen Gustava Brandt er død. Han nåede lige at lægge sidste hånd et omfattende memoire-værk, som skal udkomme næste år
2. december 2006

Jørgen Gustava Brandt er pludselig død 77 år gammel. Et langt digterliv er slut i en nærmest stadig tiltagende skabertrang siden den lyriske debut med den tidlige, nybrydende digtsamling i 1949, Korn i Pelegs mark.

Ikke alene titlen voldte hovedbrud blandt læsere, der var vant til den lyriske traditions sprogbrug, farvet som disse brødkorn var af hans omfattende kyndighed i international modernisme. Jørgen Gustava Brandt blev straks indfanget af Heretica-kredsen, som hans artistiske temperament dog hurtigt kom i karambolage med, indtil den friere vejrtrækning og den kunstneriske strøm-kæntring med generationen omkring 1960 animerede til nye konfrontationer med både hverdagen og mystikken i en zen-agtig frihed.

Alt blev muligt, alt sprog kunne inddrages i tonefald, der alligevel var umiskendeligt gustaviske, musikalske, atmosfæriske, maleriske, som de lærreder han livet igennem fyldte med liv og farver.

Udvidet jeg-følelse

Hans blændramme var stor. Ligesom han personligt, med et af sine yndlingsord, skabte en ambiance omkring sin person. Den opdyrkedes i Københavns city, barndommens Pilestræde, som i utallige skikkelser og fremtrædelsesformer danner netværk i hans digte, bl.a. stemninger husket fra besættelsestidens mørke, der til manges forargelse kunne skildres med hulens intimitet - alternerende med Dragør, der så fra midt i livet blev det særlige tilholdssted og veludforskede miljø.

Rejser i Europa, især Frankrig og Italien, gav kolorit, direkte aftegnet som steder i verden, erfaringernes lokalitet og universalitet i dybtliggende kulturelle mønstre og harlekinader, der peger ind i uventede fællesskaber. Alt sammen i kontrast til modernitetens tomhed som en udvidet jeg-følelse, der endda kom til at indoptage salmen i hans forbavsende repertoire.

Springske titler

Udvidelse er et godt begreb i flere henseender for hans roligt rastløse produktivitet i adskillige genrer.

Grundstammen er de omkring halvtreds digtsamlinger, et utroligt skatkammer, frem til sidste års Begyndelser, der atter forbavsede med ny mangfoldighed af klangfarver, ikke mindst i den stadige og varige kærlighedspoesi, et hjertepunkt, som understreger det dialogiske i hans væsen.

Og det med de letteste strøg:

Over vore hoveder svæver en enlig safrangul sky/henkastet og lykkeligt/lader du hænderne flyve op-

Så enkelt skabes en dynamik i ordene i hans vældige opus af store, statelige digtsamlinger, af noveller og et par romaner, en gylden essayistik, en poetik og en lang række kritiske introduktioner og portrætter.

Titlerne kan være springske, barokke, Der er æg i mit skæg, I den høje evighed lød et bilhorn, De nødstedte djævle er de værste eller Denne kønne musik. Et overblik kan man danne sig i al dets fylde gennem de tre bind Digte, han selv udvalgte i 1997.

Memoire-værk på vej

Jørgen Gustava Brandt var en ypperlig rejsekammerat til diverse konferencer og møder i Norden, nysgerrig, sansende, mentalt og kropsligt nærværende som også i hans poesi, tempo andante eller en lille menuet, som han flettede sammen i erindringen, den talte og den skrevne.

De sidste år isolerede han sig i nogen grad, ikke med det bedste helbred, men med usvækket alerthed og kontaktevne, når han sendte eller ønskede at modtage 'røgsignaler'. En af de store digtere, ikke i vinden som andre, men elsket af kendere, tilhørere og læsere.

Han nåede at lægge sidste hånd på et omfattende memoire-værk, som skal udkomme næste år. Trist, at det skulle blive et testamente.

De sidste ord i den sidste digtsamling var dog: "Ave forventningen!"

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her