Læsetid: 3 min.

Kammerater

30. juli 1998

INFORMATION HAR fået nye kammerater på det seneste. Dårligt nok er avisen landet i entreen hos abonnenterne, før Fremskridtspartiets Kirsten Jacobsen og Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti begejstret sætter sig til tasterne i en munter, indvandrerfjendsk kappestrid om at komme først igennem på telefaxen med dagens spørgsmål til diverse ministre i sagen om UNG-sam.
Avisen har naturligvis også fået uvenner på samme konto. I et indlæg fra en række organisationer, der deler adresse med UNG-sam i Griffenfeldsgade på Nørrebro i København, kunne man i tirsdagsavisen læse om "Rohleder-Skaarup-aktionen", der angiveligt er skyld i, at UNG-sams kriselinje er standset midlertidigt.
I onsdagsavisen kaldte debattøren Peter Tudvad Informations referat af daværende UNG-sam-formand Ali Celiks udtalelser i maj om det legitime i at overfalde Pia Kjærsgaard "lidt lemfældigt" og mente, at Informations dækning af UNG-sam-sagen skulle være i strid med de principper, som den samme journalist - undertegnede - lagde frem i artikelserien og bogen om Drengene på Blågårds Plads i 1997.
Om lemfældigheden i Informations mødereferat er at sige, at man som referent med godt kendskab til både straffelov og udlændingedebat naturligvis er ekstremt omhyggelig med at gengive Ali Celik pinligt korrekt, når han vælger at begå politisk selvmord for åben mikrofon.
Det korte af det lange er, at Dansk-Cubansk Forening, Mellemamerika-Komiteen, Butikken Spidsroden og Rebel overhovedet ikke mener, at UNG-sams brug af skattekroner rager Informations læsere, mens Peter Tudvad gerne havde set, at sagen havde været kraftigt nedprioriteret.

I DERES INDLÆG skriver foreningerne fra Griffenfeldsgade, at "kammeratlig kritik er metoden", og Peter Tudvad beklager, at Information ikke respekterede UNG-sams ønske og affandt sig med beskeden "ingen kommentarer" og de kryptiske oplysninger om, at Ali Celiks afgang som formand skyldtes "samarbejdsvanskeligheder" og "personlige forhold".
Efter samme opskrift skulle medierne have ladet være med at stille Erik Ninn-Hansen irriterende spørgsmål om tamilske familiesammenføringer, hvis blot han sagde "ingen kommentarer". Og Information skulle have undladt at interessere sig for, om alle anholdelser og domme efter urolighederne 18. maj 1993 var retmæssige, når nu politidirektøren, rigsadvokaten og statsministeren forsikrede, at det var de.
Man kan spørge, om man gør UNG-sam-aktivisterne en tjeneste, hvis man - omvendt racistisk - fortier deres fejl, fordi de er en lillebitte smule mere sorthårede, brunøjede og mørkhudede end vi andre, fordi de har det så svært, og fordi det er så synd for dem.

I SERIEN OG bogen om Drengene på Blågårds Plads argumenteredes for en særlig presseetik i omgangen med svage og medieuvante kilder. Drengene fra Nørrebro, der udtalte sig i forbindelse med sidste sommers artikelserie, fik eksempelvis oftest lov at gennemlæse artiklerne inden offentliggørelsen, og i nogle tilfælde forblev de efter eget ønske anonyme for læserne. Sådan måtte det være, fordi det var den eneste måde, denne gruppe af mennesker overhovedet kunne komme i medierne på en artikuleret måde.
At denne imødekommenhed også skulle udstrækkes til en mediesurfer som Ali Celik og en skattefinansieret forening som UNG-sam, forsømmer skribenterne at levere overbevisende argumenter for.

I VIRKELIGHEDEN ligger pointen måske i ordet "kammeratlig". Når det er kammeraterne, der har rod i papirerne, er det nok for ubærligt at læse om?
Ud fra personlige sym- og antipatier kunne man som journalist - et kort øjeblik - ønske sig, at denne verden altid bare var de gode mod de onde. At det kun var væmmelige, højreekstremistiske organisationer, der svinede og svindlede med offentlige tilskud.
Hvor ville det være nemt at være journalist i sådan en verden. Og hvor ville det være kedeligt at være avislæser.
Præcis i det sekund, man som journalist begynder at nøjes med at ytre "kammeratlig kritik" på tomandshånd (eller gemt væk i en note ved siden af rubrikannoncerne) eller fortie kritisable forhold, holder man op med at være journalist og ændrer status til kammerat.
Ikke et ondt ord om kammerater. De er vigtige at have - ikke mindst for en gruppe aktivister på Nørrebro, der kæmper for at bevare en uundværlig telefonrådgivning for unge fra indvandrerfamilier.
Information er blot læsernes kammerat - ikke kildernes.ni.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her