Læsetid: 3 min.

En kamp for anerkendelse

Det vellykkede krigsdrama 'Ærens dage' skildrer gennem personlige skæbner Frankrigs diskriminerende behandling af nordafrikanske soldater under Anden Verdenskrig
11. maj 2007

De indfødte. Det synes lederen af et regiment af nordafrikanske soldater ikke om, at hans overordnede kalder hans soldater. Han vil heller ikke have, at de omtales som muslimerne, men hvad skal man så kalde dem, spørger hans overordnede. "Mændene," er det nøgterne svar, for de nordafrikanske soldater vil behandles og omtales som de franske soldater, når de kæmper og dør side om side med dem.

Som det ind imellem fremgår lovligt tydeligt i Rachid Boucharebs ellers vellykkede Anden Verdenskrigsdrama Ærens dage, bliver de nordafrikanske tropper løbende udsat for diskrimination, selv om de frivilligt har meldt sig til at kæmpe for at befri Frankrig fra de tyske besættelsesstyrker. Taknemlighed burde være på sin plads, men soldaterne fra de tidligere franske kolonier får andenrangs mad, ingen orlov og bliver glemt i forfremmelseshierarkiet. Ærens dage tager den historiske uretfærdighed under effektiv behandling, og filmen har opnået noget så sjældent som at gøre en politisk forskel. Filmen slutter med en tekst, der henviser til, at det ikke kun var under krigen, men også efter, at diskriminationen fandt sted. I 1959 blev de nordafrikanske soldaters pensioner fastfrosset. Selv om en lov i 2002 skulle råde bod på det, skete der ikke noget, før Jacques Chirac så Boucharebs film og satte skub i handlingsgangene. Følelsesladet fiktion kan gøre en forskel.

Fire skæbner i mængden

Og filmens fokus på følelserne og de personlige skæbner frem for legendariske slag eller overordnede strategier er netop det, der gør, at man selv som skeptiker over for krigsfilm som genre gerne ser endnu et drama om Anden Verdenskrig. For krigsfilmselskere skal det indskydes, at de mange kampscener er fortræffeligt udført, selv om filmen ikke har samme eksplosionsbudget som en amerikansk pendant som Saving Private Ryan. Bouchareb formår med koreografi, kamera og klipning at skabe spænding i de obligatoriske krigsscener, men hans fokus er sikkert på fire skæbner i mængden: Den koloniherreudfordrende tænker Abdelkader (Sami Bouajila), den enfoldige Said (Jamel Debbouze), den romantisk anlagte Messaoud (Roschdy Zem) og Yassir (Sami Nacéri) med beskyttelsen af sin lillebror som sit mål. Sammen bliver de først trænet til kamp i Nordafrika i 1943, for siden at overleve et afgørende slag i Italien i 1944 på vej mod Provence. Historien tager sig tid til at komme ind på livet af hver enkelt, og ikke mindst det omvæltende kulturmøde med det mytiske Frankrig sætter ting i deres liv på spidsen. Abdelkader oplever, hvor langt der er fra de elskede idealer om frihed, lighed og broderskab til hverdag og praksis, og Messaoud oplever symbolsk en gensidig forelskelse i en temperamentsfuld Marseillaise, men får sin korrespondance til hende censureret.

Fælles skuespilpris

Abdelkader ser deltagelsen i krigen som en måde at vinde kolonimagtens anerkendelse på og påtager sig efter løfter om belønning at lede en lille gruppe soldater på en farlig mission til Alsace. Man ved fra starten, at den vil ende fatalt for de fleste, men filmen bevarer til det sidste en spænding om udfaldet af missionen, indtil en irriterende og unødvendig epilog i spielbergsk ånd hylder de faldne ved deres gravsten tres år senere. Historien kunne fint have stået alene og stadig hevet sin pointe hjem til sidst.

Siden premieren i konkurrenceprogrammet i Cannes sidste år er Ærens dage af indlysende årsager blevet sammenlignet med Edward Zwicks Glory om de første frivillige afroamerikanske soldaters kampe med både fjenden og fordommene under den amerikanske borgerkrig. Ærens dage har imidlertid tydeligt en egen stemning og stil med de nordafrikanske temaer, landskaber og musikstykker, der præger helheden, og Bouchareb har fine visuelle ideer som f.eks. de etablerende oversigtsbilleders overgange fra sort/hvid arkivfoto-fornemmelse til de støvede farver fra det tørre Nordafrika og Provence gennem de sneklædte landskaber til en lille landsby i Alsace. Frem for alt har filmen slagkraftigt skuespil over hele linjen, som skaffede hovedrolleindehaverne en fælles pris for bedste mandlige hovedrolle i Cannes og gør filmen til meget mere end et politisk opråb om anerkendelse af en glemt indsats.

Ærens dage. Instruktion: Rachid Bouchareb. Manuskript: Olivier Lorelle og Rachid Bouchareb. Fransk/marokansk/ algirsk/belgiak (Grand, København, Cafébiografen, Odense, og Øst for Paradis, Århus)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her