Læsetid: 3 min.

Til kamp for EU- åbenhed

Den estiske kommissær for forvaltning og bekæmpelse af bedrageri, Siim Kallas, indleder et stort anlagt togt for mere åbenhed og troværdighed i EU. Et godt skridt på vejen, men der er endnu mangler, siger kritikeren Jens-Peter Bonde
13. maj 2005

BRUXELLES - Nu skal der gøres op med det dårlige omdømme, EU har - ikke mindst når det gælder om at have styr på regnskaberne, om luskede lobbyister og om vennetjenester. Og hvordan gør man det bedre end ved at åbne og lade folk se på sagerne selv. Det er ideen bag den estiske kommissær, Siim Kallas' "åbenheds-initiativ."

Kommissæren for forvaltning og bekæmpelse af bedrageri går konkret til værks: Der skal være en liste over alle Bruxelles' 15.000 lobbyister, samt hvem de arbejder for. Et udvalg skal holde øje med, om EU's egne medarbejdere - og kommissærer - lever op til de gældende regler om at modtage gaver og den slags. Endelig skal der skabes åbenhed om modtagerne af 70-80 procent af EU's penge: Alle, der modtager landbrugsstøtte og penge fra EU's strukturfonde, skal offentliggøres på nettet.

Troværdighed til EU's institutioner, om arbejdet i Bruxelles og til regnskaberne skal således være kernen i Kallas' køreplan, og i næste uge bliver planen lagt frem for de andre EU-kommissærer, fortalte Siim Kallas under et møde med journalister i Bruxelles i går.

"Jeg er ansvarlig for revisionen. Mit hovedformål er, at få regnskabet godkendt. Og der er et enormt mistillid indenfor og udenfor disse institutioner," siger Kallas.

Måske med god ret: EU's egen revisionsret påpeger år efter år problemer med EU's regnskab, whistleblowere har risikeret job og pension for at gøre opmærksom på de interne problemer. Og for et par uger siden måtte Kommissionen bede medlemslandene om at betale 1,7 milliard kroner tilbage i ulovligt eller forkert udbetalt landbrugsstøtte i de forgangne år, ofte med en bemærkning om, at kontrolmekanismerne ikke fungerer.

Hvad angår regnskabssystemer og intern revision har Kallas' forgænger, briten Neil Kinnock, allerede sat reformer i gang, der endnu skal vise, at de fungerer. Kallas har derfor taget hul på de næste svage punkter - heriblandt kontrollen i medlemslandene. Og når det gælder størstedelen af EU's budget, landbrugsstøtten og strukturfondene, vil han simpelthen bruge åbenhed som redskab.

"Når vi eller Olaf (EU's anti-bedrageri afdeling, red.) opdager, at der i et medlemsland er en gård med et bestemt areal, der har fået støtte flere gange, så bliver det opdaget som følge af en større undersøgelse. Det er meget lettere, hvis informationen er offentligt tilgængeligt. Så kan alle, også naboen se det. Og det forebygger misbrug af penge," forklarer Siim Kallas.

Den liberale ester var noget overrasket at finde ud af, at kun tre lande offentliggør modtagerne af landbrugsstøtten. Hjemme i Estland bliver den slags oplysninger rutinemæssigt lagt på nettet, og i Danmark kom tallene frem sidste år efter ihærdigt arbejde fra to journalister. I mellemtiden har også Storbritannien offentliggjort modtagerne af landbrugsstøtten.

"Jeg har et meget godt samarbejde med EU-Parlamentet. Og jeg har meget god opbakning fra kommissionsformand Barroso. Åbenhed er en del af denne Kommissions strategiske mål," siger Siim Kallas.

Jens-Peter Bonde, gennem mange år en af de største kritiker af netop svindel og lukkethed i EU-systemet, byder Kallas og hans initiativ velkommen, men er alligevel kritisk.

"Jeg er helt enig med Kallas' forslag. Det er de ting, han lovede os, da han var til høring i EU-Parlamentet," siger Jens-Peter Bonde og henviser til de politiske høringer hos EU-parlamentarikerne, som alle kommissærer var igennem i efteråret.

Bonde mener dog, at kommissærerne ikke lever helt op til deres løfter fra høringerne: "De lovede os lister over Kommissionens hemmelige komiteer. Det har vi fået. Men de vil ikke give os en liste over, hvem der sidder i dem. Og det gør jo forskel, om der i tobaksudvalget sidder nogen fra tobaksindustrien eller fra Kræftens bekæmpelse," siger Jens-Peter Bonde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her