Læsetid: 4 min.

Til kamp mod det nationale hykleri

Slagsmålet om det europæiske budget op til EU-topmødet i dag kunne løses, hvis statscheferne var mindre optagne af egen navle vurderer en af de mest vidende EU-diplomater, Niels Ersbøll
16. juni 2005

At den europæiske union befinder sig i en krise, betvivler ingen. Og op til det EU-topmøde, som begynder i Bruxelles i dag, har medlemslandene ikke just haft fredspiberne fremme, før problemerne med det fælles budget og den forliste EU-forfatnings videre skæbne skal diskuteres af stats- og regeringscheferne.

Men den måde EU's stats- og regeringschefer håndterer de aktuelle uenigheder om budgettet på er skammelig og simpelthen ikke EU værdig.

Det siger en af Danmarks mest vidende og drevne EU-forhandlere, Niels Ersbøll, som ud over at være Danmarks forhandler under den regeringskonference, der producerede Amsterdam-traktaten, også i årevis var en bredt respekteret generalsekretær for EU's ministerråd. Han mener, det i virkeligheden er et slagsmål om relativt få penge og måske den allerværste måde for de gamle EU-lande at byde de nye medlemmer velkommen på.

"Man må huske på, at det fælles budget er lille i forhold til det vidtgående samarbejde, EU er. Omkring én procent af medlemslandenes bruttonationalprodukter er vitterligt beskedent. Dertil er det beløb, man skændes om endnu mindre - mindre end en tiendedel. Der eksisterer et nationalt hykleri i mange medlemslande, hvor politikerne forsømmer at tale om emnet i de nøgterne vendinger, problemstillingen fortjener, " siger Ersbøll.

"Tag f.eks. Holland, der i årevis har modtaget penge fra EU. Nu betaler man, hvilket er nyt, men man skylder da virkeligt som politiker at forklare hollænderne, at det ikke er, fordi EU pludselig er blevet ond, men at man faktisk - bl.a. med betydelig støtte fra EU - har formået at modernisere sin økonomi, så landbruget ikke spiller den samme rolle og ikke længere har behov for støtte. Alle de gamle medlemslande må yde til de nye østlande, som man har lukket ind, og vi eksporterer jo mere til disse lande end de gør til os. Vore fordele ved at have dem med, vil bare vokse og vokse," påpeger Ersbøll, der tilsyneladende heller ikke indtil videre har set tegn på den store statsmandskunst hos de franske og britiske budgetforhandlere:

Det tyske eksempel

"Hvis man talte lidt mindre om sig selv og lidt mere om, hvad modparten opfatter som problemet, ville man kunne bevæge sig og opnå kompromisser langt lettere. Hvis Chirac og Blair sammen fandt ud af, at selv om landbrugsudgifterne ligger fast foreløbigt, må vi inden for en overskuelig fremtid se på justeringer, så ville der måske være basis for, at der også ville opnås en forståelse om at justere den britiske debat hen ad vejen. Der er der imidlertid ikke mange tegn på, og det er en skam."

"Det er rent ud sagt elendigt, hvis en strid om budgetmarginaler skal få lov at fylde så meget i den nuværende krisesituation. Den eneste, som viser lidt af forne tiders europæiske sindelag synes at være den tyske kansler, som har signaleret vilje til at opbløde på sit sparekrav. Der er brug for folk, som på et ræsonnabelt grundlag vil sætte det europæiske system øverst," fremhæver Ersbøll. Han er i øvrigt noget overrasket over, at EU-formand Jean-Claude Juncker allerede på forhånd har sagt, at han er pessimist i forhold til at nå et resultat på topmødet.

"Jeg har deltaget i andre indviklede budgetstridigheder, og selv om det kan være økonomisk-teknisk kompliceret, behøver det ikke nødvendigvis at være politisk besværligt. Det kræver naturligvis et ordentligt forarbejde fra formandslandet," siger den erfarne forhandler, som også slår fast, at det er "måske det værste signal at sende til de nye lande, som lige er kommet ind i Unionen at vi i den nuværende krise først og fremmest skændes om penge. Der er ikke noget i vejen med at skændes om politik. Budgetstriden er først og fremmest et spørgsmål om at vise god vilje og se at komme i gang."

Konventet

Når det gælder den forliste EU-forfatning, mener Ersbøll, at krisen går flere år tilbage:

"Måske kom den klarest til udtryk første gang ved det topmøde i Laeken i Belgien, der tog beslutningen om at nedsætte det europæisk konvent, der udarbejdede forfatningen. Laeken-erklæringen viste, hvor uenige medlemslandene i virkeligheden var. Konventet skulle være mere demokratisk og åbent end den traditionelle regeringskonference, hvor medlemslandenes regeringer via udpegede repræsentanter forhandler sig frem til nye EU-traktater. Men virkeligheden endte anderledes."

"Den traditionelle metode afspejler de politiske realiteter - altså medlemslandenes interesser - og resultatet er derefter: uskønne, ofte ret ulæselige traktater, som ingen måske rigtigt bryder sig om, men som til gengæld har basis i virkeligheden, og hvor hver enkelt vedtagelse kan forklares med, hvilke(t) land(e), som har ønsket det ind i teksten, og hvor kompromiserne ligger."

"EU-konventet endte alligevel som en lukket gruppe, der kun på papiret arbejdede åbent, og hvor der i virkeligheden ingen sideløbende nationale debatter var om den forfatning, som blev resultatet," siger han og konkluderer:

"På den baggrund kan man ikke fortænke de euro-pæiske borgere i at føle sig noget afmægtige - f.eks. i Frankrig, hvor der ingen åben debat var om forfatningen, før den var færdig. Pludselig kom den dumpende ned fra himlen, og vælgerne følte vel, at de blev spurgt om noget, som var besluttet i forvejen og det var bare at sige ja, for ellers ville der ske noget frygteligt. Nu kommer debatten så bagefter, men alle synes jo at gå ud fra, at den ikke må føre til ændringer i traktaten."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu