Hvad enten man synes om det eller ej, er USA i dag dominerende i verden, både økonomisk, politisk og militært. En af de vigtigste årsager til USA's førerposition er den naturvidenskabelige og teknologiske udvikling, som landet gennemgår. Det er højteknologien, der driver væksten i den vestlige verden, hvor know-how skal genskabe de arbejdspladser, der tabes til konkurrencedygtige produktionscentre som Kina og Sydøstasien. Selv om situationen er kompleks, ser det ud til, at det teknologiske forspring og innovationen gør, at USA's vækst vedbliver at være høj, mens store dele af Vesteuropa har en dårlig økonomi gennem snart mange år. En vigtig del af forklaringen er USA's forskningskultur.
Et blandt mange mål for succes i denne sammenhæng er den højteknologiske eksport, der i høj grad beskriver overlevelsesevnen blandt de højteknologiske lande. Danmark står desværre temmelig ringe i en sådan sammenligning: Baseret på OECD's 2005-rapport ligger vi en anelse over gennemsnit for hele OECD i kategorien for højteknologisk eksport, hvorimod Finland er helt i top, fulgt af Sverige, Japan, USA og sågar Norge. Danmark afviger altså markant fra resten af den skandinaviske klike på dette punkt, og noget tyder på, at vi taber yderligere terræn.
Det skal her siges, at der ikke kæmpes i traditionel forstand om en konstant værdi, sådan at Sverige for eksempel vil miste på eventuel dansk fremgang; tværtimod er det karakteristisk for innovativ teknologisk forskning og udvikling, at den skaber nye værdier og kan virke symbiotisk mellem flere regioner. Et andet mål for de højt industrialiserede landes duelighed i denne sammenhæng er den direkte udenlandske investering i landene, som også er offentligjort i OECD-rapporten. Sveriges indeks er over tre gange så højt som Danmarks i denne kategori. Kun Portugal, Tyrkiet og Tyskland står dårligere end vi.
Det er rimeligt at forholde sig til disse faresignaler, fordi vi går glip af en masse uudnyttet potentiale og af en bedre økonomi. Og selv om der formentlig er myriader af løsningsmodeller, er der et par åbenlyse faktorer, der hænger direkte sammen med vores problem. Som situationen er i dag, er det USA, der trækker verdens unge hjerner til sig, ikke mindst fra Asien og Europa. Uhyre sjældent går amerikanske ph.d'er den modsatte vej, til Europa eller Asien, og udklækker ideer der. Der skal markante ændringer til, hvis Danmark og andre lande i Europa skal ændre tendensen og få en større andel i guldgruben af innovativ global tænkning.
Unikt potentiale
Danmark har en udmærket økonomi i øjeblikket, på trods af vores relativt beskedne satstning på forskning og udvikling. Der er imidlertid andre årsager til, at Danmark har en god økonomi: Vi lever i høj grad på fordums storhed, idet vidensinvesteringer ofte tager mindst et årti for at slå igennem. Desuden har vi historisk set en alsidig økonomi, god konkurrencedygtighed og et image som godt testmarked.
Desværre er Danmark, med dette unikke potentiale, langt væk fra den gunstige situation, vi kunne være i. Denne omstændighed ses vanskeligt i den nuværende gode konjunktur: Der er en ret fed fest i Danmark i øjeblikket, og der er ingen, der gider bekymre sig om, hvad der sker, når festen slutter. Tømmermændene risikerer at blive kolosale, hvis man ikke allerede nu tænker langsigtet. Vi aner, der kræves tilpasninger af velfærdsstaten til f.eks. den længere gennemsnitsalder. Og vi aner, at forbrugsfesten og den lave rente ikke kan vare ved. Når disse faktorer ikke længere kan drive vores økonomi, må vi finde alternative motorer. Det eneste, vi vil kunne konkurrere på i et helt frit marked, hvis det en dag kommer, er viden.
Det er uhyre vigtigt at analysere, hvad der kan gøres på europæisk og dansk niveau for at modvirke denne tendens. EU har et gigantisk budget for støtte til bestemte erhverv. Af historiske årsager går langt størstedelen af disse penge til landbruget. Den planøkonomiske tænkning, der ligger til grund for landbrugsstøtten, er fuldstænding uddateret og vil medvirke til at undergrave Europas økonomiske fremtid, fordi uanset om man vil det eller ej, må denne støtte udfases før eller senere.
Hvis det bliver senere, vil det koste ubegribeligt meget i tabt og sen investering og tilpasning til det globale marked. Problemet er, at dele af Europa befinder sig i både politisk og økonomisk dødvande: Kaptajnen ved at, vi styrer mod et isbjerg, men tør ikke ændre kurs, fordi han vil blive kølhalet af besætningen. En gradvis omdirigering af en stor del af landbrugsstøtten til forskning og uddannelse ville gøre underværker og påvirke hele samfundet gunstigt. I 2004 var de samlede danske offentlige investeringer i forskning på 11 mia. kroner. Samme år modtog det danske landbrug 10 mia. kroner i støtte fra EU bl.a. for at lægge marker brak.
Landbruget alene modtager altså lige så meget offentlig støtte som al forskning i Danmark. Andre EU-lande modtager tilsvarende svimlende beløb. For næste rammeprogram har Luxembourg lagt op til nedskæringer i forskningen: Udviklingen går altså den stik modsatte vej. Måske skulle de europæiske forskere prøve at lægge deres hjerner brak og se, hvad der sker. Selv under Bush har USA gjort det modsatte og i vores øjne korrekte: At øge den naturvidenskabeligt-tekniske forskningsindsats for at sikre USA's dominans.
Akademisk klasse
Hvad kan vi gøre på nationalt niveau, som ikke allerede er gjort? En første handling kunne være at kigge lidt nærmere på vores nabo Sverige, der som nævnt tilsyneladende klarer det rigtig godt. Sverige bruger en hel procent mere af sit bruttonationalprodukt på forskning end Danmark. Den svenske industri-, investerings- og teknologikultur er på et helt andet niveau end den danske: Blandt politikere såvel som i den private sektor er der en udbredt forståelse for, at forskning og udvikling er alfa og omega i en sund økonomi på det globale marked, og vigtigst: Der er en vilje til finanspolitisk prioritering.
Naturvidenskabelig forskning betragtes simpelthen som vigtig, også i et bredere udsnit af befolkningen. I Sverige findes en campuskultur som ligger tættere op af den anglo-amerikanske: Både Lund og Uppsala har akademisk klasse og miljø, hvad dette angår (forfatterne har studeret begge steder). I USA er det hot at være forsker. Forskere har gode lønninger, nyder udbredt status og vekselvirker på et helt andet niveau med det omgivende samfund.
Et andet sted at tage fat er at se på både strukturen og kulturen i danske forskningsinstitutioner. 60 procent af europæiske forskere, der tager til USA, ender med at blive der; et langt værre brain drain end for bare 10 år siden. Bliver de i f.eks. Danmark, ender de ofte som ensomme adjunkter, der hopper fra den ene midlertidige stilling til den næste. I USA dyrkes og coaches de til at lede store ressourcestærke forskningsgrupper, hvor de kan udvikle sig og inspirere andre.
Ud over knappe ressourcer, er et af problemerne i Danmark, at mange professorater og lektorater er besat med folk, der toppede forskningsmæssigt for 20 år siden, men stadig har de fleste resourcer, de fleste laboranter og den største organisatoriske magt. Det er er ikke alle, der kan være topforskere hele livet, det er der ikke noget underligt i, men det afspejles dårligt i karrierestigen. Der er behov for, at man (ærefuldt) kan gå ned af karriestigen igen, så man kan give bedre plads til dem, der har mere energi og inspiration. Den anciennitetsmæssige grundløn skal selvfølgelig fastholdes for forskere, der trækker sig lidt tilbage fra spydspidsen (til f.eks. større undervisningsopgaver, lærebogsskriverier eller lignende), hvorimod tillæg for fastholdelse, budget- og ledelsesansvar skal kunne overføres til nedefra kommende kometer fra både indland og udland.
Der er mange ender at tage fat i - men de kunne alle sammen bidrage til at sikre Danmarks velfærd i fremtiden. Lader man disse ender ligge, risikerer vi derimod, at løbet er kørt for os i konkurrencen med andre højteknologiske lande. Arbejdspladser vil i stigende grad tabes til Kina og Sydøstasien hvis vores kompetencer ikke konstant fornyes og cementeres. Dette vil underminere velfærdssamfundet og måske til sidst ødelægge det.
