Læsetid: 4 min.

Kampen om huset - og definitionen af kultur

Har Huset i Århus udspillet sin rolle som skabende kulturinstitution og blot blevet en kopibutik eller et beskæftigelsesprojekt? Eller er det en afgørende støtteinstitution for det øvrige kulturmiljø? Holdningerne er mange i kampen om den gamle, nu nedlagte Kulturhus
23. januar 2007

Det har ligget der i dalen ved åen siden 1972: Huset - et åbent kulturværksted, der, som man kunne læse i gårsdagens Information stadig fungerer som et vækstgrundlag for det århusianske kulturmiljø. I hvert fald hvis man spørger dets leder, Bent Blindbæk, der sagde, at mange af Husets brugere måske en dag ville ende på kunstmuseet AROS.

Andre mener dog, at dets rolle som nyskabende kulturinstitution ikke længere er så markant. Så da byrådet sidste år blev pålagt at skære 22 millioner på kulturområdet, var det, ifølge den daværende radikale formand for kulturudvalget, Uffe Elbæk, "det mindst ringe sted" at spare.

"Jeg er meget ked af, hvis Huset lukker og jeg har kæmpet hårdt for, at vi ikke skulle spare på et, i forvejen alt for lille kulturbudget. Men når det skulle være, prioriterede vi den del af byens levende kulturliv, der skaber produkter. Jeg ønskede f.eks. ikke, at tilskud til de store institutioner som Huset skulle ske på bekostning af de frie puljer, som den enkelte kunstner eller kunstprojekter har adgang til," siger Uffe Elbæk. Han underkender ikke Husets rolle for dets brugere og den betydning, de mange værksteder har for det øvrige kulturliv i byen, men hvor huset engang udgjorde rammen for et reelt kulturelt vækstlag, mener Elbæk, at det nu snarere skal ses som et vigtigt socialt projekt.

Fra kultur til 'fritid'

Keld Hvalsø Nedergaard, medlem af byrådet for Enhedslisten, kunne ikke være mere uenig. Han mener, at valget om at nedlægge Huset er udtryk for et markant skift i kulturpolitikken, hvor folket og græsrodsniveauet skæres væk.

"Folk kommer ind fra gaden og prøver en masse ting af. Men man har nu skilt den folkeligt baserede kultur fra som 'fritid' eller ligefrem for 'sociale tiltag'," siger Keld Hvalsø Nedegaard. At det netop var den radikale kulturudvalgsformand, Uffe Elbæk, tidligere rektor for Kaospiloterne og mangeårig forsvarer for et levende kulturmiljø i Århus, der argumenterede for en lukning, kom som en overraskelse for Keld Hvalsø Nedergaard.

"Det tyder på, at han med tiden har fået et langt mere elitært syn på kulturen,"siger han.

Det afviser Uffe Elbæk.

"Vi valgte at prioritere den kunstproducerende del af kulturen. Det betyder ikke eliten. Jeg har været med til at sikre f.eks. den elektroniske musikscene og skaterne med det brede Hip-Hop-og graffitimiljø, der er omkring dem," lyder det fra Uffe Elbæk.

Ikke producent

Mens politikerne slås om de kulturpolitiske linjer og adgangen til puljerne, er der heller ikke helt enighed blandt det århusianske kulturmiljø om Husets rolle, men de folk som Informaton talte med i går, så alle, at den rolle har ændret sig igennem årene.

Digteren Peter Laugesen har offentligt deltaget i kampen for at bevare Huset, men han medgiver, at Huset tidligere havde en mere skarp profil i det århusianske kulturmiljø - blandt andet på teater og musikscenen. Han mener dog stadig, at institutionen er helt afgørende for særlig den pengefattige del af Århus' kunstnere.

"Dem, der ikke har råd til at få det lavet andre stede, får f.eks. deres plakater og løbesedler produceret der. Det er utrolig vigtigt for de unge ukendte, og derved for en levede undergrund, " siger den etablerede lyriker.

Mindre pæne ord får Huset med fra Husets Forlag, der i 2003 blev nedlagt af Kulturhusets bestyrelse, da kommunen efter krav om pensionsordninger til de ansatte, krævede besparelser.

Forlagsdirektør Henrik Dalgaard stødte først til Husets Forlag efter adskillelsen fra Huset, men har fulgt forløbet og kan i dag se klare paralleller mellem den måde, Husets bestyrelse i 2003 taklede nedskæringskravet, og den måde kommunen nu vælger præcisionsbomben frem for salamimetoden.

"Man kan sige, at de nu får deres egen medicin at smage. Bestyrelsen for Huset valgte netop selv at lukke forlaget, da der skulle spares, i stedet for at spare lidt her og der på driften, og sparkede derved en vigtig kulturaktør af banen," siger Henrik Dalgaard, der også mener, at lukningen af forlaget kan ses som et første spadestik til den grav, som kommunen nu graver færdig.

"Man skar en vigtig del af sin egen krop og reducerede derved også Husets rolle i det århusianske kulturmiljø," siger Henrik Dalgaard.

Kør selv

Jørn Langsted, professor ved afdeling for dramaturgi og leder af Kulturpolitisk Forskningscenter i Århus, kan godt forstå, hvis byens skrivende mener, at Huset spillede sig selv af banen som bidragyder til det århusianske litteraturmiljø, ved at nedlægge forlaget.

"Man kan også stille spørgsmålstegn ved det strategisk smarte i den beslutning. Husets Forlag var et flagskib, der sendte håndgribelige kulturprodukter ud af huset. Ved at skære det fra, blev institutionens primære funktion underleverandør til det øvrige kulturliv og derfor som kulturinstitution mere usynlige," siger Jørn Langsted. Det er dog stadig en vigtig rolle for kulturen udenfor dets mure, mener han.

"Huset har et bredt rodnet. Måske annoncerer de plakater, der bliver trykt for arrangementer andre steder i byen og måske flyttes den scenografi, der bliver banket sammen der. men det gør dem ikke til mindre vigtige dele af kulturlivet," siger Langsted.

Men Huset har langtfra smidt håndklædet i ringet. "Bestyrelse og medarbejderne vil i den kommende tid arbejde for at finde en alternativ løsning for Husets fremtid," lyder det på hjemmesiden. Byrådet har nemlig fratage Huset bygningen og tilskuddet, men har ikke nedlagt den selvejende institution og har ikke råderet over dets faciliteter.

Uffe Elbæk har på Husets henvendelse sagt ja til at komme med ideer til hvordan en fremtidig finansielt selvkørende institution kan få enderne til at mødes. Og han er optimistisk.

"Huset har fået et år med bevillinger og lønninger betalt. Samtidig har de jo en egenkapital i kraft af diverse maskiner og inventar. Jeg mener at der er et solidt grundlag for et bæredygtig selvkørende 'Huset 2'," siger Elbæk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu