Da Irak tilbage i 1970'erne var et diktatorisk ledet, men rimeligt fungerende land, udgjorde olieindtægterne mere end 90 procent af landets samlede BNP. Dengang hørte Irak til gruppen af mellemindkomstlande, med et solidt uddannelsessystem, moderne infrastruktur og endda sekulært inspirerede kønsreformer. Det var længe før Saddam Hussein så en fordel i at iklæde sig en religiøs identitet. Han var tværtimod USA's mand i kampen mod præstestyret i Teheran, hvilket kostede otte års ganske blodig krig.
I dag udgør olien igen mere end 90 procent af Iraks BNP. Men Irak er langt fra at være et mellemindkomstland i udvikling. Og modsat tidligere tider pumpes der alt for lidt olie op af den irakiske undergrund. Ifølge Baker-Hamilton rapporten fra sidste år koster det USA 1,5 mia. dollar om ugen, da det netop var olieindtægter, der skulle finansiere genopbygning af Irak.
Derfor blev det af både Iraks regering og i Washington kaldt et større gennembrud, da Iraks parlament fredag vedtog en grovskitse for en gas- og olielov, der skal sikre en fair fordeling af olieindtægterne mellem kurdere, sunni- og shiamuslimer. For nu er et første skridt taget, for at udenlandske selskaber kan byde ind på de irakiske koncessioner.
Generalløjtnant Martin Dempsey, der i to år var en af koalitionsstyrkernes øverste ledere med ansvaret for uddannelse af irakiske sikkerhedsstyrker, vurderer derfor, at olieloven tegner et nyt og lyst billede midt i det irakiske kaos.
"Der er et foreløbigt skridt i retning af forsoning, der måske bedst beskrives som imødekommenhed," lyder den positive vurdering fra Martin Demsey.
På vej mod splittelse
For med gas- og olieaftalen lykkedes det endelig at tæmme de forskellige etniske grupper - ikke mindst de selvstændighedshungrende kurdere. I hvert fald på papiret.
For knap var blækket på aftalen tørt, før talsmanden for den kurdiske regionale regering, Saleh Khalid, hældte lidt malurt i bægeret:
"En aftale om olieloven er blevet indgået, men der er flere mindre detaljer, som vi er nød til at drøfte med centralregeringen."
Saleh Khalid, der deltog i de direkte forhandlinger med centralstyret, ønskede ikke at komme ind på, hvad de detaljer går ud på
Men under forhandlingsforløbet har det hele tiden været klart, at såvel kurdere som flere shiamuslimske grupper ser udfaldet af gas- og olieloven som en del af svaret på fremtidens politiske landkort i Irak. Og her kæmper særligt kurderne for kontrol over de ressourcer, der findes i kurdisk undergrund. Og kurderne har allerede vist, at de ikke nødvendigvis afventer et korrupt og svagt centralstyres beslutninger, ved egenhændigt at indgå olieaftaler uden om Bagdad. På samme måde har kurderne flere gange gjort det klart, at de er modstandere af den centralstyring af den irakiske olie, som Bagdad lægger op til.
"Hvis man vil tilbage til Saddam æraen med en statskontrolleret oliesektor uden gennemsigtighed, så er jeg ked af at måtte sige det, men det er ikke det Irak som kurderne ønsker at være en del af," sagde Qubad Talabani, der er det kurdiske regionale styres forhandler over for USA.
Og selvom Qubad Talabani er søn af den Irakiske Republiks præsident, Jalal Talabani, så har han gjort den kurdiske position og trussel helt klar:
"Hvis vi skal underlægges et centraliseret olieregime, så er vi ikke en del af en irakisk stat," sagde Qubad Talabani under forhandlingerne.
For ud over blot at være det håb alle klynger sig til, er Iraks olie i dag fundamentet for et voksende sortbørsmarked, hvor de korrupte traditioner fra Saddam Husseins tid er eskaleret yderligere.
Ifølge den amerikanske regerings statsrevision (United States Gorvernment Accountability Office - GAO) forsvinder i dag mellem 10 og 30 procent af Iraks olie ud på et sortbørsmarked. Det svarer til et beløb på mellem fem og 15 mio. dollar, der dagligt fosser ud af den irakiske økonomi. Og værre er det, at de penge blandt andet finansierer oprørsgrupper internt i Irak. De oplyser den amerikanske ambassade i Bagdad i følge GAO.
Stat eller privat
Samtidig er opbakningen til gas- og olieaftalen ganske sparsom fra en anden vigtig gruppe. Nemlig de 26.000 irakiske oliearbejdere, der i 2005 dannede en national overbygning til olieindustriens samlede fagforeninger. De spiller en meget aktiv rolle som pressionsgruppe over for centralstyret i Bagdad, som af unionen anses som USA's marionetdukke.
De mener, at gas- og olieaftalen er en direkte invitation til, at udenlandske firmaer sætter sig på den irakiske olie.
Ikke overraskende deles den holdning af Issam Al Chalabi, der er Iraks tidligere olieminister i Saddam Husseins Sunni-regering.
Fra Jordan blander han sig i den offentlige debat i Irak. Blandt andet med det synspunkt, at den aktuelle olieaftale intet har at gøre med, at dele olieindtægter blandt irakere.
"Målet med en lov er, at skabe betingelser for udenlandske selskabers investeringer, herunder igennem meget favorable aftaler, der bruges til at belønne firmaer for at løbe en risiko," lyder det fra Issam Al Chalabi.
Og Fadel Gheit, der er analytiker for olieindustrien i firmaet Oppenheimer og Co. Inc. i New York, siger om samme aftale:
"Loven ser ikke ud som om, at den er direkte formuleret for at imødekomme amerikanske firmaer, selvom jeg ikke vil udelukke den mulighed," siger Fadel Gheit, der imidlertid hæver det 'røde flag' over en enkelt vigtig detalje: At det føderale gas- og olieråd, der ifølge loven skal nedsættes, skal have deltagelse af udenlandske rådgivere.
For gas- og olierådet bliver det politiske organ, hvorfra koncessioner og forholdet mellem udenlandske selskaber og det nationale olieselskab skal bestemmes. Så hvorfor ikke bruge irakiske eksperter, til at afgøre den slags, spørger han.
"Ellers giver det nemt et indtryk af, at det er amerikanske selskaber, der fortæller irakerne, hvad de skal gøre," siger Fadel Gheit fra New York.
