Læsetid: 7 min.

Kampen om kanonerne

28. januar 2006

'Han skulle have et ordentligt rap i røven,' sagde en kendt skuespillerinde om sin kulturminister, men hele bataljen om den rød- og hvidstemplede kunst endte med, at Brian Mikkelsen kunne skue ud over sit kongerige af positivt medvirkende kulturfolk med en tilfreds mine. Dansk Folkeparti blev kørt ud på et sidespor, og en mand fra Bøvlingbjerg kom i avisen

Kulturfolket var inderligt imod. Det samme var skolelærerne. Alligevel endte det med, at en række af de fremmeste kunstkendere gik med - ikke bare på spøgen, men også på alvoren, hvorfor det var en veltilfreds kulturminister, der i forgangne uge kunne trone i midten af sine udvalgte udvalgsformænd, da de kunne præsentere de nye kulturkanoner for et vældigt presseopbud på Arkitektskolen i København. Salen var fuld af inviterede kulturpinger, og stemningen var let og munter.

Fra i starten at være latterliggjort i diverse indlæg i aviserne, fra at have oplevet en truende midtvejskrise, var han i den grad kommet igennem med sit projekt. Hvordan gik det til?

Vi skruer tiden tilbage til 1970'erne, hvor skolen forandrede sig drastisk under indtryk af 68-oprøret. Fra såkaldt sort skole med megen udenadslære blev skolen et sted, hvor børn skulle stimuleres positivt, og der skulle være rart at være. Det var der konsensus om mellem unge forældre og unge lærere.

I stedet for salmevers sang man Poul Kjøller, elever skulle via den såkaldte klassens time drages med i en demokratisk proces. Tegneserier og reklamer gjorde deres indtog i undervisningen, hvor de skubbede klassikere til side. Gruppearbejder og temaer på tværs var sagen - alt sammen senere benævnt rundkredspædagogik. Hvorfor lære kongerækken, når man kunne slå den op i et leksikon?

Forfatteren til en lærebog henviste til eventyret Klods Hans, hvor brødrene kunne den latinske ordbog udenad og byens avis fra de seneste tre år både forfra og bagfra. Alligevel var det den ulærde og upolerede Klods Hans, der fik prinsessen og det halve kongerige, fordi han kunne klare sig i situationen. Så gjorde det ikke noget, han ikke havde megen paratviden.

En erfaring, mangt en førende erhvervsleder, hvis skolekarakterer ikke var noget at råbe hurra for, kunne dele. Men frem i det politiske, borgerlige Danmark voksede ikke desto mindre en utilpashed ved 68-pædagogikken. Ikke mindst hos Bertel Haarder, der som undervisningsminister i 1992 forsøgte at køre en litterær kanon ind på banen. Der skulle strammes op. Ideen døde med det følgende valg.

Men genopstod 12 år senere, hvor de borgerlige igen var kommet til fadet. Kuriøst nok er det 68'eren Torben Weinreich - med fortid i SF og KAP - og professor udi børnelitteratur, der tillægges æren for de nye kanoner. Han relancerede tanken i en artikel i et tidsskrift.

De konservative ville også have ny krudt i kanonerne, og politikerne i Dansk Folkeparti klappede i deres små hænder. Det var lige vand på deres mølle - for ikke at sige på Dybbøl Mølle, som er storsymbol på alt det, Dansk Folkeparti står for inden for historieskrivning og danskhed. Er man i tvivl - og det er man ikke - behøver man blot kaste et blik ind i partiets gruppelokale, der er udsmykket med malerier fra guldalderen; alle som en, så at sige, med et dannebrogsflag med i billedet.

Dermed rullede kanonerne ind i en ny position. Kort sagt: Værdidebatten. Kampen om kanonerne blev central i den 'kulturkrig,' Anders Fogh Rasmussen på det tidspunkt allerede havde skudt i gang, først i en artikel i Weekendavisen, senere med tryk 16 i en nytårstale.

Undervisningsminister Ulla Tørnæs nedsatte et udvalg. Dansk Folkeparti ville gerne have set mere 'blod,' end der kom. Partiet Venstre, som Ulla Tørnæs repræsenterede, valgte at rykke væk fra Dansk Folkeparti og ind mod midten - bl.a. andet ved at gøre Jørn Lund til formand for udvalget. Qua sine tunge poster i dansk kulturliv kom han til at stå som en slags repræsentant for 'den sunde fornuft'. Han er professor i dansk sprog og litterært akademimedlem, har været Gyldendal-direktør og ikke mindst chefredaktør for Den Store Danske Encyklopædi, hvor han har tildelt sig selv beskedne 22,5 linjer. Han har også været formand for flere udvalg under Undervisningsministeriet. Partipolitikerne ville gerne have haft indflydelse, men det fik de ikke. Dansk Folkeparti var kørt ud på et sidespor.

Jørn Lund og Ulla Tørnæs fremlagde på et pressemøde, der fandt sted blandt kanonerne i Tøjhusmuseet, de første litterære kanoner med et mildt pålæg om, at de og de forfattere skulle eleverne stifte bekendtskab med i løbet af deres skoletime, et lille kunststykke af et Columbusæg. Holberg kunne f.eks. klares ved at se en enkelt teaterforestilling.

Man havde imødekommet de politiske signaler delvis - og på den anden side ikke gjort livet alt for svært for dansklærerne, der gerne selv vil bestemme deres undervisning.

Dette var et mellemspil, før den helt store kanonild brød løs. Det skete, da kulturminister Brian Mikkelsen, som nu selv havde fået blod på den søde tand, ville have endnu flere kanoner, ikke mindst inspireret af den megen omtale af Undervisningsministeriets kanoner.

Louise Frevert fra Dansk Folkeparti var straks på pletten: "Det er en selvfølge, at vi bliver draget ind i det her projekt," sagde hun til Ritzau. "Ministeren kan ikke fægte rundt med så stor en ting uden at have sit parlamentariske bagland med."

Det kunne han godt. Også han gjorde Jørn Lund til seriøst alibi og garant samt overformand for syv udvalg med ialt 35 medlemmer, som de følgende halvandet år udarbejde kanoner for de traditionelle genrer i kunsten.

Dansk Folkeparti var igen kørt ud på sidesporet, eller var det? Partiet havde frygtet, at den folkelige kultur blev overset. Derfor, eller simpelthen fordi udvalgene tog deres arbejde alvorligt, blev også den folkelige kultur tilgodeset med gamle schalgere og popmusik i kanoner, der spændte fra Nationalmuseets solvogn til Christianias teatertrup Solvognen. Musikudvalget valgte at lave to kanoner, en for klassisk og en for såkaldt rytmisk musik. Af medlemmer af andre udvalg benævnt som 'tøsedrengene,' fordi de ikke kunne begrænse sig.

Reelt var kanonerne nu i en slags dobbeltild. Det kom med al tydelighed frem, da Brian Mikkelsen holdt sin store tale på de konservatives landsmøde, hvor han lige ud koblede kanonerne som dannelsesprojekt sammen med kanonerne som rendyrket nationalisme som værn om den danske kultur over for - rent ud sagt - de muslimske indvandreres kultur.

Reaktionerne var voldsomme fra især to medlemmer fra det litterære udvalg, Mette Winge og Erik A. Nielsen, som truede med at nedlægge mandaterne. I nogle hektiske dage bølgede debatten: Ville Brian Mikkelsen trække sine udtalelser tilbage, eller ville han ikke?

Politiken kunne referere en række udvalgsmedlemmers synspunkter, her revet brutalt ud af sammenhængen.

Skuespillerinden Sonja Richter: "Måske har jeg været virkelig naiv, men jeg får kvalme, når jeg hører citater fra Brian Mikkelsens tale. Han skulle have et ordentligt rap i røven."

Musikeren Henrik Marstal: "Hvis der bare er én, som forlader projektet, bliver der slået et skår i det. Det ville være som en Mercedes med en ordentlig bule i forskærmen."

Billedkunstneren Hein Heinsen: "Udtalelserne støder mig overhovedet ikke. For mig har de ingen konsekvenser."

Billedkunstneren Bjørn Nørgaard: "Jeg er glad for, at Brian Mikkelsen er blevet lidt mere klar i mælet. Og jeg er glad for, at Erik A. Nielsen bliver."

Formand Jørn Lund: "Man kan sige, at sagen har bragt noget godt med sig. Ingen kan komme og sige nu, at vi er en flok nikkedukker. Nu er det nemlig bevist, at deltagerne vogter over deres metier."

Brian Mikkelsen gik så langt i at moderere sine udtalelser - eller klargøre dem, ville han selv sige - at de to potentielle udbrydere nok mente, de kunne blive.

Da de funklende nye kanoner så blev præsenteret på Arkitektskolen på Holmen - også et adækvat kanonsted - kunne ministeren læne sig tilfreds tilbage, omgivet af sine udvalgsformænd og -medlemmer, indbudte pinger samt et mægtigt presseombud i bevidstheden om, at sjældent eller aldrig har en minister fået så megen omtale for så relativt få penge.

Kanonerne vil blive stående som hans hovedværk, hvis de da overhovedet bliver stående. Modsat Undervisningsministeriets er de ikke obligatoriske i nogen som helst sammenhæng.

I dagene før og efter bragede det løs med diskuterende artikler og indlæg i aviserne, hvor man diskuterede, hvorfor Skagensmalerne ikke var med, hvordan Anders And havde sneget sig ind, og hvorfor det netop var Klaus Rifbjergs novellesamling Og andre historier, der var med, og ikke noget helt tredie, etcetera, etcetera. Og hvad med Rundetårn og Storm P.?

De fleste kunstnere synes formentlig stadig - det gav flere i al fald udtryk for - at det er tosset overhovedet at have sådanne kanoner ud fra den haltende sammenligning: Hvad er højest - Kierkegaard eller et tordenskrald? Kultur kan ikke som et 100-meterløb indgå i en konkurrencesammenhæng.

De nulevende kunstnere, der er med, var lykkelige over det. Tilsvarende har nogle, som ikke kom med, sikkert været sure.

I lokalpressen rundt om i landet opholdt man sig - stolt - ved, hvad der var med fra netop dens lokalområde, ligesom turistbureauerne vil vide at gøre brug af kanon-værdigheden.

Fra Zentropas Lars von Trier, der er repræsenteret med filmen Idioterne, udgik en video, hvor man ser filminstruktøren klippe det hvide i dannebrogsflaget fra og hejse resterne - et rødt flag - til tonerne af Internationale.

En Lars Kinner fra Bøvlingbjerg i Vestjylland - hvor også Kristen Poulsgaard bor - reagerede prompte. Lemvig Folkeblad havde nyheden: Bøvlingbo melder von Trier til politiet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu