Læsetid: 5 min.

Kampen om de ledige principper

Søren Espersen siger ting i dag, der lyder som mig selv i firserne, erkender Niels Barfoed - men når højrefløjen taler om ytringsfriheder, menneskerettigheder og støtte til dissidenter, skal man sammenligne det de siger, med det de gør
29. april 2006

Er kulturradikalismen i krise - eller er dens slagord blevet overtaget af højrefløjen? Forfatter og tidligere præsident for PEN Niels Barfoed finder diskussionen syntetisk. "I hvert fald så længe den ikke inddrager faktorer som den, at Socialdemokraterne og oppositionen glimrer ved sit fravær. At regeringens grundlæggende projekt om at støbe Danmark om i en ny form efter rene liberalistiske økonomiske principper heller ikke optræder. For slet ikke at tale om det forhold at vi internationalt er involveret i et tilsyneladende endeløst demokratiseringsprojekt i Mellemøsten udført ved vold."

- Kan den kulturradikale tanke bruges til at tage nogle af disse emner op?

"Kulturradikalismen var et befriende oprør dengang, da knækflippernes regimente havde varet længe nok," siger Niels Barfoed. "Men nu er det ikke knækflipperne og de mørnede jaketter, der sidder på flæsket. Nu er det de meget store slipseknuder og Hugo Boss-habitterne inde i de inderste ledelsesgemakker - jeg ser her bort fra eneren Bertel Haarder. Kulturradikalismen fik i sin tid en skelsættende betydning i pædagogik og skoletanker, ligesom det tjener den til ære, at den var klarere og tidligere ude end andre i den antinazistiske kamp. Men den gjorde hurtigt et langt stykke fælles sag med kommunismen, som om den ene totalitarisme var bedre end den anden. Derudover kan man ved at betragte enhver tv-reklame og Kanal København konstatere, at den seksuelle ytringsfrihed, der var en kulturradikal mærkesag, har vundet over alle bredder."

- Findes bevægelsen selv så slet ikke længere?

"Mest af alt som noget, nogen - for eksempel Jesper Langballe i det evindelige - taler vældigt meget om. Det myldrer med kulturradikalisme i bøger, leksikonartikler og foredrag, i bandbuller og i selvforherligelser, men findes den i praksis? Ikke det jeg kan se. Lige som jeg ikke kan få øje på den 'stadig mere aktuelle' Georg Brandes. Hvornår har jeg sidst grebet et ungt menneske med et Brandes-skrift i hånden? Bourdieu? Ja. Bauman? Ja. Brandes var en vigtig historisk katalysator, men aktuel er han ikke. Så hvis kulturradikalismen ikke kan finde sine ben i forhold til visse store sager, kunne det skyldes, at den faktisk ikke findes. Mere. Og det er der ingen grund til at begræde, med mindre man savner den til at svinge sig op på. Men fornuften er ikke gået fløjten med den. Det er det afgørende."

Kampen om dissidenterne

Barfoed inkarnerer om nogen drømmen om PEN og ytringsfriheden fra dengang, før sagen om Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer gjorde alting indviklet. Han var præsident for den danske afdeling af forfatterorganisationen PEN, da ayatollah Khomeini udstødte fatwaen over Salman Rushdie, og den danske afdeling uden slinger i valsen gik forrest med opbakningen til den britiske kollega.

I dag kan han godt se, at noget der minder om de gamle slagord dukker op på uventede steder. Som eksempel nævner han diskussionen om Danmarks 'arabiske initiativ', der skal støtte udvikling i Mellemøsten.

"I disse dage kan jeg læse, at Søren Espersen fra Dansk Folkeparti siger noget, som jeg ville kunne have sagt magen til i midten af firserne - blot taler han om den arabiske verden, hvor jeg talte om Østeuropa. Nemlig: Det gælder ikke om at flette fingre med de suspekte magthavere, men om at støtte dissidenterne og systemkritikerne. Det er dem, der tegner fremtidens demokrati. Jeg kan kun sige: Hør! Men rejser spørgsmålet sig: Hvordan har de principper det, som den borgerlige fløj pludelig har pudset så strålende blanke? Hvordan føjer de sig ind i alt det øvrige, som eksempelvis DF hylder og gør?" spørger Niels Barfoed og fortsætter:

"Blandt de arabiske dissidenter, Espersen med rette hen viser til og hvoraf jeg i embeds medfør tilfældigvis kender nogle, har jeg endnu ikke mødt nogen, der syntes Espersens elskede Muhammedtegninger var nogen smart endsige prisværdig idé. De bragte ikke frigørelses- og demokratiseringsbestræbelserne videre. De svejsede tværtimod magthavere, altså diktatorer og ayatollaher, tættere sammen. De bragte for en tid helt almindelige troende nærmere fanatikerne, der fik lejlighed til at fiske i rørte vande. Alt sammen noget, der er usammenligneligt med det gamle Østeuropa. Da kampen gjaldt kommunismens afskaffelse i Østeuropa, var midlet at være ubegrænset kritisk over for regimet - lige som vi er det i vores islamkritik i dag - men ikke at forhåne folkeslag på folkeslag for deres trosbekendelse."

"De mest forstående af mine dissidentbekendte fra Mellemøsten eller i diverse eksiler forestiller sig, at tegningerne så i det mindste må have været en gevaldig befrielse for danskerne selv. Nu kender de ikke Espersen, men gjorde de, kunne de have spurgt om han så også er at finde blandt de aktive forkæmpere for de andre menneskerettigheder, der umisteligt hører sammen med ytringsfrihed og demokrati - for eksempel de menneskerettigheder, der ikke overholdes i Sandholmlejren?"

Niels Barfoed finder der går meget uvirkelighed i svang. Luften er tyk med raslende begreber, men "først og fremmest 'ytringsfrihed' - i en tid, hvor ytringsfriheden aldrig har været større. Samtidig er arven efter den kolde krig og den sovjetiske undertrykkelse af anderledestænkende helt fortrængt. Gamle studenterpolitikere som Nils Bredsdorff taler nu henført om kulturradikalismens antinazistiske kamp i trediverne som en parallel til dagens kamp mod islam. Glemt og borte er, at han og de andre marxister plus gode gamle Jørgen Knudsen i realiteten intet mærkbart havde at indvende mod den sovjetiske undertrykkelse og så den anden vej. Dengang var det Uffe Ellemann-Jensen, der vidste hvad det drejede sig om, mens venstrefløjen var optaget af at opfatte Reagan som en større djævel end Bresnjev."

Jyllands-Posten vil have ytringsfrihed, Bertel Haarder vil have ligestilling, og Søren Espersen vil støtte dissidenterne. Men kulturradikalismen og højrefløjen har ikke byttet agenda, mener Niels Barfoed. "Det handler snarere om, at de politiske og ideologiske kort er fordelt på en helt ny måde i disse år, og under den meget turbulente proces har den for tiden dagsordensættende borgerlige fløj antaget - nogle vil sige okkuperet - en række ledige principper og gjort dem til sine. Principper som kulturradikalismen i øvrigt ikke havde patent på, men er almindeligt humanistisk gods."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu