Læsetid: 10 min.

Kampen om psykoanalysen

28. april 2006

Kong Ødipus slog sin far ihjel, gik i seng med sin mor og da det gik op for ham, at det var det han havde gjort, stak han øjnene ud på sig selv. Freud hævdede, at det nogenlunde var en historie så voldsom, ethvert kært lille barn skulle igennem og derefter glemme for at blive til et ganske almindeligt menneske. Hans teorier om Ødipuskomplekset vakte skandale for 100 år siden, og for psykoanalytikere er de stadig den dybeste grund ikke alene til vore psykiske problemer men også forklaringen på, at verden helst vil fortrænge psykoanalysens indsigter. Et er, at man måske godt vil se sin seksualitet i øjenene, men at den skulle have det fjerneste med mor og far og gøre? Nej. Det er for galt. At forbrug af slik, cigaretter, alkohol eller tøj, eller en snigende depression skulle have noget at gøre med Kong Ødipus kan umuligt være sandt i prozactider. Videnskaben finder nok snart en pille, der klarer resten af problemerne også.

I boghandlen Fnac i indkøbscentret ved metro Les Halles i Paris' inderste hjertekammer, fyldte psykoanalysen de sidste mange år præcis én meter. Det er en af Frankrigs største boghandler, man skal ikke lide af klaustrofobi for at bevæge sig ind i dens labyrinter, der ellers byder på alt, hvad hjertet begærer. I efteråret brød en kæmpedebat om psykoanalysen ud I Frankig, da en 'sortbog' på over 800 sider satte et angreb ind. I bogsupermarkedet Fnac er der nu seks meter borde udelukkende fyldt op med de seneste bøger om psykoanalyse.

Ingen nye afsløringer

Historikeren Elisabeth Roudinesco nærmest klukler, da jeg gør hende opmærksom på de seks meter. "Hvis der dog bare kom sådan en diskussion en gang om året, så ville det være vidunderligt," siger hun.

Men Elisabeth Roudinesco har ikke hele tiden været begejstret over den debat, der opstod omkring udgivelsen sidste år af Psykoanalysens sorte bog, der med sin titel satte psykoanalysen på linje med stalinisme eller nazisme og i stedet lovpriste nye kognitive terapiformer. Roudinesco stod fra starten centralt i debatten, i første omgang fordi hun nægtede at gå ind i den. Da ugemagasinet Le Nouvel Observateur lancerede bogen med en fængende forside, ville hun ikke være med. Hun betragtede det som et reklamefremstød. "Jeg ved jo selv, hvad det betyder at blive lanceret på forsiden af Nouvel Obs," bemærker hun stolt, "så meget desto bedre, som jeg selv har kunnet konstatere, hvad det gjorde for salgstallet af mine egne bøger, de to gange det er sket."

Elisabeth Roudinesco har udgivet et digert dobbeltværk om den franske psykoanalyses historie, et leksikon om psykoanalysen, en udsolgt biografi om den banebrydende psykoanalytiker Jacques Lacan og står for dagbladet Le Mondes store tiltag om Psykoanalyse - det næste bliver fejringen af 150-året for Freuds fødsel i år. Hun har forlængst ned til mindste detalje dokumenteret Freuds fejltrin og påvist, hvilken betydning de har haft for videreudviklingen af psykoanalysen. Hun har kæmpet for den fulde offentliggørelse af Freuds brevveksling, som i lang tid var censureret. Det var hendes indgående kendskab til psykoanalysens historie, der gjorde hende specielt vred over sortbogen, der udkom i eftersommeren i Frankrig sidste år.

"Samtlige såkaldt sensationelle afsløringer af Freuds sygehistorier er jo fuldkommen velkendt stof ," forklarer hun. "De har været vendt og drejet og diskuteret i psykoanalytiske kredse i årevis. Den måde, de blev præsenteret på i sortbogen, udspringer af en total mangel på kendskab til ikke alene den analytiske praksis, men også den særlige diskussion, der står på i de psykoanalytiske foreninger og psykoanalytiske udgivelser, hvor man ganske som i andre videnskabelige kredse, deler erfaringer."

Et gammelt had

Det paradoksale er, at den polemik, hun gjorde alt for ikke skulle bryde ud, fik en helt uforudset virkning. Aldrig har interessen omkring psykoanalysen været større. På den allermest fremtrædende hylde i boghandlen Fnac står Psykoanalysens sorte bog - der i øvrigt er hvid. Ved siden af står nu som en spejlvendt kopi: Anti-sortbogen om psykoanalysen - som er sort, en bevidst polemisk og sarkastisk antologi med 40 bidende bidrag af franske psykoanalytikere, psykiatere og psykologer, redigeret af Lacans 'arvtager' Jacques-Alain Miller. Ved siden af igen står Kampen mellem Psy'erne, og ved siden af igen står Roudinescos egen lille bog, Hvorfor så meget had?

- Og hvorfor er der da, så meget had?"

"For nogle år siden udkom en bog, der hed Freuds løgne af Jacques Benesteau. To af de forfattere, der var med til at skrive sortbogen, Jean Cottraux og Jaques van Rillaer, roste bogen til skyerne. Jeg skrev en kritik, hvor jeg påviste, at bogen var antisemitisk. Størstedelen af den kritik, der har været i Frankrig af Freud, har været antisemitisk - i modsætning til i USA i øvrigt. Forordet til bogen om Freuds løgne var skrevet af et medlem af Front National. Der blev lagt sag an mod mig for at smæde bogens forfatter, men jeg blev frikendt, og først herefter trak Cottraux og van Rillaer deres støtte til bogen tilbage. Så da sortbogen kom vidste jeg lidt om, hvad det var for folk, man havde med at gøre."

"Ganske vist er der nu overhovedet ikke nogen reference til Benesteaus bog i sortbogen, den er endda klinisk renset for oplysninger om, at Freud var jøde. Men konspirationsteorien har overlevet, uden at det på nogen måde vises, hvorledes der konspireres."

"Hvad angår selve psykoanalysen, så har den altid været lagt for had, det er der ikke noget nyt i. Det er virkelig noget, man ikke vil høre om. Man vil stadig ikke høre, at et menneske har en ubevidst del, at det ikke til fuldkommenhed styrer sig selv, slet ikke i vore dage, hvor løsenet er selvkontrol. Der er selvfølgelig også det, at seksualiteten er en del af dette ubevidste. Det var en skandale på Freuds tid og er det stadigvæk. Men nu kan man jo ikke længere mene, at det er afsløringen af det seksuelle, der undergraver samfundet. Derfor finder man på noget andet. Nu er problemet at psykoanalysen undslipper 'videnskabeligheden', at den ikke er en videnskab. Nej, psykoanalysen kan sandt nok ikke objektiviseres, det ville jo være latterligt at prøve på at gøre det, for så vidt psykoanalysen netop handler om subjektet. Den søger ikke resultater alene af den grund, at der så skulle være nogen, der kendte til resultatet."

Roudinesco mener snarere, at psykoanalysen skulle holde sig langt væk fra videnskaben. "Psykoanalysen har flirtet alt for meget med neurovidenskaberne i stedet for at søge at deltage i alle de samfundsmæssige opgaver, den kunne have noget at sige om. Guderne skal vide, at jeg i årevis har kritiseret psykoanalytikerne for ikke at blande sig nok og for, hvis de gjorde det, at være alt for reaktionære."

$SUBT_ON$På kant med videnskaben

Forholdet til videnskaben har imidlertid været et af de emner, der har stået helt centralt i debatten om sortbogen om psykoanalysen, ikke mindst fordi et par af forfatterne også har været medforfattere til en rapport fra det franske analyseinstitut Inserm. Den konkluderede på 'videnskabeligt grundlag', at de nye kognitive terapier er langt mere effektive end psykoterapi. Flere af forfatterne til Anti-sortbogen om psykoanalyse, piller det videnskabelige grundlag for denne rapport i stykker: Hvis kriterierne for bedømmelse af de andre terapier er de kognitive terapiers, er det måske ikke så underligt, at de kommer ind på en flot førsteplads.

Men psykoanalysens forhold til videnskaben er også blevet diskuteret på langt mere indgående vis. Gérard Pommier, der er psykiater, psykoanalytiker og professor ved Universitet i Nantes samt forfatter til bogen Hvordan neurovidenskaberne beviser psykoanalysen, der giver et panorama over videnskabens nyeste resultater på feltet, er ikke enig i, at den har flirtet for meget med videnskaben.

"Den har da overhovedet ikke flirtet for meget med videnskaben, og det har den heller ikke brug for," forklarer han, da Information fanger ham mellem to patienter, samtidig med at han fejer sortbogen ud af diskussionen som slet og ret videnskabeligt underlødig. For Pommier forholder det sig tværtimod sådan, at det er videnskaben, der må gå til psykoanalysen, fordi det er der, man kan forklare fænomener, der nu viser sig på videnskabsmændenes scannerbilleder af hjernefænomener.

"Der er en masse, videnskaben ikke kan gøre rede for. Den ved strengt taget ikke, hvad bevidsthed er, der opereres med en slags neuronal automatpilot, man måske kalder for ubevidsthed, men som intet har med det ubevidste at gøre. Der kan konstateres en række fænomener, der ikke kan forklares. F.eks. den måde, hvorpå det neurale netværk udvikles på i forhold til modersmålet. Visse neuroner udvikles kun i forhold til visse lyde, der høres af et subjekt, og her beviser videnskabsmænd nærmest uden at vide det, at den erfaring, man har inden for analysen, er korrekt. Der er slet ikke tale om at fornægte kroppens rolle, psykoanalysen har vel været det første sted forbindelsen mellem psyke og krop blev taget alvorligt. Men aktiveringen af den arvemasse, man har - generne som man plejer at kalde det - er noget, der ligger uden for den genetiske arvemasse. Det har noget at gøre med et følelsesmæssigt investeret forhold til moderen og faderen. De nyeste tal fra Unesco viser, at ni ud af 10 spædbørn, der forlades af deres forældre, dør. Og det er altså ikke, fordi de ikke modtager fysisk pleje, men fordi der ikke bliver talt til dem, en tale der er betingelsen for den rent fysiske udvikling."

Der er utrolig meget videnskabsteoretisk rod tilstede i diskussionen mellem de to felter, videnskaben og analysen udgør, mener Pommier. "Visse videnskabsmænd laver en slags cirkelslutninger. De hævder, at en bestemt slags elektrisk aktivitet i hjernen er drømme, og så konkluderer de, at for eksempel en hund, en mus eller et foster drømmer. Og så bruger de dette bevis til at sige, at psykoanalysen ikke har ret i at sige, at drømme har med fortrængninger at gøre."

"Menneskers drømme er noget helt andet. Det viser analysen hele tiden. Det ubevidste eller drømmelaget, om man vil, er på spring hele tiden. Mens jeg taler til Dem, lige nu, kan et ord få en lille drøm til gå i gang som fører Dem andre steder hen, og det er det, der hele tiden viser sig ved 'huller' i sproget, som en lapsus eller forglemmelser."

Også den danske læge og psykoanalytiker Jean-Christian Delay, der er aktuel med antologien En fandens bestilling - kan vi slippe for det ubevidste, hvor han helliger spørgsmålet om forholdet mellem psykoanlayse og videnskab et kapitel, er af den overbevisning, at kun en naiv udgave af videnskab kan siges at stå i modsætning til psykoanalysen. Og at en række af problemerne skyldes, at man forveksler kognitiv terapi med de kognitive neurovidenskaber, selv om de absolut intet har med hinanden at gøre.

$SUBT_ON$Mere end blot kemi, fysik og gener

"Når man tror, at vore drifter blot har med hormoner at gøre eller med hjerneceller, er det en meget meget snæver opfattelse af videnskab. Den grundlæggende videnskab overskrider i den grad hormoner. Grundforskning har jo det til fælles med psykoanalyse, at den bliver nødt til at blive ved med at spørge 'hvorfor' - og uden at kende svaret på forhånd. De kognitive neurovidenskaber arbejder i øjeblikket med et felt, ja en måde at tænke vores hjerne på, der ganske enkelt overskrider kroppen! Den udbredte opfattelse af genetik er meget firkantet, alting skulle komme fra generne eller sådan noget. Men måske påvirkes selv generne af, hvad vi siger," forklarer Delay med et smil og tilføjer, "Men man foretrækker de simple forklaringer. De holder bare ikke."

Måler man bogreolen med psykoanalytisk litteratur i midten af Paris, er der ingen grund til at bekymre sig om psykoanalysens fremtid. En forfatter har endda fået den smarte idé at tilføje Den røde bog til titlen på sin bog.

Hverken Roudinesco, Pommier eller Delay er da heller ikke alvorligt bekymrede. "Man har delt medicin ud til højre og venstre i lang tid, og der står en magtfuld farmaceutisk industri bag forsøget på udelukkende at gøre mennesket til et materielt væsen," forklarer Pommier. "Men hvis man ikke gør noget ved en depressions dybeste årsag, så kan man jo blive ved med at give antidepressiver til et menneske et helt liv. Medicin er blot et af de redskaber, man kan bruge i behandlingen af mennesker, der lider af psykiske lidelser."

Pommier forudser, at man snart vil opdage grænsen for medicineringens effektivitet. På længere sigt er det nemlig ganske enkelt for dyrt.

Delay beskriver på sin side den systematiske medicinering som "en drastisk reduktion af menneskelig værdighed og menneskelig subjektivitet."

"Du giver medicin, der går i hypocampus eller et eller andet andet sted i hjernen. Problemet er ikke selve det at tage pillen - mennesker har altid taget noget, alkohol eller hash eller opium eller nu piller. Men at gøre det i stedet for den mulighed der er for at være tilstede som subjekt for andre, det er en reduktion af menneskets plads i det sociale bånd."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu