Læsetid: 7 min.

Kampen om stridsøkserne

Som et apropos til sommerens artikelseriei Information om museernes indkøb af udstillingsgenstande og arkæologiske rovudgravninger fortælles her om fortidens danske højplyndringer samt den lange vej mod ordnede forhold
15. august 2006

I Danmark er alle fortidsminder fredet. Det har de været siden 1937. Støder man ved jordarbejde pludselig på et uventet fortidsminde, skal man straks standse arbejdet og lade arkæologer komme til. Ligeledes er enhver, som vil foretage anlægsarbejder, forpligtet til at lade området undersøge for fortidsminder og eventuelt også betale en undersøgelse.

Lovbestemmelserne er indført for at værne om den danske kulturarv. Alt det, som vi er fælles om og stolte af som danskere. Ordningen fungerer godt og effektivt. Men med jævne mellemrum bliver der rejst diskussion om nødvendigheden af den antikvariske lovgivning. Er det nu ikke lige rigoristisk nok?

Som indlæg i denne aktuelle diskussion af behovet for beskyttelsen af kulturarven kan det være illustrativt at se på, hvordan det vigtige kildemateriale, som jeg i dag benytter til at skildre strids-øksetiden eller cirka 400 år af vort lands historie, i sin tid blev reddet fra ødelæggelse.

De jyske enkeltgravshøje fra stridsøksetiden blev erkendt som gravhøje i 1880'erne. Næsten som en steppebrand bredte højplyndringerne sig i de følgende årtier over hele Jylland.

En fredning af alle oldtidshøje havde været en mulighed, men Nationalmuseets magtfulde direktør, Sophus Müller, var modstander af tvangsmæssige indgreb. I stedet skulle man gå ad frivillighedens vej. Gennem skrift og tale skulle landbrugere og alle andre vindes for arkæologien. Ejerne skulle frivilligt skænke 'de fædrene grave' til fredning. Eller de skulle sælge højene til staten; helst under dagspris.

For de små, lave enkeltgravshøje - som jeg i dag kan vise repræsenterer en hidtil upåagtet periode af vort lands oldtidshistorie - var der ikke megen hjælp at hente i denne politik. Som Nationalmuseets direktør skrev i 1897:

"Forgæves ville man for hine (enkeltgravshøjene) påkalde den følelse for oldtidsminderne, som det ellers er let at vække. I den lille høj ser man kun en hindring for agerbruget. De let tilgængelige oldsager sætter desuden en interesse i bevægelse, der er vel forståelig. Det er nemlig ingenlunde altid håbet om vinding, der fremkalder lysten til at grave i højene; tværtimod kan den komme fra en levende sans for old-tiden. De mærkelige fund, det ukendte gemme i jorden, drager med uimodståelig magt. Man træffer hist og her en glødende iver for udgravninger, som intet mægter at standse. Der gives en lidenskab for højgravning, beslægtet med samlerens, jægerens eller lotteri-spillerens, og den er særlig skæbnesvanger for de mere let tilgængelige mindesmærker".

Kappedes om økser

Få år efter, at de nye enkeltgrave var opdaget, satte 1890'ernes landbrugskrise ind. I de fattige hedeegne udviklede højplyndringer sig til et ganske velaflagt bierhverv. Navnlig disse små enkeltgravshøje af sand var lette at udgrave. Gravgaverne var også lette at finde. De lå i højmidten, og navnlig mandsgravenes stridsøkser faldt i øjnene. Museerne og de mange velhavende samlere kappedes om at købe disse mageløse økser, der blev handlet til høje priser.

"Den tro på skatte i højene, er ikke så underlig," bemærker kunstmaler G.V. Blom, "når man får at vide, at der på én mands mark i 10-15 høje eller tuer er opgravet for 300 kr. stridsøkser og ravperler."

Prisen til samlere var dengang cirka 10 kr. for en strids-økse. I 1894-96 købte Nationalmuseet helt i strid med sin egen politik i alt ni strids-økser, som kostede 19 kr. i gennemsnit. Det havde ikke været dyrere for museet selv at fremskaffe stridsøkserne ved videnskabelige udgravninger. En københavnsk grosserer måtte i de samme år bløde 40 kroner for en særlig flot stridsøkse. Provinsmuseerne var også flittige købere. Ét år købte Museet på Koldingshus således old-sager for 6-700 kr. De fleste blev købt til moderate priser, men bestyrelsen havde ikke penge nok. Så museums-bestyrelsen måtte i den anledning optage et banklån på 500 kr. Der er ingen tivl om, at højplyndringer var en lønnende virksomhed.

Størst omfang fik højplyndringerne i egnen omkring Vorbasse. Her havde flere unge mænd ligefrem sat højgravningerne i system ved at købe retten til udgravninger af et stort antal landmænd. I slutningen af maj 1896 rejste direktør Müller derfor til Vorbasse for at undersøge forholdene. Han gik heller ikke af vejen for et frontalt angreb på en af fjenderne, Niels Knudsen fra Gilbjerg.

"Jeg opsøgte drengen og talte ham hårdt til. Foreholdt ham, at det var en skændig færd. Han svarede længe meget kæphøjt, men tabte til sidst modet. Han er en mundrap, begavet fyr," beretter direktøren.

Ungdommeligt overmod

Højplyndringerne gik ufortrødent videre. Den følgende vinter, i 1897, tjente skattegraver Niels Knudsen i alt 880 kr. på sin virksomhed. Den 5. januar 1898 skrev han til Nationalmuseet:

"Da jeg i sommer af nogle gårdejere har fået lov til at udgrave de på deres jorder beliggende høje, i alt ca 30 stk., tillader jeg mig hermed at forespørge, hvor meget museet vil give mig for at få lov til at undersøge de nævnte høje. Svar udbedes pr. omgående, da udgravningen skal påbegyndes en af de første dage."

Henvendelsen blev ikke besvaret. Derimod fik Sophus Müller senere på året en kærkommen lejlighed til at gengælde dette ungdommelige overmod.

Ved et uheld kom Niels Knudsen til at udgrave nogle midlertidigt fredede grav-høje på gården Rankenbjerg i Vorbasse.

Gårdejeren og hans kone var begge taget til byen. Da de kom hjem om aftenen, var Knudsen og handelsbetjent Møller fra den lokale Brugs i gang med at udgrave grav-høje på deres marker. De havde nået fire høje i løbet af dagen og fundet noget rav. Gårdejeren viste gravrøverne bort og orienterede Müller. Han pudsede herreds-fogden - der både var politimester og dommer - på Niels Knudsen. Nationalmuseet krævede denne "oldforskningens farligste fjende" idømt en bøde på 50 kr. pr. høj. Herredsfogden sluttede sagen med en bøde på 20 kr., som Knudsen acccepterede.

Forsvinder ubemærket

En anden udgraver i den større stil var Søren Kjær. Han kommer ind i den arkæologiske forskningshistorie i 1897. Det år sælger han 70 stridsøkser til landstingsmand Søren Olesen. Med to af stridsøkserne fulgte henholdsvis 14 og 15 ravperler.

Om hans aktiviteter på Viborg-egnen kan man 19. april 1899 læse i Viborg Amtstidende:

"Ude på heden rejser i denne tid en ung fyr rundt for at grave høje ud. Han udlover det halve af, hvad han finder til ejerne, men forsvinder i reglen så ubemærket som muligt fra den ene egn til den anden, så de, som har ladet ham udgrave høje, aldrig får noget.

Det er harmligt, at folk på den måde ødelægger vore skønne oldtidsminder ved at lade sådan en omstrejfer udgrave dem; men han er godt skåret for tungebåndet og fortæller folk hvilke store summer, de kan vente dem, når han får det fundne solgt. Af hans hele færd fremgår det dog, at det hele kun er lokkemad for at få lov at grave."

Advarsel fra museet

Samme år udsendte Nationalmuseet en løbeseddel med en advarsel til land-abonnenterne på aviserne i Holstebro, Ringkøbing, Lemvig og Struer. Højene er forfædrenes grave, hedder det i overskriften.

"De, som råder for jorderne, har også pligt at værne fortidsminderne, som ligger på deres grund. De bør overgive dem til efterkommerne, som de har modtaget dem fra fædrene.

Højene er fortidens minder; de fortæller om de slægter, som i fjerne tider levede, hvor vi nu bor og færdes. Enhver, som elsker sit land og dets gamle historie, bør ære og værne om disse minder fra de ældste tider.

Højene er forfædrenes grave; de gemmer benene af mænd, som dyrkede jorden og græssede deres kvæg, hvor vi nu lever. Ingen bør forstyrre fædrenes grave. Lad de afdødes ben få lov til at hvile i fred.

Men skal endelig højen sløjfes for agerbrugets skyld; er det ganske nødvendigt at fjerne de gamle grave, som ligger skjulte under jordoverfladen eller dækkede af høje, lad det så foregå således, at mindesmærket bliver omhyggeligt undersøgt. Lad det ske ved henvendelse til Nationalmuseet i København, for at højen kan blive udgravet under sagkyndig ledelse. De afdødes ben bliver behandlet på hensynsfuld måde, og hvad højen rummer af oldsager eller andet til kundskab om oldtiden, vil blive fundet og opbevaret på rette sted, i landets offentlige samlinger. Fra regering og rigsdag har Nationalmuseet tilstrækkelige pengemidler både til at foretage udgravninger og til at give en rundelig godtgørelse for de fremdragne oldsager.

Dog opfordrer man ingen til at lade sine høje udgrave; tværtimod bedes enhver om at virke for, at alle fortidens minder må henligge fredlyste og uforstyrrede, og særligt opfodres alle til at hindre ødelægggelse af vore fortidsminder ved usagkyndige folk og alene for vindings skyld."

Så lige lidt hjalp al agitationen om frivillighed. Først under Første Verdenskrigs højkonjunktur ebbede højplynd-ringerne ud. Men da var der i de berørte egne af Syd- og Vestjylland heller ikke flere gravhøje tilbage, som det lønnede sig at grave ud med datidens metoder!

Klaus Ebbesen er dr.phil., koncernchef for e-Universitetet, tidl. lektor ved Københavns Universitet samt seniorforsker ved Nationalmuseet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu