Læsetid: 3 min.

Kampen om de syge

17. august 1999

".Jeg er bange for, at mange amter kører sig selv ihjel og dermed ødelægger det decentrale styre."
Laurits Tørnæs (V), amtsborgmester i Ribe Amt.

HVERT ÅR er 675.000 danskere indlagt på et af landets sygehuse - hertil kommer i alt 4,5 millioner ambulante behandlinger. Og ofte er det noget fundamentalt, der står på spil for den enkelte patient og de pårørende. Intet under, at sygehusene er så vigtig en faktor i det politiske spil.
Relevante problemer er der tilmed rigeligt af. Et presset personale og den stærke udvikling indenfor behandlingsmetoder og lægemidler stiller store krav til politisk stillingtagen og løbende nyindretning af systemerne:
Hvordan sikres det, at almen praksis kan følge med og visitere rigtigt? Hvilke dyre behandlingsformer skal prioriteres? Hvor skal det offentlige sætte grænsen? Er der skåret for dybt i sygeplejen på afdelingerne? Hvordan får patienterne bedre information? Hvor stort skal befolkningsgrundlaget være for at berettige et sygehus eller en specialafdeling?

MEN ALT for ofte skal der undervejs i den offentlige debat om alle disse relevante spørgsmål opføres et nærmest rituelt slagsmål mellem stat og amter. Det foregår for eksempel på følgende vis:
Den centralistiske statsmagt i form af stats-, finans eller sundhedsministre - eller sågar i form af en styrelse - kommer med et forslag, en kritik, måske blot en rapport med nogle tal til belysning af dette eller hint problem. Hvorefter de decentrale amter protesterer over denne nye urimelige form for statsindgreb. Og i øvrigt understreger, at centralmagten ikke har fattet noget som helst. Er tallene ubekvemme rent politisk udsendes signaler om alvorlige regnefejl, begået af verdensfjerne talmagere i København.
Andre gange går slagsmålet ud på, at en minister forsikrer vælgerne om at regeringen nu vil løse dette eller hint problem i sygehussektoren. Hvorefter amts-politikerne tvinges til modangreb. Lykkes det virkelig at løse problemet, vil de selvfølgelig selv have æren (og genvalget) - og lykkes det ikke, skal det stå klart, at centralmagten igen har udsted urealistiske løfter på andres vegne.

I ET SYSTEM hvor grænserne mellem magt og ansvar er så uklart fordelt mellem staten og så de enkelte amter, er det sådan set meget naturligt, at der med jævne mellemrum er rivegilde. Problemet er blot, at røgen fra slagsmålene alt for tit kommer til at skygge for de egentlige og bagvedliggende problemer.
Når en rapport fra Sundhedsministeriet i går satte tal på omkostningerne per patient ved det døgnbetjente akutberedskab på en række af landets mindre sygehuse, var amternes talsmænd straks klar med undvigemanøvrerne. Men at det er meget dyrt - og i en række tilfælde sundhedsfagligt uforsvarligt - at forlade sig på meget små sygehuses akutberedskab, er der god grund til at diskutere. Flere nyere undersøgelser viser, at omkring 2/3 af alle skadestuebesøg sagligt set kunne være klaret fuldt forsvarligt af en lægevagt eller et åbent lægehus. Når det gælder de virkeligt alvorlige tilfælde, vil en lægeambulance med kvalificeret mandskab - der kører direkte til patienten - ofte være en bedre løsning end en nok så hurtig indlæggelse på et lille sygehus, hvor det ikke er muligt at opretholde et erfarent og bredt kvalificeret beredskab døgnet rundt.

SET FRA landets tyndest befolkede områder kan det virke dybt uforsvarligt, hvis der bliver længere til et sygehus med akutberedskab. Men rent faktisk er det altså ikke så enkelt.
Når amterne reagerer så voldsomt, når staten blander sig, kan det delvist forklares med, at regeringen har forkludret en række sager. Senest med den håbløse zig-zag kurs omkring sygehusstrukturen i hovedstadsområdet og den sælsomme procedure i sagen om brug af beta-interferon til sklerose-patienter.
Men først og fremmest skyldes de heftige amtsreaktioner vel, at man ser grunden skride under sig. Som amtsborgmester Laurits Tørnæs dristede sig til at sige i lørdags til Berlingske Tidende, så tilsiger udviklingen i centrale lægefaglige specialer, at det er mere relevant med fem-seks regionale enheder end de nuværende 14 amter. Selvom firkantet statsstyring næppe er løsningen (og slet ikke Venstres) så peger denne logik i retning af en meget stærkere statslige koordinering.
Det er kættersk tale i Venstre. Men som Laurits' datter siger: "Jeg håber, han har givet startskuddet til en åben og fordomsfri debat." Et fromt håb fra Ulla Tørnæs, politisk ordfører i selvsamme Venstre.
Men netop Socialdemokratiets og Venstres store interesser i de politiske bastioner i amterne har tidligere slået saglige debatter ud af kurs. Man tør næsten ikke brug udtrykket i denne sammenhæng: Men lidt statsmands-stil ville være befriende.mol

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu