Læsetid: 3 min.

'Kampen mod terror er afsporet'

Mogens Lykketoft benyttede sin 1. maj-tale til hak mod USA og forhåbninger til EU
2. maj 2007

Førstemajvinden smækker til de socialdemokratiske papirflag, der er plantet i betonkummen foran indgangen til Medborgerhuset i Taastrup Hovedgade på Københavns vestegn.

Indenfor i Medborgerhuset taler Mogens Lykketoft. Han er solbrændt og iført forårsgrøn sweater, lys åbentstående skjorte og grå bukser. Politiske signalfarver overlader han til forsamlingen, der funkler af røde balloner, røde seler, røde poloskjorter og røde trøjer. Talerstolen er rød, scenetæppet er rødt, og scenen er pyntet med en skov af røde faner.

Som en slags kommentar til sin egen påklædning siger Mogens Lykketoft:

"Man kan være glad over, at det er forår, og solen skinner."

Så skæver han ud ad vinduet på den gråskyede himmel:

"Ja, det vil sige: Solen skinner ikke så meget, som den gjorde i morges."

Lykketoft skynder sig til det politiske:

"Danmark er et rigt og godt land at leve i. Men der er stadig meget at kæmpe for."

Lykketoft hylder tidligere statsminister Anker Jørgensen, der netop er fyldt 85. Lykketoft hylder også de kunstnere, der fejrer fødselaren med en politisk sang-cd.

Lykketoft siger:

"Anker er den nulevende, der bedst symboliserer det, som arbejderbevægelsen var, det, arbejderbevægelsen er, og det, arbejderbevægelsen skal blive ved med at være: Den drivende kraft i det danske samfund."

Salens rynkede bryn

Lykketoft inddrager den store verden:

"Der er lande i Afrika og i Stillehavet, som med utålmodighed iagttager den måde, vi lever på."

Han fortsætter:

"Hvem er vi, som kan sige, at vi kan tillade os at leve så meget bedre end de?"

Forsamlingen rynker brynene i eftertænksomhed. Mogens Lykketoft går over til at tale om terror:

"Vi skal værne os så godt, vi kan - især ved internationalt politisamarbejde - mod, at nogle vanvittige sprænger noget i luften, ikke mindst mod, at de sprænger os i luften."

Lykketoft drejer sin indfaldsvinkel:

"Men krigen mod terror er blevet til en afsporing og en proportionsforvridning. Vor chance for at blive ramt af terror er én til en million, mens et barn i det fattige Afrika har 20 procents chance for ikke at leve sit første leveår igennem."

Lykketoft fortsætter:

"Der er blevet flere terrorister efter invasionen af Irak. Hundredetusinder af mennesker er gået til."

Lykketoft vender sig imod en konfrontation mellem klodens kulturer:

"Vi har som socialister, arbejderbevægelse, socialdemokrater den forbandede pligt at søge at skabe dialog og slå ned på dem, der skaber skel."

Klar brod mod USA

Hans næste ord har klar brod mod USA:

"Vi skal også vende os mod missilskjold og anden djævelskab. For de penge, Irak-krigen har kostet, kunne vi have sørget for, at der ikke var et eneste menneske, der er uden adgang til rent vand."

"Vi vil have en verden, der udvikler sig som et retssamfund, hvor de store også er underkastet regler, lige som de små er det. Jeg vil gerne kæmpe for et EU, der bliver en global spiller og kan kæmpe for den bedre verden, der må komme efter George W. Bush."

De sidst ord udløser et varmt bifald fra forsamlingen.

Medvinden benytter Lykketoft til at imødegå de talere, der på mødet har luftet kritiske ord om Socialdemokraterne. 1. maj-mødet i Taastrup er et fælles arrangement for hele venstrefløjen og de faglige organisationer, så Lykketoft skal træde varsomt for ikke at blive beskyldt for at jokke på den fælles sag.

Han vælger ordene:

"Der er faldet en bemærkning om, at noget af det, der nu er skidt, blev startet under den socialdemokratiske regering. Jeg mener, at der tegnes en karikatur af vores indsats."

Dernæst opregner han tal på Nyrup-regerings indsats for beskæftigelsen:

"70.ooo nye job i den offentlige sektor, flere hundrede tusinde nye arbejdspladser."

Nu nærmer han sig sin afslutning:

"Det, vi trænger til, er ikke mere marked, men mere samfund. Vi vil ikke have et Danmark, hvor nogen efterlades på kanten eller ude over kanten. Vi vil have ekstremisterne i Dansk Folkeparti smidt ud af den centrale inflydelse på dansk politik."

"Jeg elsker dig," lyder det op mod Lykketoft fra en drukken mandestemme nede ved salens ølskranke.

Lykketoft svarer med ordene:

"Det er en kamp, det her, venner. Og den starter nu."

Salen rejser sig i applaus.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her