Læsetid: 6 min.

Kampen om Venstres sjæl

Én af Venstres åndelige fædre, økonomen Adam Smith, holder fødselsdag denne uge. Kritikerne er helt uenige om, hvorvidt den afdøde skotske tænker har sat sig på partiet - eller er blevet smidt ud
6. juni 2005

Uden ham - ingen Anders Fogh.

Det er måske ikke rigtigt i fysisk biologisk forstand, men åndeligt nedstammer den nuværende danske statsminister fra den skotske tænker og økonom Adam Smith.

For 282 år siden, i den meget undseelige skotske by Kirkcaldy blev Adam Smith født. Selve dagen for fødslen er omgærdet af mystik; det er blot registret, at han blev døbt den 5. juni, 1723.

Ægte liberale vil her irriteres over, at staten skal regi-strere borgerne. Ikke desto mindre vil der blive skålet for netop den dag, når en skare liberale danskere på fredag sætter sig til bord på restauranten Barok i Nyhavn i København. For blot 400 kroner vil de forsamlede over en tre retters menu lægge øre til festtalerne om Adam Smith.

Og nu nærmer vi os pointen - for æresgæsten, hovedtaleren, burde vel være formanden for Danmarks liberale parti, Venstre - statsmini-ster Fogh Rasmussen?

Rigtig gættet: Æresgæsten, den tidligere modtager af selve Adam Smith-prisen mangler.

Nykonservative Fogh

Dagens debat starter, da højskoleforstander Tue Kjærhus sætter sig til tasterne på Rønshoved Højskole ved Flensborg Fjord. Kjærhus er tilsyneladende ingen stor beundrer af økonomen Adam Smith. I hvert fald er det en anden tænker, danske Nikolaj Frederik Severin Grundt-vig, som højskoleforstanderen er mere optaget af.

"Fogh Rasmussen har, som noteret indledningsvis, til stor ærgrelse for oppossitionen forladt nyliberalismens abstrakte verden. Han synes i stedet for, under indtryk af den intellektuelle nykonservatisme i USA, som har sit afsæt i det liberale USA, at have nyfortolket den grundtvigske liberalisme, som idémæssigt har været Venstres kendetegn," taster Tue Kjærhus.

Han er ikke glad. For det "historiske afsæt" i regeringspartiet er forsvundet, mener han. Venstre er i dag alt for meget skattestop, alt for meget 10 teser om lav skat og minimalstat, alt for frit valg og markedskræfter - og alt, alt for lidt Grundtvig, mener forstanderen på Rønshoved Højskole.

"De yngre liberale i begge partier (radikale og Venstre, red.), som forekommer meget dagsaktuelle, tekniske og abstrakte i deres betragtninger, har herved ikke alene mistet en værdifuld tradition, men også et paradigme, der indeholder en social og åndelig approach," skriver Tue Kjærhus videre i kommentaren til Berlingske Tidende. Mennesker, der "alene handler rationelt og forstandigt på et anonymt marked vil nemlig i sidste instans resultere i, at vi skaber et identitetsløst massesamfund," skriver han videre.

Det er smæk for skillingen til handelsskole-Venstre. De smarte typer i jakkesæt, der meldte sig ind i Venstre under Uffe Ellemann Jensen, dem med blå og stjernebesatte EU-sokker. Dem med Adam Smith i hånden. En krigserklæring til Libertas-fløjen og CEPOS-sektionen af de liberale vælgere. Krigen er brudt ud.

Modstanden

Hvem repræsenterer højskoleforstander Tue Kjærhus så? Ja, intet er sort-hvidt, men groft sagt er Venstres anden flanke en højskole-fløj. Tilhængerne her er ældre, de bor på landet og kommer i højskolerne fremfor handelsskolerne og lægger mere vægt på kultur og værdier i stedet for økonomisk fritænkning. Grundtvig er en vigtig kilde til inspiration her. Frem fra denne flanke ruller den tidligere indenrigsmini-ster Britta Schall Hollberg og undervisningsminister Bertel Haarder.

"Det er et meget centralt budskab, Bertel Haarder leverer, når han noterer, at skolerne skal fokusere langt mere intensivt på kristendommen og dansk historie parallelt med, at vi forbedrer folkeskolens, gymnasiernes og universiteternes kompetencer mærkbart," skriver Tue Kjærhus og markerer i en enkelt sentens nogle af fløjens vigtigste mærkesager.

Det er Søren Pind, én af de mest kendte nyliberalister, som tager handsken op til kamp mod Kjærhus. Pind var hovedmanden bag de 10 liberale teser, der i den grad provokerede og fremkaldte debat i Venstre i 2003.

Pind kalder det, i Berlingske Tidende, "akademisk selvophøjethed" at påstå, at de 10 teser skulle være i modstrid med det nationale sindelag, Tue Kjærhus efterlyser.

Og så ruller den politiske diskussion: Var der tale om en sejr for højskole-Venstre, da ældre Erik Larsen tidligere blev udnævnt som gruppeformand i stedet for den nyliberale Rikke Hvilshøj? Og vandt højskole-fløjen, da Bertel Haarder blev undervisningsminister?

Helt ligegyldigt - eller akademisk - er diskussionen ikke, for som sognepræst Finn Arne Bye, der blander sig i debatten, gør opmærksom på:

"Det er derfor ikke ligegyldigt, hvis der, som Tue Kjærhus fremhæver, kan konstanteres en intern uenighed eller spænding i regeringspartiet Venstre omkring identitetspolitiske spørgsmål. For på længere sigt dre-jer det sig om intet mindre end befolkningens opbakning til den førte politik."

Tid til handling

Venstres finansordfører, Peter Christensen, var en anden af bagmændene til de 10 teser, som blev jordet af Anders Fogh Rasmussen. Han vælger at nedtone, at partiet i dag plages af modsætninger:

"Man kan sagtens både have blik for det økonomiske og have blik for det kulturelle. Det er ikke en modsætning," begynder han.

Peter Christensen, der er valgt i kredsen, hvor Rønshoved Højskole ligger, er selv et eksempel på, at den skarpe opdeling ofte ikke duer:

"Jeg er selv et eksempel på, at det ikke rigtig giver mening. Jeg kommer fra Sønderjylland, har mine rødder i land-Venstre, har aldrig gået på handelshøjskolen, men bliver udråbt til at skulle være på modsatte fløj," fortæller han. Det er i dag naturligt for Venstre at betone den økonomiske politik, mener han:

"Man skal gøre sig klart, at den økonomiske frihed er et område, hvor der virkelig er noget at diskutere. Mange af de andre frihedsgrader, f.eks. ytringsfrihed, de er jo sikret. Det er den økonomiske frihed, der er truet. Nogle af vore frihedsgrader forudsætter, at der er økonomisk frihed. Ytringsfriheden er jo ikke truet. Mange af de såkaldt "negative" frihedsrettigheder - dem der handler om at beskytte borgeren mod overgreb - er godt beskyttet af grundloven. Det er altid politisk mest interessant at diskutere de steder, hvor der er noget at gøre," siger han.

Siden valget i 2001 har der været en debat om, hvordan magten har påvirket Venstre. Hvad synes du?

"Der er en tid for idédebat, og så er der en tid for at føre idéerne ud i livet. Nu er vi nået til et tidspunkt i Venstre, hvor der også er behov for at forny det politiske. Det kommer i en cyklus. Jeg er enig i, at når man får regeringsmagten, så skal den utålmodige være lidt tålmodig, det gælder også mig selv. Det er bare vigtigt, at ethvert skridt, man tager, er et skridt i den rigtige retning. Statsministeren har sagt, at den lige vej fra punkt A til B går via punkt C. Det er jeg enig i. Man skal bare huske ikke at blive stående ved punkt C," siger Peter Chri-stensen.

Det vigtige er magten

I Kirkcaldy færdiggør Adam Smith i 1776 sit økonomiske hovedværk, The Wealth of Nations. Et hovedværk i de strømninger, som Anders Fogh Rasmussen som ung student i USA bliver påvirket af. Det er dog ikke Smith, men en anden økonom, Milton Friedman, som Fogh selv nævner som sin mest direkte inspirationskilde.

Så tilbage til spørgsmålet: Hvorfor er Fogh ikke hovedtaler på Barok i Nyhavn?

David Karsbøl, medlem af præsidiet i Selskabet Libertas, forklarer:

"Det, der spiller en rolle for den allerøverste ledelse i Venstre, det er at bevare regeringsmagten. Der har man så smidt Adam Smith ud af partiet, for han appellerer måske ikke i tilstrækkelig grad til vælgerne - på det korte sigt. Jeg synes, det er en fejl, fordi Venstre totalt har negligeret den opgave, der består i at påvirke befolkningens idéer i det lange løb ved ikke at anvende liberale argumenter." David Karsbøl retter ikke kun kritikken mod statsministeren. Det er symptomatisk og deprimerende, at de 10 teser led en krank skæbne, mener han.

- Hvem kan huske Adam Smith i Venstres folketingsgruppe i dag?

"Det kan jeg overhovedet ikke se. Der er ingen liberale fyrtårne i folketingsgruppen. man har Birthe Rønn Hornbech, som man kan have respekt for, fordi hun går op i retssikkerhed. Men derudover falder hun af på den. Bertel Haarder har haft det lidt, men han er meget grundtvigianer".

- Så den ægte liberale er blevet hjemløs?

"Ja, det er der ingen tvivl om. Hvis der var et liberalt parti, som alternativ til Venstre, så ville halvdelen af Venstres vælgere stemme på det".

Tillykke med fødselsdagen, hr. Smith.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu