Læsetid: 6 min.

Kampen for ytringsfriheden

Ytringsfrihed og menneskerettigheder er fremmedord i Mozambique. Myndigheder fængsler eller fyrer dagligt folk, der lufter en kritik af tilstanden i verdens tredjefattigste land
9. august 2005

ALTO MOLOCUE - Sværme af termitter svæver rundt i luften. Flagrende daler de ned mod jorden, hvor de skaber sig et nyt bo blandt Mozambiques røde støvkorn.

Med et spædbarn bundet på ryggen går en ung kvinde foroverbøjet og samler insekterne til aftensmaden - alt kan bruges i verdens fjerde fattigste land i det sydlige Afrika, hvor befolkningen hovedsageligt lever af rødder og blade.

Kvindens mand, Betinho Ernesto, betragter hende tænksomt, mens han fanger en termit i sin næve.

For fire år siden mistede han sit job, fordi han ytrede sig samfundskritisk. Han er blot et af mange eksempler på, at man ikke slipper ustraffet fra at komme på kant med de lokale myndigheder, der er udpeget af regeringen.

Fyret for meningers mod

Betinho arbejdede som skolelærer i den lille by Alto Molocue i midten af Mozambique.

I fritiden lagde han al sin energi som frivillig på den lokale radio. Her kritiserede han det samfund, hvor lærere kommer fordrukne i skole og udnytter skolepigerne seksuelt.

Men meningers mod er ilde hørt i et land, hvor der ikke er tradition for kritik af samfundsforhold. Derfor blev Betinho i 2002 fyret fra den skole, hvor han havde arbejdet i fem år. Det selv om han gentagne gange var løbet med titlen 'årets lærer i Alto Molocue'.

For reelt er det et must at være regeringstilhænger for at få et job i den offentlige sektor, og det indebærer, at man ikke kritiserer samfundet.

Det opdagede Betinho, da han efterfølgende blev truet af regeringspartiet Frelimos lokale afdeling. De sagde, at han aldrig ville få et job, med mindre han meldte sig ind i partiet.

"Jeg var tæt på at sige ja, men jeg har altid sat en ære i at være apolitisk. Derfor afslog jeg, selv om det betød, at jeg var nødt til at sælge alt, hvad jeg ejede for at kunne overleve," erindrer han.

Og han er ikke den eneste med disse erfaringer. Mozambique er fyldt med Betinho'er, der alle har mærket konsekvensen af statens hårdhændede politik over for kritikere.

Blodig historie

Siden 1975 har Mozambique haft sin frihed fra den gamle kolonimagt Portugal. Men allerede to år efter overgivelsen, var frihedsrusen ændret til en blodrus, da en af Afrikas mest brutale borgerkrige tog sin begyndelse og først sluttede i starten af 1990'erne.

Da befolkningen officielt begravede stridsøksen i 1992, havde landet indtaget den lidet attråede førsteplads på listen over verdens fattigste lande.

Lige siden har landet nydt stor international opmærksomhed, men alligevel har der været talrige overtrædelser af menneskerettighederne. Eksempelvis i 2000, hvor der fandt en massakre sted på godt 80 oppositionsdemonstranter, som var blevet fanget af politiet.

"De mange overtrædelser af menneskerettighederne skyldes afstumpethed og almindelig brutalitet fra et magtapparat uden for almindelig parlamentarisk kontrol," forklarer Niels Ole Jensen, der har været langtidsrådgiver for Danida og har arbejdet med både den mozambiquiske højesteret og parlamentet. Han har arbejdet i Mozambique siden 1992, hvor der blev sat punktum for 15 års borgerkrig. Selv om der stadig sker store overtrædelser af menneskerettighederne, mener han at kunne spore en forbedring i landet i forhold til, hvordan det var under borgerkrigen og lige efter dens afslutning.

"Men jeg tror, at potentialet til en forværring ligger lige under overfladen, hvis den politiske situation ændres og bliver mere ustabil," advarer han.

Politisk ensretning

Fernando Lima er chefredaktør på ugeavisen Savana, som er den eneste regeringsuafhængige avis i Mozambique. Siden avisens opstart i begyndelsen af 1990'erne har regeringspartiet gentagne gange forsøgt at få den lukket ned, fordi den åbent skildrer korruptionen og armodet i det fattige sydafrikanske land, forklarer han.

Fernando Lima kender til mange historier om folk, der på egen krop har oplevet statens brud på menneskerettighederne: "Hver eneste dag bliver folk fængslet eller fyret, fordi de udtaler sig kritisk om samfundet."

Han bliver ofte ringet op af magtfulde mænd fra Mozambiques øvre samfundslag, der enten dikterer ham, hvad der skal stå i avisen, eller som i skarpe vendinger beder ham være påpasselig med, hvad der kommer i trykken.

Alle disse mænd er regeringstilhængere, og de er nervøse for, hvad Savana trykker, hvis journalisternes penne bliver alt for kritiske. Kritikken kan nemlig være farligt brændstof i det betændte politiske miljø.

Modparten i den blodige borgerkrig udgør i dag det største oppositionsparti Renamo, og i tv-debatter fyger beskyldningerne om, hvem der har skåret ører og næser af flest sagesløse civile. En diskussion der fuldstændig spænder ben for en debat om, hvordan landet kan kæmpe sig ud af de stadig tunge skygger fra borgerkrigen.

Ved valget i 1999 var det kun et par procent, der skilte Frelimo og oppositionspartiet Renamo. Det har intensiveret den 30 år gamle magtkamp, som ulmer i den politiske debat. En debat der ikke ser ud til at blive mindre beskidt foreløbig, på trods af at Freelimo ved det nylige præsidentvalg i december måned genvandt regeringsmagten med over 60 procent af stemmerne. Oppositionspartiet beskyldte straks efter, at nederlaget stod klart, regeringen for valgfusk.

Tæsk midt om natten

Argumentation i den politiske debat bliver ofte ført med knytnæverne i provinserne.

Det fik en leder fra en to år gammel lokalradio i Niassa- provinsen i det nordlige Mozambique at mærke, da han blev hevet ud af sit hjem midt om natten af en lokal politibetjent. På politistationen stod flere betjente klar til at give ham tæsk, fortæller den danske radiokonsulent Søren Winther Johansen.

"Den administrative leder i byen vidste ikke, hvordan han skulle håndtere, at borgerne pludselig havde adgang til et medie. Derfor beordrede han, at politiet skulle give radiolederen en lærestreg. Det er en typisk måde for myndighederne at reagere på i Mozambique, fordi de ikke er vant til uafhængige medier," forklarer Søren Winther Johansen, som har boet flere år i Mozambique.

I dette tilfælde lod den lokale radioleder sig dog ikke skræmme. Han lavede et program om episoden. Derefter fyrede byens administrative leder de lokale politibetjente, om end de blot havde ageret hans private tæskehold. Selv slap han. For i Mozambique er administratorerne reelt nærmest urørlige, når de først er blevet politisk udpeget af regeringen. Og ikke mange siger dem imod. I et land hvor over halvdelen af befolkningen er analfabeter, er der nemlig ikke mange, der kender deres rettigheder.

Job igen efter tre hårde år

Betinho Ernesto hører til det lille mindretal, der kender til sine rettigheder, og dem har han til stadighed holdt ved, siden han blev fyret for sine samfundskritiske holdninger. Efter tre hårde år, hvor arbejdsgiverne gang på gang har afvist ham af frygt for selv at få problemer med myndighederne, har han langt om længe fået job på et lokalt uddannelsesprojekt. Det har betydet, at Betinho igen har råd til et bord at lægge det daglige brød på. Og på trods af, at han tidligere mistede sit job, fordi han påpegede samfundets mangler, fortsætter han ufortrødent med at lave radio. Men problemerne med myndighederne har slebet kanterne af Betinhos kritik.

"Jeg sætter stadig fokus på problemerne, men jeg er ikke lige så kritisk som tidligere - nu passer jeg mere på med, hvad jeg siger," erkender han.

Bethinhos kone er gået i gang med at stege termitterne og lugten af kogende olie bølger fra ildstedet. Han trækker vejret dybt ind gennem næsen og betragter sin kone: "Når man som jeg har prøvet at miste alt, sætter man virkelig pris på hver enkelt ting, man får igen."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her