Læsetid: 4 min.

Kampens dag

1. maj 2004

FØRSTE MAJ er ikke, hvad den har været. Men det har den ret beset aldrig været. Det, der historisk set blev udråbt som arbejderklassens internationale kampdag, har igennem snart meget mere end ét århundrede antaget vidt forskellige former, også her i landet. Da Socialdemokratiets storhedstid gik ind i sin anden fase i de første ganske mange år efter Anden Verdenskrig, blev de årlige manifestationer en temmelig tam affære. Kommunisterne gjorde hvad de kunne for at holde liv i tradtionen, men deres problem bestod i, at et stadigt svindende fremmøde kun tjente til at bekræfte partiets tilbagegang.
Men så kom følgerne af 1968. Næsten omgående blev der givet nyt liv til traditionerne bag første maj. Politisk set blev dagens arrangementer tillagt væsentlig betydning helt ind i Socialdemokratiet. Hvem skulle man være sammen med? Og under hvilke paroler kunne man demonstrere? Det regerende parti foretrak at gå for sig selv, men andre og mindre, men ikke ubetydelige partier som SF, Venstresocialisterne og Danmarks Kommunistiske Parti bruge megen energi på at forhandle grundlag og paroler med en myriade af små maoistiske, stalinistiske, trotziskiske og selvdefinerede marxistisk-leninistiske grupper. Første maj var igen blevet vigtig. Efterhånden som medlemmerne af de små grupper forlod de videregående uddannelser for at indtage positioner som betroede planlæggere, undervisere og pænt, hvis ikke højt placerede bureaukrater i det samfundsbevarende danske system, gik det imidlertid atter ned ad bakke med første maj. Selvfølgelig kunne der stadig være forbundet en vis nostalgisk hygge med at svælge en øl eller fem ned i Fælledparken (hvis man nu stadig befandt sig i København), men kampen havde fået en anden og mere afdæmpet karakter. Man havde fået hånd om det statslige apparat, der indtil fornylig havde fremtrådt som selve udrykket for repressiv tolerance. Og man var begyndt at indse, at Herbert Marcuse måske havde været bedre til at beskrive teori end praksis.

TILBAGE STOD socialdemokraterne med et problem – som de så ofte har gjort i de sidste seks årtier. Den del af bevægelsen, der er den rent faglige, har rollen som den primære forvalter af de tradtioner, som er forbundet med første maj. Møderne begynder tidligt om morgenen, derefter går man fra mange udgangspunkter sammen om at demonstrere i fællesskab. Nye talere dukker op. Igennem årtier kunne de fremhæve de strålende resultater, bevægelsen havde opnået. Arbejdstiden var blevet kortere, timelønnen var steget, arbejderbeskyttelsen – som det engang blev kaldt – var blevet bedre. Men hvem gider høre på en sådan selvrosende retorik? I det lange løb blev det stadigt færre. Derfor kunne den kritiske, højtråbende og diffuse venstrefløj igennem en årrække overtage scenen. Men i tre ud af fire år er der stadig 364 dage mellem en første maj. Og her har partiet, der nu kalder sig Socialdemokraterne, udmærket sig ved en imponerende udholdenhed. Nok tyder intet på, at det nogensinde når op på den vælgertilslutning på 46 procent, det fik i Thorvald Staunings storhedstid i midten af 1930’erne. Men det har formået at bevare positionen som det altafgørende parti, der har en tradition forbundet med første maj,
Spørgsmålet er imidlertid, hvor længe det vil være muligt. Svaret kan måske findes i en nærmere analyse af de tre ord, der indgår i betegnelsen for denne dag. Det første er arbejderklasse, og det er i marxistisk forstand en gruppe, der om ikke er ved at forsvinde, så i hvert fald bliver stadigt mindre. Kedeldragterne bliver udskiftet med jakkesæt og sweatere. Nok er der stadig tale om lønmodtagere, men det indebærer ikke, at den klassiske arbejderklasses tænkesæt følger med.
Det andet ord i dagens overskrift er international, og her har partiet en tradition, det kunne være værd at holde fast i. Men i dagens Danmark har det vist sig, at der kan hentes stemmer – netop fra Socialdemokraterne – ved at vifte højt og demonstrativt med Dannebrog. Og det har meget forståeligt fristet partiet til at gøre det samme. Mennesker af anden herkomst end en gamle danske bliver stempelt som ‘fremmede’ – og behandlet derefter.

TILBAGE ER SÅ kampdagen. Hvad er det, Socialdemokraterne kæmper for? Mere end noget andet er det beskæftigelsen. Under Anders Fogh Rasmussen er arbejdsløsheden steget, og alle meningsmålinger viser, at netop denne udvikling udgør hans største problem. Da det samtidig er en socialdemokratisk kernesag, har intet været nemmere for Mogens Lykketoft end at sætte fokus på det stigende antal danskere, der ikke er i arbejde. Men nu, da kurven for første gang – og temmelig forudsigeligt – er ved at knække i positiv retning, hvad bliver der så tllbage af den socialdemokratiske oppositionspolitik? Det vil være ikke blot interessant, men også nyttigt, hvis dagen i dag kunne give nogle bud på, hvor kampen bør stå. Sagsområder er der ingen mangel på. Socialdemokraterne selv har givet høj prioritet til både undervisning og forskning, hvor de mener, at regeringen har udvist alvorlig forsømmelighed. Det kunne man godt tage en kamp på – men det forudsætter så megen tillid til vælgernes dømmekraft, at partiet tør tro på, at disse vælgere tænker længere end til næste valgdag. tok

tok

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her