Læsetid: 3 min.

Kamphund og vovse

31. marts 2005

Det er ikke spørgsmålet, om vi klarer os. Men om vi kan være stolte af den måde, vi klarer os på. Det danske samfund har gode forudsætninger for at klare globaliseringen, som dagens forside antyder. Spørgsmålet er så, om der findes politisk vilje til at gøre det på en måde, så vi stopper bortrangeringen af ’de overflødige’, mens resten kører afsted på 1. klasse.
Boligmarkedet ’londoniseres’ i de største byer og sætter tryk på en udvikling, der deler danskere op i tabere og vindere. De højtlønnede trækker boligpriserne op i en galopperende prisboble. De funky og de kreative har råd til at blive i byen, mens familier med lave indkomster skubbes ud i det almene byggeri. Samtidig bliver forstæderne mere og mere ens. Her bor hel- og halvmillionærerne, som vil have kamphunde på passende afstand. Statens Byggeforskningsinstitut viste for et par år siden, at næsten 70 procent lægger vægt på, at boligen ligger i et »område uden for mange sociale problemer«.
Det almennnyttige boligbyggeri er ved at udvikle sig til en social skraldespand. Kun 28 procent af beboerne i de almennyttige områder boede i områder med lave eller meget lave indkomster i 1981. Tallet var steget til 61 procent i 1997.
Og politikerne har pustet til ilden. Tag for eksempel det socialdemokratiske bystyre i København, der i starten af 1990erne solgte 20.000 billige kommunale lejligheder. Et par år senere fulgte kommunen op med et stop for flere almene boliger. Resultatet var, at de sociale problemer blev koncentreret i de almene boligbyggerier. Manglen på udlejningsboliger drev priserne yderligere i vejret, så huskøb blev forbeholdt de stærkeste. Og det blev ikke bedre af at skiftevis socialdemokratiske og borgerlige regeringer valgte at sætte fut under huspriserne ved at liberalisere lånemarkederne.
Trods alle planer om det modsatte er andelen af tosprogede i Akacieparken i Valby steget fra omkring 20 procent for ti år siden til over 70 procent i dag. I Odenseforstaden Vollsmose er andelen også stigende og har nu passeret de 70.
Dem, der får job, flytter væk.
Nu er den så kommet. Indrømmelsen.
Regeringens såkaldte ghettopakke vil ikke kunne rette op på den skæve udvikling i Danmarks mest belastede boligområder. Det erkendte Venstres integrationsordfører Eyvind Vesselbo blankt i Berlingske Tidende mandag: »Regeringens pakke vil overhovedet ikke kunne ændre sammensætningen af ghettoerne.«
Det vigtigste forslag i regeringens ghettoplan går ud på, at kommunerne skal kunne nægte kontanthjælpsmodtagere adgang til boligbebyggelser, hvor mere end 50 procent af beboerne i forvejen er på offentlig forsørgelse. Regeringen vil flytte nogle af de udstødte fra de dårligste almene boliger til de lidt bedre rækkehuse i sektoren. Et initiativ, som formentlig blot sætte yderligere fart på forslumningen af den samlede almene sektor.
Eyvind Vesselbo havde selv et forslag med i tasken, der satte en tyk streg under, at han ikke har forstået de stærke mekanismer, der deler Danmark op i taber- og vinderghettoer: Indvandrere og flygtninge bør nægtes retten til at flytte ind i en ghetto med mindre de har en permanent opholdstilladelse i Danmark. Mere af det samme.

Men der skal helt andre kraftag til, hvis Danmark igen skal have blandede boligområder. I bogen ’Det delte Danmark’, som Information omtalte i går, præsenterer journalist Lars Olsen en række potente forslag:
• Langsigtet byplanlægning, hvor man blander andels-, ejer- og udlejningsbyggeri.
• Massivt byggeri af billige udlejningsboliger i København og Århus.
• Indførelse af en ’hollandsk model’, hvor man kapper båndene mellem den almene sektor og staten efter devisen – ingen støtte ingen indblanding. Det har givet de hollandske selskaber frihed til at låne, omlægge huslejen og lægge små lejligheder sammen. De almene vil så kunne sætte lejen ned i de ofte dyre områder, hvor kommunen i dag ofte betaler huslejen for kontanthjælpsmodtagere og op i de attraktive rækkehuse med nærmest latterligt lave huslejer. I Holland kan en tre-værelses i Amsterdam nu koste 3.000 kroner om måneden. Med billigere og bedre almennyttige lejligheder vil de stærke frivilligt undvære vovse og villa i overgangsperioder, argumenterer Lars Olsen. Det kan være unge under uddannelse, fraskilte eller parcelister, der vil tilbage til byen, når børnene er flyttet hjemmefra.
Samtidig skal de svageste også have et sted at flytte hen. Ellers giver det jo heller ikke mening at regulere, hvem der får lov at flytte ind. Derfor må det offentlige tilskud og skaffefordele til forskellige boligformer afhænge af viljen til at påtage sig et socialt ansvar. Hvorfor er det kun de almene boliger, som kommunerne skal have anvisningsret til, når også privat udlejningsbyggeri, andelslejligheder og pensionskasser direkte eller indirekte er på støtten?
Globaliseringstoget kører. Spørgsmålet er, om politikere vil tage ansvaret og stoppe bortrangeringen.

je

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her