Læsetid: 4 min.

Man kan dø af skræk

27. november 2003

I den anden uge af december 1999 opfordrede Venstres formand, Anders Fogh Rasmussen, daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen til at tage en samlet afstemning om alle de danske EU-forbehold. Den socialdemokratiske statsminister ikke så meget som overvejede tanken. Ej heller gjorde udenrigsminister Niels Helveg Petersen.
Her fire år efter har især De Radikale presset på, men også Socialdemokraterne har været ude og beklaget, at regeringen ikke har fulgt oppositionens gode råd og fået forbeholdene ud af verden, før næste folkeafstemning. Men nu er det for sent, siger oppositionen med gravrøst. Vi har en rodet og uoverskuelig situation, hørte vi eksempelvis Niels Helveg Petersen forklare i denne uge. Regeringen bakser med gamle forbehold, der skal skrives ind og et nyt retsforbehold, som er skrevet om. Et forbehold, hvis eneste eksistensberettigelse er regeringens stramme udlændingepolitik, der ikke skal undermineres af det slappe EU – det EU, hvis flygtningepolitik FN lige har udtalt sin skarpe kritik af med antydningen af, at EU er på vej mod et brud med de internationale konventioner.

ER det bare naturligt? At den til enhver tid siddende regering altid går med livrem og seler, når det gælder EU. At den først og fremmest er bange for et nyt nej. Og at denne angst er så overvældende, at tanken om at sige, hvad man mener, endsige komme med en vision for hvilket EU man vil have, forekommer direkte vederstyggelig.
»Uklogt«, hedder det altid blandt de ledende regeringspolitikere, der betragter dem, der mener noget andet, som Europa-fantaster, der vil sætte nationens interesser på spil for noget så fjollet som en idé.
Men man kan blive så bange, at man dør af skræk. Og det er ingen smuk død. Måske skulle man også overveje, hvad det med det kloge og det ukloge egentlig betyder i et lidt længere perspektiv end det, der strækker sig fra folkeafstemning til folkeafstemning. Og ikke mindst, hvad der er mest demokratisk.
I de aktuelle EU-traktatforhandlinger har regeringen været så passiv, at det grænser til lammelse. Under det sidste EU-topmøde tog statsministeren ordet under forhandlingerne én gang og talte i under 10 minutter. Ud af de fem punkter, det italienske formandskab i en ’bordrunde’ bad stats-og regeringscheferne om at forholde sig til, svarede statsministeren kun på de fire, og i øvrigt havde han ingen visioner, ønsker, krav eller andet at lægge på bordet. Bevares – der er da ting, danskerne ikke er glade for. Vi vil f.eks. hellere have, at den nye EU-udenrigsminister skal hedde ’repræsentant’ (hvorfor mon). Men vi kan da leve med noget andet.
På en række politik-områder har andre lande spillet ud. Svenskerne har nogle krav, østrigerne og briterne også – visse af dem deler danskerne. Men vi ligger i ly og glæder os over, at de andre går forrest. Det italienske EU-formandskab er naturligt nok tilfreds med de nemme danskere. Deres mål er at få forhandlingerne afsluttet til tiden, så den nye traktat kan hedde noget med Rom. Foghs eneste interesse er at få de danske forbehold i hus. Det har han fået, som vi nu har set det i går. Men er det virkelig i Danmarks interesse, at regeringen er 100 procent underlagt hensynet til en kommende folkeafstemning?

JO – det er da i danskernes klare interesse at være med i EU. Men hvis et flertal af danskerne ikke ønsker at være med i klubben, skal vi da melde os ud. Ønsker vi derimod at være med, så må politikerne bære ansvaret og forvalte politikken i overensstemmelse med de ideer, de har om, hvordan Europa skal udvikle sig.
At politikerne gang på gang – fordi man ved, hvad der er i Danmarks interesse – i stedet lapper på befolkningens synspunkter, er derimod ikke særlig demokratisk. Eller tror regeringen mon, at befolkningen lider af falsk bevidsthed? Dette herlige begreb fra marxismens storhedsperiode, som jo handler om, at de kloge ved, hvad der er godt for de mindre kloge.
Det er ikke holdbart. Ja-siden må spørge sig selv, hvilke muligheder der er tilbage. Og meget taler for, at kun visioner og handling kan føre til et andet udgangspunkt for refleksionen. »Så kan vi dog i det mindste komme over i en anden indhegning at trave rundt i. For vi er færdige her. Der er ikke mere græs på denne her mark. Det er rent støv,« som Niels Højlund formulerede det i en fremragende debatbog – Det evindelige forbehold – tilbage i 1998. Det handler om at turde vinde sin historie ved at leve den og fortælle med, så vi ikke i angst for denne proces aldrig stiller de grundlæggende spørgsmål til hjertet.

AG

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her