Læsetid: 4 min.

Kan vi få lidt styr på nettet?

Som en mediekonference i Leipzig demonstrerede, er der en tendens til, at søge at regulere internettets tilbud - først og fremmest via selvregulering
18. maj 2007

I 1970 tegnede Hans Magnus Enzensberger et billede af en 'emancipatorisk medieanvendelse', der på mange måder er dækkende for dagens internet. Spredt, decentral indholdsproduktion, modtagerapparater der også kan sende, interaktion, tovejskommunikation osv. I Enzenbergers vision skulle dette medieparadis styres ved social kontrol gennem selv-organisering i stedet for den 'repressive' kontrol fra bureaukrater og medieejere.

I forrige uge havde det tyske EU formandskab og Kommissionen samlet et par hundrede 'bureaukrater og medieejere', nemlig embedsmænd fra medlemslandenes ministerier og deres modparter i medie-branchens interesseorganisationer til en konference i Leipzig om fremtidens regulering af det nye, vildtvoksende internet-område. Baggrunden er, at man i Bruxelles er ved at have forhandlet sig frem til et nyt regelsæt, et 'Audio visual media service'-direktiv til erstatning for det hidtidige 'TV uden grænser'-direktiv fra 1989. Det gamle direktiv har under dække af mange kønne ord om kulturel mang-foldighed primært drejet sig om at ruste den europæiske medieindustri til at tage kampen op mod den amerikanske dominans. Direktivet har fastlagt minimumskvoter for, hvor meget 'europæisk produktion' medlemslandenes tv-stationer skal sende. Andre regler i direktivet har skulle sikre et åbent, indre marked for tv-programmer, og rummer bl.a. også spilleregler for omfanget og placeringen af TV-reklamer og beskyttelse af børn mod såkaldt "skadelig pornografi".

I det nye 'Audio visual media service'- direktiv er virkeområdet - under stædig modstand fra teleselskaber, udbydere af onlinetjenester osv. - blevet udvidet fra alene at gælde fjernsyn til i fremtiden også at omfatte andre elektroniske medieformer med lyd og levende billeder. I parentes bemærket har en anden del af direktivet vakt større opmærksomhed, nemlig det forhold, at det nye direktiv kommer den kommercielle tv-branche i møde med en vis liberalisering af reklamereglerne, herunder accept af skjult reklame, såkaldt 'product placement' i TV-programmer.

Mere og mere public service på nettet

Ved konferencen i Leipzig var fokus imidlertid som sagt rettet mod den del af mediedirektivet, der drejer sig om de nye, interaktive, online-tjenester, herunder internettet. Man kunne måske frygte, at de mange fremmødte regulatorer ville gribe denne enestående chance til at få det jomfruelige internet plantet grundigt til med nye regler og paragraffer.

Men billedet var mere nuanceret. Et af hovedtemaerne var, hvad man kan gøre for at fremme en fri meningsdannelse og en samfundsrelevant anvendelse af internettet, nu hvor det er begyndt at blive kommercielt interessant. På dette område har der i de senere år været en klar tendens til, at de gamle public service radio- og TV-stationer skulle stækkes i deres omsiggribende aktiviteter på nettet for at give mere plads til de kommercielle konkurrenter. Men billedet er tilsyneladende ved at vende. I de fleste EU-lande er det nu ligefrem blevet en forpligtelse for public service-stationerne at være til stede på alle tekniske platforme, som det hedder, og i det tyske formand-skabs konklusioner ved konferencens afslutning, blev public service fremhævet som en af de samfundsinstitutioner, der skal løfte det sociale ansvar for anvendelsen af internettet til oplysning, uddannelse og underholdning.

Den del af konferencen, der handlede om behovet for regler og forbud, var imidlertid også præget af kompleksitet og mod-stridende hensyn. På den ene side den nødvendige "beskyttelse af mindreårige mod skadeligt indhold" ved hjælp af alle hånde formynderiske filtre og statslige blokeringsmekanismer. Men på den anden side illustrerede diskussionen også, at opfattelsen af, hvad der er skadeligt, er meget forskellig i de europæiske lande. Der er al mulig grund til bekymring for, at den slags (rimelig) censur - for det er jo det vi taler om - i nogle lande vil omfatte andre slemme ting som ugudelig omtale af religion, kritik af den siddende regering og anden omstyrtende virksomhed.

Skadelig form for selvcensur

Det var i denne sammenhæng interessant at se, at den voksende interesse for såkaldt 'co- og selvregulering' også er nået til medieområdet. Tanken er, at staterne (og EU) nøjes med at opstille visse overordnede hensyn og nogle bredt formulerede regler, der så udfyldes med nøjere bestemmelser fastlagt i aftaler mellem aktørerne i markedet og civilsamfundet. Man kan måske være lidt skeptisk over for, om den slags dannelse af branchenormer og fælles accepterede kodeks for god adfærd er realistisk med internettets millioner af uorganiserede og ustyrlige aktører. Men Wikipedia er jo et eksempel på, at det på nogle områder kan lade sig gøre. Bag hele denne regulerings-tænkning ligger nok også erkendelsen af, at vi med internettet er kommet ind i en udvikling, der ganske enkelt ikke kan styres med statslige paragraffer. Eller drejer det sig i virkeligheden om at fedte ansvaret for indskrænkninger i den frie menings-dannelse og ytringsfrihed af på borgerne?

Enzensbergers emancipatoriske vision om social kontrol gennem selv-organisering kan i et pessimistisk perspektiv blive en udspekuleret ny form for selvcensur.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu