Læsetid: 2 min.

Kan fagbevægelsen ændre samfundet?

21. februar 2007

Men hvad der må gøres for at vende udviklingen og stoppe styrtblødningen, - er og bliver en anden snak. Eller mere præcist en fraværende snak.

I alt for lang tid har det kun været et mindretal i fagbevægelsen og blandt militante socialister, som har argumenteret for et grundlæggende brud med konsensus-strategien overfor den nyliberalistiske dagsorden, (klassesamarbejde) - som vejen ud af den politiske og ideologiske krise.

Men langsomt og sikkert sniger der sig en erkendelse ud i det ganske samfund og fagbevægelsen, - at der må andre boller på suppen.

"LO-fagbevægelsen har tabt terræn i forhold til at give folk følelsen af, at de er medlemmer af et stort samfundsforandrende fællesskab. Der er ikke længere en stolthed forbundet med at være medlem af en LO-fagforening." siger Flemming Ibsen, arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet til Berlingske Tidende.

Fagbevægelsen er forvandlet til et koldt servicekontor og som Anders Laubjerg, Brancheformand for Dansk Metal i København formulerer det i Politiken søndag d.18.februar; "Derfor er tiden inde til, at fagbevægelsen genopfinder sig selv som et fagligt fællesskab direkte i arbejdslivet. LO-fagbevægelsen skal tilbage til sine organisatoriske rødder."

Dette synspunkt bakkes op af en lang række tillidsfolk. De igangværende overenskomstforhandlinger kan blive fagbevægelsens store chance for at demonstrere, at lønmodtagerne får noget for kontingentkronerne. Det mener fire fællestillidsrepræsentanter, som tilsammen repræsenterer over 17.000 ansatte på nogle af landets største arbejdspladser. Tillidsrepræsentanterne vejrer morgenluft for en trængt fagbevægelse.

Men hvad så, hvis resultatet ikke er tilfredsstillende, og medlemmerne stemmer overenskomstforslaget ned? Vil det være endnu et søm i fagbevægelsens kiste? Nej, tværtimod mener Jørgen Bjergskov Nielsen fra NKT Cable og udtaler til A4, nr.4,2007:

"Hvis vi efter en storkonflikt får forhandlet et bedre resultat hjem, kan de uorganiserede se, at vi kun i samlet flok får forbedringer til os alle. Det vil vise, at fagbevægelsens strejkeredskab stadig er effektivt, og at ingen resultater kommer af sig selv. I en sådan situation vil vi både kunne fastholde de gamle og få nye medlemmer."

Tør og vil fagbevægelsens ledere gøre hvad der må gøres?

Som udtalelserne bevidner så er det ikke kun militante socialister der kan se at tampen brænder. 5. februar afholdte FOA, BUPL & DLF en faglig konference 'Vilje til Velfærd' som kalder til fælles kamp for hele den offentlige sektor. Selvom konferencen var et lille skridt i den rigtige retning mod at fagbevægelsen skal blande sig og være mere offensiv. Så var viljen til at bryde med konsensusstrategien og skære kanten i forhold til et opgør med den nyliberale udvikling svær at finde, - faktisk ingen steder at finde. Ledelserne i FOA, BUPL & DLF forsøger at gøre noget, for noget må der gøres. Men de tør ikke gøre, - det der skal gøres. Kritik af nyliberalisme,- ja, lidt, - men opgør og brud med nyliberalisme, nej, det er sgu' for meget.

Viljen og lysten til helt og holdent at frigøre den kollektive styrke, som 2 millioner organiserede arbejdere er udtryk for, lader stadige vente på sig. For fagbureaukratiet frygter klassekamp og medlemmerne mere end de frygter arbejdsgiverne og nyliberalismen. Men den gode nyhed er, at militante socialisters ønsker om at skabe en kæmpende, visionær og demokratisk fagbevægelse med et samfundsforandrende perspektiv, ikke mere er en mindretalsdagsorden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her