Læsetid: 5 min.

Hvad kan Freud bruges til i dag?

Vi har brug for en ny universalisme, der ikke bare er en imperialistisk udbredelse af én partikulær gruppes værdier til resten af verden, men en universalisme, der udgår fra, at det universelle er, at vi ikke er herrer i eget hus. Det er en sådan universalisme, man finder i psykoanalysen
6. maj 2006

The way things look tonight/ I need a book by Sigmund Freud/ How BRAINY he was

Frank Sinatra

Skal det siges helt kort, hvad Freud har bibragt menneskeheden, må svaret være: opdagelsen af det ubevidste og af begæret som menneskets fundamentale drivkraft. Med den tilføjelse, at det ubevidste viser sig i fortætninger og forskydninger. Og at begæret ikke er en rå naturdrift, men tværtimod nærer og næres af sprog og symboler.

Nu vil fornuftens mørkemænd allerede her indvende, at det ubevidste ikke eksisterer. Eller at vi ikke kan bevise, at det eksisterer. Men psykoanalysen vil svare, at det egentlig er lige meget. Måske kan vi ikke bevise, at det ubevidste eksisterer, men vi kan erfare, at det insisterer. I vores drømme, vores fejlhandlinger, vores fortalelser er der noget andet og mere, der taler til os, end det vi har tjek på. At tage denne erfaring alvorligt, at tage vare på dette "andet og mere", på denne fremmedhed i vores egen midte, er psykoanalysens etiske fordring.

Det ubevidste viser sig i forskydninger og fortætninger, det vil sige i sprogets yderkanter og knudepunkter. Det ubevidste viser sig (i samme moment som det skjuler sig) i sproget, og Freuds analyse af psykens mekanismer er en analyse af sprogets mekanismer. Det er derfor, Freuds Drømmetydning (1900) ikke "bare" er en grundbog i psykoanalyse, men også en grundbog i tekstanalyse.

Freud har en utrolig sans for, hvordan sproget hele tiden kommer til at sige noget andet end det, sprogbrugeren har tænkt sig at sige, og hvordan dette 'andet' klæber til de ting i sproget, som normalt ikke regnes for betydende: ordenes form, deres mønstre af klange og bogstaver. I analysen af sin egen drøm om den botaniske monografi, for eksempel, er det ikke mindst ved at følge et klangspor (fra artiskok til glaukom til kokain til Dr. Königstein), at Freud får optrevlet historien om, hvordan han drives af en trang til at dissekere moderkroppen og en kamp for faderlig anerkendelse. At han får 'optrevlet' historien er egentlig forkert formuleret, snarere får han fremskrevet den.

Freuds analyse anklages for at reducere: At føre en sprudlende mangfoldighed af fænomener tilbage til samme lille håndfuld betydninger ('penismisundelse', 'kastrationsangst', 'Ødipuskompleks'). Men når Freud praktiserer sin analyse (som i analysen af drømmen om den botaniske monografi), sker der snarere det modsatte: En enkelt sætning formerer sig gennem Freuds og sprogets associationer til et rigt og komplekst betydningsnetværk.

Psykoanalysens 'frie associationer' handler ikke om at føre mønstre tilbage til deres oprindelse, men snarere om at frisætte dem ved at arbejde videre på dem. Det er analytikerens ethos over for analysanden, ligesom det bør være litteraturkritikerens ethos over for teksten: At åbne den og give den et videre liv frem for at forklare den ud fra dens oprindelse.

Eksilet

Freud afslutter sit liv med noget, som jeg opfatter som en etisk gestus, nemlig hans bog om Manden Moses. Da han begynder på bogen i 1934, er han stadig i Wien, men vejrer nazisternes fremmarch. Da han færdiggør den, er han flygtet til London, hvor han dør i 1939. Bogen handler om eksil og gentagelse, og disse temaer indskriver sig også i bogens form og tilblivelse: Den består af tre afhandlinger, som med variationer gentager hinanden, ikke mindst fordi det, Freud skriver inden sit eksil, må skrives forfra efter eksilet.

Det, Freud vil med bogen, er at vise, at to af de ting, som den jødiske identitet er funderet på, Moses og omskæringen, slet ikke er jødiske: Moses var ægypter, og omskæringen var en ægyptisk skik, som israelitterne havde med sig hjem fra eksilet. Denne tese medfører, at det slet ikke er jøderne, der har opfundet monoteismen, troen på den ene Gud. Monoteismen er ifølge Freud en ægyptisk opfindelse, som blev indført med farao Aknaton, men afskaffet efter ham - og reddet af denne embedsmand ved navn Moses, som valgte sig et lille folk af semitiske imigranter til at føre den videre.

I en tid, hvor den jødiske identitet er truet, og hvor mange jøder ville reagere ved at bestyrke den, gør Freud det stik modsatte: Han trækker gulvtæppet væk under den, han påviser fremmedheden i dens midte. [Uden anden sammenligning ville det svare til, at Søren Krarup (der lader til at mene, at danskheden er lige så trængt i det multikulturelle Europa, som jøderne var det under nazismen) satte al sin styrke ind på at bevise, at Grundtvig i virkeligheden var tyrker.

Igen består det etiske i Freuds gestus i en form for selv-kastrering, en påpegelse af en indre splittelse, en fremmedhed i ens egen (eller ens eget folks) midte. At dette er en etisk gestus, synes den aktuelle politiske situation i Danmark at vidne om. For her har vi så travlt som aldrig før med at bestyrke identitet (den såkaldte danskhed), med fremmedfjendtlighed og nationalchauvinisme til følge. Den etiske modgift til denne identitetsstyrkende chauvinisme må være, at vi indser eksilet og den indre splittelse som eksistentielle grundvilkår. Det er disse grundvilkår, Freud i Manden Moses gør det jødiske folk til billede på: eksileret og drevet af en fremmed.

Jeg kan ikke lade være med at forestille mig, at hvis det symbolske eksil (det, at vi aldrig er 'hjemme', og da slet ikke hos os selv) blev anerkendt som eksistentielt vilkår, så ville færrest muligt behøve at inkarnere eksilet, som Freud selv måtte gøre det, da han som gammel, kræftsyg mand blev tvunget til at forlade sit hjemland. Freuds sidste gestus opsummerer psykoanalysens grundlæggende gestus. Nemlig at påpege fremmedheden midt i det allerhjemligste.

Gåderne

Psykoanalysen er en universalisme. Den hævder, at der er vilkår, der er universelle for den menneskelige eksistens, vilkår, der angår seksualiteten og døden. Der er gåder, som ethvert menneske stilles over for: kønnets gåde og dødens gåde.

Det er ikke mindst som universalisme, at psykoanalysen har været under beskydning af alle "post"-teorierne, som hævder, at universalismen er en undertrykkende maskering af de faktiske forskelle; at der er forskel på at være hvid, europæisk, heteroseksuel borgermand som Freud og sort eller kvinde eller homo eller proletar.

Men i dag er vi nået dertil, hvor dyrkelsen af den partikulære identitet er drevet ad absurdum i stadig mere partikulære sub-identiteter ('døvstumme lesbiske med middelklassebaggrund'), og behovet for igen at tænke universelt har meldt sig som et presserende politisk problem. Dels fordi dyrkelsen af den partikulære identitet har vist sin nationalpopulistiske bagside ('kristne danskere'), dels fordi den passer som fod i hose til et samfund, der gør borgerne til forbrugere, der skal kunne segmenteres i så præcise målgrupper som muligt.

Vi har brug for en ny universalisme. Det vil sige en universalisme, der ikke bare er en imperialistisk udbredelse af én partikulær gruppes (hvide, europæiske overklassemænds) værdier til resten af verden, men en universalisme, der udgår fra, at det universelle er, at vi ikke er herrer i eget hus. Det er en sådan universalisme, man finder i psykoanalysen. Det er en sådan universalisme, Freud gør sig til fortaler for, når han i Manden Moses gør sig til fortaler for den monoteisme, som et lille ørkenfolk bar med sig gennem ørkenen som et fremmedelement, en fremmedhed i deres egen midte.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu