Han havde altid lommeregneren klar i bæltet. Lige undtagen når han svøbte sig i sin nydelige kimono og gik til kollektivet nedenunder for at få et brusebad. På øverste etage i kollektivopgangen på Vesterbrogade var der hverken bad eller varmt vand. Energibesparende og klimavenligt, men lidt besværligt for en amerikaner på stressende besøg i København for at holde foredrag om, hvorfor atomkraften var noget bras og kunne overflødiggøres ved at bruge den forhåndenværende energi mere effektivt.
Det var midt i 1970'erne, dengang de færreste opfattede lommeregneren som del af den daglige påklædning. Amory Lovins, ung amerikansk fysiker med Groucho Marx-moustache og diplomer fra både Harvard og Oxford, var det nærmeste, danske atomkraftmodstandere kom en guru. Lynende skarp, altid klar til en beregning over atomkraftens elendige økonomi og med en indre energi, der var omvendt proportional med hans spinkle korpus.
30 år har ikke reduceret Lovins' omdrejningshastighed. I dag er manden, der fravalgte en karriere som eksperimentalfysiker for at blive aktivist, energirådgiver for en snes statsoverhoveder og konsulent for en stribe af de største amerikanske virksomheder. Senest verdens største selskab, detailhandelskæden Wal-Mart, der har hyret Lovins til at hjælpe med omstillingen af koncernen til vedvarende energi. Han har holdt tusinder af foredrag - blandt de seneste var en optræden på dette års World Economic Forum i Davos, hvor han talte til verdens ledende bilproducenter om sin opfindelse hyperbilen med 66 pct. reduceret energiforbrug. Han har optrådt i alverdens tv-interviews, skrevet 29 bøger og talløse artikler. Og så har han for snart 25 år siden skabt Rocky Mountain Institute, kombineret tænketank og forskningsinstitut for 'bløde energiveje', højt oppe i Colorados bjerge. Her kan blive 44 graders frost om vinteren, men det udelukker ikke, at Lovins kan drive en mindre bananplantage under instituttets glastag.
En el-regning på en femmer
"Vi har nu høstet bananer for 28. gang," fortæller han i telefonen fra Rocky Mountains.
Han siger, at det går fint på instituttet, der i dag har en stab på 50 medarbejdere, et besøgstal på 100.000 personer og et budget på syv-otte millioner dollar, som primært tjenes hjem ved konsulentopgaver for erhvervsvirksomheder, der ønsker at mindske deres klimabelastning og energiregning.
Foruden bøgerne, artiklerne og foredragene er selve instituttet i bjergene det stærkest tænkelige argument for det produkt, Lovins og hans kolleger tilbyder. Instituttets hovedbygning på knap 400 kvadratmeter er specialkonstrueret med 'supervinduer', der lukker dagslys ind, men bremser den udgående varmestråling. Belysningen kommer fra energisparepærer, der højst bruger en fjerdedel af almindelige pærers elforbrug og holder 10 gange så længe. Elektriciteten leveres af solceller, og den effektive isolering gør, at der sjældent er brug for nogen varmekilde. Instituttets centrale drivhus er stedets 'varmefælde', hvor ikke kun bananer trives, men også papayatræer og andet grønt foruden fisk, krebs, frøer og skildpadder i den lille dam.
Summa summarum skal Lovins og hans kolleger kun betale, hvad der svarer til én pct. af varmeregningen i et almindeligt hus med samme dimensioner, 10 pct. af elregningen og 50 pct. af vandregningen. Den månedlige eludgift er fem dollar, og hele instituttet er CO2-neutralt, fortæller Lovins.
Instituttet er anskuelsesundervisning i, hvad han kan levere, og netop nu er efterspørgslen så stor som nogensinde.
"Der sker et bemærkelsesværdigt holdningsskred i øjeblikket. I USA var den igangsættende faktor formentlig den erklæring, som omkring 80 evangelisk kristne biskopper og præster udsendte for nogle måneder siden. Heri anfører de i klare vendinger, at mennesket er ved at begå den blasfemiske synd at ødelægge Vorherres skaberværk, og at det haster stærkt med handling, hvis katastrofale klimaforstyrrelser skal afværges. Når først kirkerne i dette land for alvor engagerer sig og gør en sag til et moralsk anliggende, så er løbet kørt," siger Lovins.
"Jeg ser imidlertid en endnu stærkere revolutionær kraft udfolde sig et andet sted, nemlig i de store virksomheders bestyrelseslokaler. Der er tre centrale aktører, som former udviklingen i et samfund: Erhvervsliv, civilsamfund og politikere - her nævnt efter faldende effektivitet, når det gælder klimaspørgsmålet."
- Hvem er erhvervslivets grønne pionerer?
"Det klareste eksempel er virksomheden Du Pont," svarer Lovins. Du Pont, der producerer kemikalier, konstruktionsmaterialer og en lang liste af andre produkter og har en omsætning på 26 mia. dollar, formulerede for en årrække siden en klimapolitik.
"De satte et mål om i 2010 at udsende 65 pct. mindre drivhusgasser end i 1990. Fem år før tid har de reduceret udledningerne med 72 pct. samtidig med, at de har øget produktionen med 30 pct. og mindsket det samlede energiforbrug med syv pct. - en øvelse, Du Pont har tjent to mia. dollar på."
Virksomhedens indsats kan sættes i perspektiv ved at sammenligne med Danmark, der har forpligtet sig til at reducere sine 1990-udledninger med 21 pct. i 2008-12, men p.t. har klare vanskeligheder med at nå målet.
Lovins har talt sig varm, og tallene flyder fra ham som i gamle dage: "IBM har reduceret sine CO2-emissioner med 5,7 pct. årligt i perioden 1998-2004, selskabet Interface med 7,5 pct. pr. år i tiden 19998-2005 - dvs. de er allerede nede med 56 pct. - BP satte et mål for 2010 på 10 pct. reduktion i forhold til 1990. Det nåede de otte år før tid og tjente 650 mio. dollar på det."
Profitbegær og fornuft
På spørgsmålet om det er profitbegær eller global bekymring, der driver værket, svarer Lovins: "Begge dele. I bogen Winning the Oil Endgame - Innovation for Profits, Jobs and Security viser vi, at det kun koster en femtedel at erstatte al den olie, USA i dag bruger, i forhold til hvad det vil koste at købe og bruge den. Så der er saftige profitter at hente ved at slippe af med olien og beskytte klimaet."
- Så mange virksomheder er i gang. Andre tøver og klager over, at politikerne ikke udstikker rammerne, så de ved, hvad de skal leve op til?
"Rigtigt. Selv den amerikanske kulindustri, som normalt ikke fortjener betegnelsen progressiv, har i årevis i fortrolighed tigget Det Hvide Hus om en klimapolitik, fordi deres strategiske planlæggere ikke kan holde usikkerheden ud."
- Du har argumenteret for 'bløde energiveje' i mere end tre årtier. Hvorfor kommer skiftet nu?
"En kombination af høje oliepriser og et gradvist opgør med dumheden. Winston Churchill sagde: 'Man kan altid regne med, at amerikanerne gør det rette, når alle andre alternativer er udtømt'. Efter det første oliechok i de tidlige 1970'ere brugte vi næsten 20 år på at lære om energieffektivisering og derefter næsten 20 år på at glemme lidt mere end det, vi havde lært. Nu er vi så startet forfra på at lære om energibesparelser på det mest elementære niveau. Heldigvis er der en del, der husker og ikke begår de samme fejl på ny."
- Du ved af erfaring, hvor lang tid det tager for argumenter at trænge igennem. Du ved også, hvor hurtigt det er begyndt at gå med klimaforandringerne. Har vi tid nok?
"Der er kun én måde at finde ud af det på: Ved at prøve. Miljøforskeren Donella Meadows svarede på det spørgsmål ved at sige: 'Der er lige præcis tid nok, hvis vi starter nu'."
- Jeg har aldrig hørt dig fortabe dig i problemerne. Du taler konsekvent om løsninger. Er det din natur eller strategi?
"Det er bestemt strategi, men det afspejler min opfattelse, at de fleste mennesker udmærket ved, der er alvorlige problemer, men leder efter løsninger. Jeg ser ingen pointe i at spilde tiden og blive deprimeret ved endnu engang at beskrive, hvad der er galt. Vi har hver især og som fællesskab begrænset tid til rådighed, så lad os fokusere på, hvad vi kan gøre."
- For 30 år siden handlede diskussionen også om værdier, den økonomiske væksts væsen og sådan. Nu handler den om tekniske fix.
"De to perspektiver er komplementære, så begge diskussioner må finde sted. Vores arbejde fokuserer på tekniske løsninger, hvor vi kan yde et bidrag. Det holder os rigeligt beskæftigede. Vi er også optaget af den anden diskussion og søger at sætte et eksempel med vort eget liv her i Rocky Mountains, men vi blander ikke de to, for det gør folk forvirrede. Jeg er glad for, at andre bruger kræfter på at drøfte værdierne bag vort liv.
- Når du åbner Vanity Fairs maj-nummer, der er helliget den ny grønne revolution, så skifter miljøartiklerne med annoncer for forbrugerismens dyreste produkter. Oplever du ikke en vis skizofreni?
"Mennesker er komplicerede og helt i stand til at hylde indbyrdes modstridende ideer på samme tid. Men hvis flertallet endnu ikke er indstillet på mere eftertænksomme, individuelle valg, så er det så meget vigtigere, at de af os, der har noget brugbart at sige om de tekniske løsninger og om, hvordan erhvervslivet kan realisere dem med fortjeneste, skal koncentrere energien om den side af diskussionen. Så håber jeg, at andres indsats vil medføre, at de mere basale spørgsmål om, hvad vi egentlig ønsker, og hvornår vi har nok, gradvist vinder terræn. Jeg er enig med Dennis Meadows, der siger: 'Vi er nødt til at søge ikke-materielle behov tilfredsstillet ved ikke-materieller metoder. At gøre andet er både tåbeligt og forgæves.'"
- Hvad er dit råd til de regeringer, som mange i dag oplever som rådvilde og som en barriere for forandring og handling mod klimatruslen?
"At de skal lytte mere til tekniske praktikere end til økonomiske teoretikere. Praktikerne ved, at det er lønsomt at skifte - det er derfor, de gør det - hvorimod visse økonomer ligger vågne om natten og spekulerer på, om det, der fungerer i virkeligheden, nu også kan fungere i teorien," siger Amory Lovins.
Han siger en hel del mere, men til slut i samtalen hen over Atlanten er der én aktuel historie, han lige må have med.
"Texas Instruments har lige bygget en ny fabrik i Texas frem for som andre at bygge i Kina, hvor lønningerne er lave. Det gjorde virksomheden, fordi det simpelthen blev billigere i Texas, efter at vi har hjulpet dem til at spare 30 procent af kapitalomkostningerne plus en femtedel af energiforbruget og en tredjedel af vandforbruget."
