Læsetid: 5 min.

Nu kan vi godt lægge os ned og dø

Full Circle. Sådan beskriver The Raveonettes deres nye plade. Nu har de spillet sammen med dem, de ville og spillet de steder, de ville. Nu vil de bare sælge millioner af plader
25. april 2005

Han siger, han ligeså godt kunne lægge sig ned og dø, og helt ærligt så ligner han også noget, der burde gøre det. Efter en hård nat i byen sammen med gamle venner er Sune Wagner ligbleg i hovedet og trækker straks gardinerne for i det meget meget lyse hotelværelse, hvor han sammen med sangerinden Sharin Foo giver interview. Men den hårde melding om, at der ikke er mere at leve for, er ikke motiveret af et egentligt dødsønske, men bare konklusionen efter oplevelserne med at lave Pretty In Black, bandets nye album, der udkommer i dag.

På albummet har The Raveonettes arbejdet sammen med blandt andre Ronnie Spector fra The Ronettes, der i begyndelsen af 60'erne var et af de mest populære pige-popbands, for eksempel hittede de med "Be My Baby" i 1963, og også Maureen 'Mo' Tucker, trommeslageren i Lou Reeds band Velvet Underground, er gæst på pladen.

"Det var en kæmpe oplevelse at have de mennesker med. Faktisk sagde vi på et tidspunkt til hinanden: 'Nu kan vi godt lægge os ned og dø. Vi har lavet en fed plade sammen med de mennesker, der inspirerer os til at lave vores musik'," siger Sune Wagner og griner til Sharin Foo, der giver ham ret og supplerer:

"På en eller anden måde var det bare så åbenlyst, at vi skulle arbejde sammen med dem. Vores musik har altid haft meget stærke referencer til den musik, som de repræsenterer, og derfor var det ligesom at komme full circle, at de skulle med."

Hello Everybody

Men samtidig var mødet med forbillederne en ærefrygtindgydende oplevelse for dem.

"Specielt Ronnie," fortæller Sune Wagner: "Den var sgu' hård."

Sharin Foo griner og fortæller, at det vist var værst for Sune. Da talen falder på mødet med Ronnie Spector synes de begge at have glemt, at tømmermænd plejes bedst ved at forholde sig i ro og ikke tale alt for højt. Sune Wagner læner sig frem fra sofaen, og den kølige generthed, der er Sharin Foos kendetegn forsvinder.

"Sune, han var helt væk, han rystede som et espeløv," siger hun og sender ham et grin: "Jeg kan huske, du sagde: Åh Sharin kan vi ikke godt drikke nogle øl, inden Ronnie kommer."

"Og så kom hun selvfølgelig halvanden time for sent, bare for lige at øge suspensen," siger Sune Wagner.

Sharin fortæller, hvordan 60-årige Ronnie Spectors følge dukkede op et par timer før, hun selv skulle komme, og satte vand frem og fandt tøj og sørgede for, at alt var, hvor det skulle være.

"De gjorde os bare endnu mere nervøse," fortæller Sune Wagner: "Det hele lagde op til, at nu kommer der denne her person. Det studie, vi spillede i, var mest for hiphoppere. Jeg tror, vi var det eneste rockband, der var der. De her hiphoppere står i receptionen og hænger ud, og så kommer Ronnie ind. Og slår armene ud og siger: 'Hello Everybody!' Og der er jo ingen, der aner, hvem hun er. Jeg stod bare der og stirrede. Hold kæft, det er Ronnie, mand, tænkte jeg."

Med et anerkendende suk læner Sune Wagner sig tilbage i sofaen og siger: "Hold kæft, en vild dame."

På trods af nervøsiteten over at møde ikonerne, gik indspilningerne over al forventning, og Sune Wagner og Sharin Foo synes, ikke overraskende, selv pladen er det bedste, de har lavet.

Støjen er væk

Pretty in Black er meget anderledes end de første to plader. Deres sange har været præget af meget støj, og de fulgte alle en bestemt formel, der var inspireret af 50'ernes og 60'ernes musik. Tre akkorder og ikke over tre minutter lange. Også arbejdsmetoden har været anderledes. Denne gang er pladen indspillet live i studiet, og støjen er væk. Men det er stadig gruppens fascination af tyggegummipoppen og den tidlige 60'er rock, der skinner igennem.

"Vi vidste godt, at vi ikke ville lave endnu en plade, der var skrevet udelukkende i b-dur eller b-mol, men vi havde egentlig tænkt os at lægge støj og distortion på, efter vi havde indspillet sangene, men da vi lyttede det igennem lød det mere charmerende uden," siger Sharin Foo, der på dette album har lagt bassen fra sig for at koncentrere sig om sangen.

Hele bandet: guitarist og sanger Sune Wagner, sangerinde Sharin Foo, trommeslager Jakob Høyer, guitarist Manoj Ramdas og den nye bassist Anders Christensen var samlet i et studie nær Woodstock i staten New York i U.S.A, og her udviklede de sammen Pretty in Black. Tidligere har det fungeret sådan, at Sune Wagner lærte de andre sangene, og så blev der indspillet. Denne gang var det en mere fælles kreativ proces, fortæller han.

Vi fandt David

The Raveonettes historie er overraskende kort. I 2002 spillede de på spotfestivalen i Århus, og de var så heldige, at David Fricke, fra det mest betydningsfulde blad i musikbranchen, Rolling Stone, så deres koncert. 'Heldige' er måske ikke hele sandheden. Historien om hvordan David Fricke så deres koncert i Århus og senere i New York og så skrev en meget rosende anmeldelse i bladet, er i et par år blevet fortalt, som om David Fricke ved en tilfældighed 'opdagede' The Raveonettes og derved skabte grobund for deres internationale karriere.

"Vi var fra starten meget målrettede og ambitiøse, og da vi så, at David Fricke skulle tale ved spotfestivalen tænkte vi: Den mand skal høre vores musik," siger Sune Wagner.

Efter en fyring af et bookingbureau, der ikke kunne skaffe dem et job på spotfestivalen, fandt de et nyt, der kunne, og kørte så til Århus i Sharins skoda og spillede en koncert, der ifølge Sune Wagner "gik ad helvede til". Men David Fricke var begejstret, og siden da har han med jævne mellemrum nævnt bandet i Rolling Stone.

"Det var os, der fandt David og ikke omvendt," fastslår Sune Wagner.

The Raveonettes, blev med den internationale pladekontrakt med Sony/BMG, spået en stor fremtid.

Den har de efterhånden gennemlevet en god del af. Der er bare en ting, der mangler. "Vi har prøvet det der vilde liv med at spille over hele verden, møde de fede bands, spille sammen med vores helte, spille store tv-shows. Vi har ligesom prøvet alt det, der er at prøve i denne branche. Vi er selvfølgelig stadigvæk helt ekstatiske, når vi bliver inviteret til de store amerikanske tv-shows, men vi har prøvet det før. Det hele er bare gentagelser. Det, vi har lyst til nu, er at sælge helt vildt mange plader. 10 millioner. 100 millioner. Vi mangler den der opringning fra pladeselskabet, hvor de siger: 'I har sgu' lige rundet millionen'. Det kunne være fedt at prøve," siger Sune Wagner.

anbr@information

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her