Læsetid: 10 min.

'Man kan godt skrive om terror uden at nævne ordet'

Lars Frost langer ud efter dumme krav til den unge litteratur. Man må kunne forvente et vist abstraktionsniveau af læserne, mener han
19. oktober 2006

Lars Frosts generation er den generation, der var lidt for unge til at kunne deltage i Murens fald. Dét er hans stikord til signalement af den position, de forfattere, der er født i begyndelsen af 1970'erne, blev anbragt i. De kom til, "da den store ideologikrig var slut."

I sin seneste roman, Smukke biler efter krigen, skriver han et sted, at "det var som om verden stod lang og grim som dem fra tiende i rygegården og ventede med en ubehagelig overraskelse, når man endelig havde vokset sig høj nok til at nå den hylde, man ikke kunne nå sidste år."

Der er blandt andet tale om skrækindjagende sygdomme som mund- og klovsyge og 'pigelus', men "som barn er det nemt at finde noget at være bange for," kommenterer han, "det er værre, når man som voksen begynder at tænke over, hvad man reelt skulle have været bange for."

Hvis der er nogen reaktion at spore hos hans egen generation på 80'er-generationens selvbevidsthed og 90'er-generationens formbevidsthed, så må det være i en vis opblødning af dennes selvbevidsthed og selvbillede, der drejede sig om at udtrykke sig selv, mener han. Men selvfølgelig er hans egen generation sprogbevidst, er alle forfattere ikke det, spørger Lars Frost.

"Hvis vi har et problem, så er det måske, at vi læser for meget. Man kan nogle gange se, at der er blevet tænkt for meget. Det gælder om at finde en mellemting mellem at tænke for meget og for lidt, der skal også være noget at tænke over for læseren."

I modsætning til 80'er-generationen, hvor det handlede om at udtrykke sig selv, er min generation ikke så bange for at tænke en læser ind," mener Lars Frost. "Det har vist været en regel af en slags, at man ikke bør tænke for meget over, hvad læseren, skal have ud af at læse bogen, man skriver, men det er svært at lade være. Og hvorfor egentlig ikke tænke på læseren? Jeg vil jo gerne blive forstået."

Krav og regler

Han er dog i det hele taget lidt reserveret over for generationssnakken. En del af den skyldes forlagene, tror han.

"En gang imellem lægger de lidt penge til side til debutanter, et forlag sender en debutant på gaden, så synes de andre også, de må have et par stykker, og så kommer der en generation."

- Du siger, at generationen i 90'erne var formbevidst, men du er da selv yderst sprogbevidst?

"Jeg har altid prøvet at give mig selv mange begrænsninger, mange regler. Med min første bog, novellesamlingen Og så af sted til Wien, var jeg bevidst om, at det skulle være en bog, der var oplevet, set, følt og sanset, og den behøvede ikke handle om alt for meget udadtil. Nummer to, Allermest undrer de mig at vi kan glemme, er vel nærmest en konceptroman, en leg med genrerne, med traktat, essay - hele ideen om, hvad skønlitteratur er. Den er et forsøg på at sparke et argument ind i den diskussion om, hvad der er 'virkelighed' og hvilken plads den virkelighed skal have i litteraturen, som blev rejst af Jan Sonnergaard og dem, der følger i hans fodspor."

Opfylde alle krav

"Med Smukke biler efter krigen satte jeg mig som mål at opfylde alle de krav, der havde været i den litterære debat til den nye danske roman."

"Den skulle være rejselitteratur. Det var på det tidspunkt, hvor Bruce Chatwin blev genopdaget og Thomas Bobergs rejsebøger blev en stor succes. Så det kunne være sjovt at skrive en rejsebog, tænkte jeg. Desuden må jeg tilstå min uforbeholdne beundring for Jack Kerouac, den står overhovedet ikke til diskussion."

"Dernæst var den postkoloniale litteratur meget oppe. Jeg kan muligvis grave skotske, tjekkiske og tyske aner frem, men de sidste seks generationer har slægten været københavnere, så jeg var ikke i stand til at stille mig etnisk an på nogen samtidspolitisk måde.

Men jeg havde været i Island nogle gange, så jeg ville undersøge, hvordan det ville se ud, hvis jeg skrev om kolonialismen, set fra danskerens synspunkt."

"For det tredje skulle der være en handling, nogle karakterer og et engagement - alt det jeg, med Alain Robbe-Grillet, havde betragtet som uinteressant i mine foregående bøger."

Lars Frost fortsætter sin opremsning:

"Min generation er blevet anklaget for ikke at engagere sig og at have et uinteresseret forhold til virkelighedens realiteter. Derfor skulle der for det fjerde være en hulens masse meninger, og for det femte ville jeg også have, det skulle være en bog, der blev læst af mange. Jeg opdagede, at et krav til en bestseller blandt andet var, at dem skulle have en vis tykkelse. Jeg satte 300 sider som mål, det var, hvad bestsellere var på, da jeg begyndte at skrive, men inden jeg var færdig, var tykkelsen med Christian Jungersens Undtagelsen vokset til 500 sider! Det havde jeg ikke forudset."

"Endelig skulle der være noget sex, der skulle være lidt lufthavnslitteratur over det, den skulle foregå i samtiden, men også indeholde historisk stof, for den historiske roman var ligeledes populær."

"Senere kom den diskussion om forholdet mellem fakta og fiktion til, der nu har fået sin teoretiske formulering med Poul Behrendts Dobbeltkontrakten. Det havde jeg ikke tænkt på, mens jeg skrev romanen, men det er sjovt at se, at den også lever op til det kriterium."

- Man er vel nødt til at bruge sine egen erfaringer, når man skriver. Hvad skal man ellers lave fiktion på?

"Leif Davidsen mente i et avisinterview, at de unge forfattere burde rejse ud og opleve virkeligheden. Ligesom ham selv, går jeg ud fra. Jeg har ikke indtrykket af, at Leif Davidsen er særligt godt hjemme i ung dansk litteratur, men han mente, at den var blodfattig, manglede virkelighed og livserfaring. Der var med andre ord ikke tale om 'hjemmelevet' liv, hvilket åbenbart kun kan opleves i udlandet," bemærker Lars Frost tørt.

$SUBT_ON$Teenager indtil de 40

Det er nu ikke sådan at Lars Frost ligefrem er nogen hjemmeføding. Hans bøger vrimler med rejser til store dele af verden, hans seneste bog, digtsamlingen Et par dage, foregår i henholdsvis Skagen, Californien, New York, Boston, Berlin, København, Stockholm og Paris.

"Tilstanden at være turist interesserer mig, dette at stå udenfor og betragte," forklarer han.

"Hovedpersonen i min første bog har ingen virkelighed at røre ved - man kan så diskutere, om hovedpersonen søger at slippe ud af virkeligheden eller om virkeligheden ikke lader sig røre ved. Det er en meget vag hovedperson, fra min side tænkt som et tidsportræt, et generationsportræt. En manglende evne eller vilje til at kigge ud over sig selv."

- Det var vel også sådan den blev modtaget?

"Den blev nærmest opfattet som en dagbog! Åbenbart er der ikke mange, heller ikke i den litterære verden, der forestiller sig, at så ungt et menneske kan være bevidst om, hvad han gør. Dér er man åbenbart teenager, til man fylder 40."

- I Et par dage vender du nærmest den betragtende virkelighedskontakt på hovedet. Her er det virkeligheden, der vender sig væk, ikke må røres osv.?

"Der er noget af den samme problematik i den, en manglende vilje til at tage konflikterne med virkeligheden. I stedet ser han på malerier og skulpturer på museer i byerne han besøger, han læser bøger i stedet for at se på virkeligheden uden for museerne og bøgerne," siger Lars Frost. Et par dage foregår fortrinsvis på museerne i de ovennævnte byer.

"Der er en berøringsangst i bogen, men man kan ikke beskrive angsten uden at beskrive, hvad angsten gælder. Der er et politisk rum og et rum med larm og forandring, som ikke er med, som står uden for teksten."

- Du sagde lige, at man ikke kunne beskrive angsten uden at beskrive hvad angsten gjaldt?

"Meget af det, der er i en tekst, står ikke eksplicit i teksten. Der står ikke, at fortælleren i Smukke biler efter krigen er et dumt svin, der ikke lever op til sine egne prædikener, men jeg håber da, man opdager det, når man læser."

"Det har i mange år ærgret mig, når der er blevet klaget over, at vi ikke har en litteratur, der tager samfundet alvorligt, at man så ikke vender problematikken om og læser samtidslitteraturen som et udtryk for samtiden. Og i øvrigt tænker over, hvad det er man ikke forstår."

Kærlighedens realitet

- Du taler om berøringsangst, men sådan som jeg læser Et par dage, er der også megen længsel i den?

"Det synes jeg også er en fin måde at sige det på. Det er klassiske kærlighedsdigte mange af digtene i bogen. Men for at kunne elske, må man kunne håndtere kærlighedens realitet, virkeligheden uden for museerne. Og det er svært. Risikerer man ikke at kærligheden bliver en vane? Er dette virkelig toppen af, hvad man kommer til at opleve? Eller kommer der noget bedre? Man kan gøre livet forfærdelig besværligt for sig selv."

"Bogen handler meget om kærlighed, men der er også diskrete kommentarer til politik og samfundsforhold et par steder. Folk vil have anerkendelse og kærlighed og ret, står der et sted. Og Frihedsgudinden står alene på sin ø. Jeg var i New York kort efter den 11. september 2001, det klinger med, når jeg skriver om, at det må styrte sammen og at de vil sætte ild til alting, hele verden/ alt det deres fødder ikke tynger med vægten/af deres egen krop, og glemme alt om den."

$SUBT_ON$Skråsikkerhed og fornuft

- Du skal have ros for, at du ikke skriver om Ground Zero! Jeg ved ikke hvor mange turistrejseskildringer, jeg efterhånden har læst derfra.

"Det er, som om alle problemerne og alle de rigtige meninger følger gratis med i den slags skildringer. Det er nødvendigt - mere interessant og brugbart, synes jeg, at skrive om dem indirekte."

"Der var en, der beklagede sig over, at Berlinmurens fald aldrig var dukket op i dansk litteratur. Det havde Heretica-generationen ikke ladet stå ukommenteret hen, mente vedkommende."

"Men jeg synes bestemt ikke, Muren er ukommenteret. Det er vel ikke for meget at kræve et vist engagement og en vis abstraktionsevne af læseren, når man læser bøger. Så dumt behøver man vel ikke at skrive, at man kun kan skrive om terror ved at nævne ordet 'terror'."

Om det nu er et generationskarakteristikum eller om det ligger i tiden, så er der en opmærksomhed på at engagere sig i verden og at passe på sig selv og sine nærmeste, mener Lars Frost. Hvis man er oplyst og veluddannet og - "venstreorienteret på en behersket måde," så indser man, at man er nødt til at tage stilling og holde sig orienteret for at forsvare sig mod den dumhed, der florerer, siger han.

Et af Lars Frosts yndlingscitater, der skyldes Th. W. Adorno, lyder i hans parafrase: "Ingen har lyst til at forstå noget, de ikke allerede forstår."

"Men skråsikkerhed og sund fornuft er en farlig blanding."

- I radioavisen forleden blev George Bush citeret for, at hvis Guantánamo nu var kendt ulovlig, måtte loven laves om!

"Det er samme logik som jeg citerer Helge Adam Møller for i Smukke biler- at når bilisterne er lovbrydere og kører for stærkt på motorvejene, så peger det på, at reglerne bør laves om, så de højere hastigheder bliver lovlige. Det er da rigtigt, at man på den måde løser et problem, men hvad er det for et problem, man løser?"

"Tænkning er åbenbart blevet en luksus, man ikke kan tillade sig, man kan ikke tillade sig at tvivle, så er man elitær og verdensfjern, måske ligefrem udansk."

Fejlen ved Søren Krarup

Lars Frost arbejder på en ny bog, men det generer ham ikke at læse anden litteratur imens.

- Nogle synes, det forstyrrer deres egen stemme?

"Det generer mig ikke, jeg har ikke noget imod at min stemme bliver forstyrret. Det er tværtimod noget, jeg opsøger," svarer Lars Frost og fortæller, at han er i færd med at læse Søren Krarups tidlige forfatterskab.

"Han er enormt - overraskende - velformuleret og vistnok logisk konsistent, man skal helt tilbage til udgangspunktet, til hans menneskesyn og virkelighedsopfattelse for at finde fejlen. Det er hans menneskesyn, der er baggrunden for den politik, han propaganderer, og det er uhyggeligt. Man må ikke fortælle folk, hvad der er rigtigt og forkert, men på den anden side er der ikke plads til folk, der mener noget andet end ham. Efter årtusindskiftet er der pludselig en hel masse meninger, man skal være enige om."

"Hvem er det, er ikke er plads til? Jylland står halvtom, der er plads til masser af mennesker. Der er noget uhyggeligt ved selvopfattelsen og virkelighedsforståelsen i den vestlige verden."

"Der er ikke noget mere skræmmende end ting, der er gennemskuelige. Hvis man i øjeblikke af klarsyn opdager, hvad det er, folk som George Bush og Anders Fogh Rasmussen virkelig vil, er det jo forfærdende."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu