Læsetid: 3 min.

Kan vi gøre det bedre?

1. juli 1999

"Tiden er kommet til at skabe rammer for et arbejdsmarked, der giver mere plads og mere rum for hensyn til familien. Alt for mange børnefamilier lever i dag et hektisk liv, nogle
måske mere hektisk end godt er. Vi har alle set unge forældre - oftest er det jo moderen
- komme cyklende til daginstitutionen i det tidlige morgenmørke med de små søvndrukne bag på cyklen. Kan vi ikke gøre det lidt bedre?"
(Statsminister Poul Nyrup Rasmussen i sin nytårstale 1997/98)

Ovennævnte nytårscitat hører formentlig til en af de lejligheder, hvor landets statsmini-
ster allerhelst ville have holdt mund med tilbagevirkende kraft. Halvandet år er gået siden den
blandt børnefamilier mindeværdige nytårstale.
Intet er sket. De tårnhøje forventninger, statsministeren med sin tale fik skabt, er blevet grumme skuffet.
Først skulle finanslovsforhandlingerne overstås, og de bød som bekendt på hele polemikken om efterlønnen. Siden afventede regeringen forårets overenskomstforhandlinger på det offentlige arbejdsmarked. Først nu forlyder det fra arbejdsministeren, at der kommer et - ensidigt arbejdsmarkedspolitisk - udspil til august.
Det eneste, børnefamilierne siden nytårstalen har fået på det børnepolitiske område, er, at forældrenes egenbetaling for at have børn i daginstitutioner med den netop indgåede kommune-aftale er steget fra 30 til 33 procent. Og så har finansministeren bebudet, at alle skal til at arbejde mere. Dog ikke børnefamilierne, siger Mogens Lykketoft. Men eftersom børnefamilier udgør mindst halvdelen af arbejdsstyrken, hvordan skal Lykketofts regnestykke så hænge sammen?

Uden at arbejdsminister Ove Hygum endnu har bekræftet det direkte, kommer børneudspillet til august efter alt at dømme til at betyde, at forældre i fremtiden kan tage ned til seks-otte ugers børnepasningsorlov - mod nu minimum 13 uger. Forventningen er, at flere - forhåbentlig også mænd - vil gå på orlov, men til gengæld i kortere tid. Og helst uden at det koster ekstra.
Hertil begrænser regeringens visioner sig altså på det børnepolitiske område.
Ikke et ord om, at orlovsydelsen nu beløber sig til sølle 60 procent af dagpengesatsen - eller 1.615 kroner om ugen. Før skat. Man skal nærmest være bistandsklient eller millionær for at have råd til det. En undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet viste tidligere i år, at mulighederne for at tage forældreorlov er mere attraktive i lande som Sverige, Finland, Holland, Tyskland, England og Frankrig. Både hvad angår længde og ydelse.
Ikke et ord om den i langt de fleste kommuner lange venteliste på børnepasning, de ofte uindfriede løfter om pasningsgaranti eller den generelle tendens med nedskæringer over en bred kam på daginstitutionsområdet.
Og ikke et ord om de såkaldte SFO'er (skolefritidsordninger), der efterhånden helt har udkonkurreret fritidshjemmene, fordi der her ikke er regler for, hvor mange børn og hvor få pædagoger man kan proppe ind i dem. Ej heller nogen politik for det pædagogiske indhold i daginstitutionerne.
Arbejdsministerens udspil vil så vidt vides heller ikke indeholde noget bud på, hvordan det bliver gjort arbejdsmarkedets parter begribeligt, at børnefamilier skriger efter muligheder for en mere fleksibel hverdag. For eksempel i form af flere omsorgs-dage til pasning af syge børn, forskudt arbejdstid og ikke mindst muligheden for at gå på deltid. En radikal holdningsændring er påkrævet. Det er eksempelvis svært at få øje på fagforeninger, der kæmper for retten til at gå på deltid.
ER DET SÅ det så alt sammen regeringens skyld? Naturligvis ikke alene, men udspillene for en visionær børnepolitik burde vel rettelig komme herfra. Visioner om i fremtiden at prøve at modvirke de kedelige statistikker, der fortæller om: Rekord-mange selvmordsforsøg blandt børn og unge, øget ensomhed, flere med spiseforstyrelser, flere børn med indlæringsvanskeligheder osv. Måske endda visioner om noget så gammeldags som at øge livskvaliteten i børnenes hverdag.
Kort sagt ville det være velgørende, hvis de mere bløde værdier for én gangs skyld sejrede over hensynet til arbejdsmarkedets behov.
Men forældrene selv har også en stor del af ansvaret. De må gøre op med sig selv, om det er værd at arbejde ekstra for at få bil, kummefryser og charterrejse, eller om tiden ikke kunne bruges bedre sammen med børnene. CD

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her