Læsetid: 3 min.

Man kan da håbe

16. august 2003

MED 14 STEMMER for og kun en enkelt blank – Syriens – vedtog FN’s Sikkerhedsråd torsdag endnu en resolution om Irak. Døgnets gode nyhed,
tilsyneladende. En stærkere FN-indflydelse i Irak har længe været et ønske fra mange sider, fordi det er så åbenlyst, at den aktuelle situation med total amerikansk kontrol er ved at køre genopbygnings- og demokratiseringsprocessen i det besatte land af sporet. FN-fodslag om en stærkere FN-rolle lød derfor som en nyhed, der kunne tænde håbet om en fredelig udvikling i Irak.
Håbe er netop, hvad man kan gøre. For den vedtagne resolution er meget langt fra at gøre ’Operation Iraq Freedom’ til et FN-projekt og derfor langt fra en garanti for, at den stedse mere anspændte situation kan bringes under kontrol.

OP TIL Sikkerhedsrådets afstemning var situationen, at USA er stort set militært enerådende i landet. Der er omkring 150.000 amerikanske soldater i landet, 11.000 britiske og stadig under 10.000 fra alle andre lande tilsammen. USA er i irakernes øjne besættelsesmagten, der i en blanding af brutalitet, nervøsitet, udmattelse og manglende indsigt i det arabiske samfund begår fejl på fejl, overgreb på overgreb. Som da en amerikansk helikopter onsdag rev et religiøst flag ned fra en mast i Bagdad og udløste spontane optøjer, hvorunder amerikanske soldater dræbte én og sårede fire irakere.
Når sådanne episoder parres med besættelsesmagtens manglende evne til at skabe sikkerhed og skaffe irakerne vand, benzin og el (i det nordøstlige USA klarede man fredag at få elforsyningen tilbage til millioner af mennesker på få timer ...), så er det ikke overraskende, at frustrationen slår ud i voldsomme protester, der kan vokse til regulær frihedskrig eller give grobund for fundamentalistisk terrorkrig.
»Mange indflydelsesrige irakere, som i starten følte sig befriet fra et forhadt regime, har forsikret mig, at de vil gribe til våben, hvis koalitionsstyrkerne ikke snart skaber resultater,« sagde onsdag Ghassan Salameh, FN-rådgiver i Irak, til det franske Le Nouvel Observateur. Og andre – f.eks. Barham Saleh, premierminister i den kurdisk-kontrollerede del af det nordlige Irak – siger, at Irak af mange militante islamiske fundamentalister nu opfattes som den centrale kampplads, hvor krigen mod vesten skal føres. Al-Qaeda har taget ansvaret for et af de seneste bombeattentater i Bagdad, og har dermed på ironisk og skæbnesvanger vis gjort det muligt for præsident Bush endelig at få ret i sin påstand før krigen om al-Qaedas tilstedeværelse i Bagdad.
Mens situationen således spidser til i Irak, vakler også den amerikanske hjemmefront. Der kommer fortsat daglige meldinger om dræbte eller sårede soldater, og de udstationerede tropper køres så hårdt, at brevene hjem fortæller om depressioner, vægttab, selvmord, underlige sygdomme, varmedødsfald og stærk vrede over krigen. Pårørende til soldater har i denne uge sat skub i en national bevægelse med kravet om at få drengene trukket ud af Irak hurtigst muligt.

USA’s REGERING har således akut brug for aflastning og for at vinde legitimitet og goodwill både ude og hjemme ved at dele byrderne i Irak med det internationale samfund. Som beskrevet af Jørgen Dragsdahl i gårsdagens avis skal der langt, langt flere soldater, politifolk og penge til Irak, hvis indsatsen skal kunne sammenlignes med indsatsen i Kosovo.
Derfor udarbejdede USA det forslag til en ny FN-
resolution, der blev vedtaget torsdag. En ny resolution er bl.a. forudsætningen for, at lande som Indien, Frankrig og Tyrkiet vil sende tropper til Irak.
Den vedtagne resolution er imidlertid ikke en tekst, der sikrer en sådan deltagelse. Resolutionen hilser det USA-udpegede regeringsråd i Irak velkommen og sikrer en ’assisterende FN-mission’ i Bagdad, der skal understøtte en række FN-aktiviteter i landet. Resolutionen rokker derimod intet ved USA’s totale militære kontrol over Irak og over de tropper fra forskellige lande, der måtte være i landet. Resolutionen er milevidt fra at flytte ansvaret fra USA til FN, og dermed er det stadig yderst tvivlsomt, om lande som de ovennævnte vil stille op med soldater, og således yderst tvivlsomt om besættelsen får større legitimitet i
irakernes øjne.
Høgene i og omkring Det Hvide Hus spiller fortsat højt spil med freden.

jsn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu