Læsetid: 3 min.

Kan man handle sig vej ud af fattigdom?

Det globale marked for kaffe er et paradoks: Et boom af kaffenydelse i forbrugerlandene udløser en kaffekrise i producentlandene
11. august 2006

Efter udsættelsen af WTO-forhandlingerne i Doha sidst i juli har det i internationale og danske medier været grundigt debattere om, hvorvidt Doha-runden var død eller ej, om dette var godt eller skidt for udviklingslandene og om handel var bedre end støtte i forsøget på at sætte effektivt ind over for verdens fattigdom.

Det var meningen, at Doha-runden skulle finde værktøjer til udviklingslandene, der skulle sætte dem i stand til at "handle sig vej ud af fattigdom".

Blandt mange, der beskæftiger sig med udviklingslande, er det dominerende synspunkt i dag, at handel kan skabe vækst, udvikling og en begrænsning af fattigdommen. Det kan den givetvis også, men der er mange hvis'er involveret: Hvis import-afgifterne fjernes, vil sydlige produkter få lettere adgang til nordlige markeder; hvis vi ophører med at subsidiere landmænd i Europa, USA og Japan, vil det være til fordel for fattige landmænd på den sydlige halvkugle; og hvis tekniske barrierer som madvarekontrol kan overvindes, ville flere produkter fra syd komme ud på vores markeder - eller sådan lyder argumenterne i hvert fald.

Hvis disse hvis-betingelser var opfyldt, er grundantagelsen, at de fattige lande kan producere de varer eller fødevarer vi efterspørger til de standarder, vi forventer (kvalitet, kvantitet, pris, emballage, leveringsfrister). Og dette er langt fra tilfældet. Det er derfor WTO's ministermøde i Hongkong i 2005 gav større synlighed (og lovede enorme ressourcer) til aid for trade (det er uvist, hvad der sker med denne pakke, nu hvor Doha-runden er stoppet). Med andre ord, nogle lande kan handle og behøver ikke støtte, mens mange andre (fattige, ofte afrikanske) ikke kan handle uden støtte. Støtte kan bruges til at forbedre forsyningskapaciteten, lette efterlevelse af de standarder, der er gældende på forbrugermarkederne, og forbedre forretningsklima og handelsinfrastruktur. Vi befinder os ikke længere i de gamle dage med venstreorienterede tirader mod handel (støtte, ikke handel) og den modsvarende neoliberale holdning mod støtte (handel, ikke støtte). Nu hører vi i stedet aid for trade-mantraet.

Det er alt sammen meget logisk, bortset fra at mange lavindkomst-lande i årtier (og i nogle tilfælde århundreder) har produceret tropiske varer, der blev belagt med lavere afgifter, ingen eller kun lidt konkurrence fra landmænd imod nord og meget basal fødevarekontrol. Og de er stadig fattige.

Espressobarer og priser

Tag f.eks. kaffe. Det globale marked for kaffe er karakteriseret ved et paradoks: et kaffe-boom i forbrugerlandene og en kaffe-krise i producentlandene. Nye forbrugermønstre er dukket op i forbindelse med efterspørgsel efter special-kaffer: fair trade, økologiske eller endog 'fuglevenlige' kaffer. Antallet af kaffebarer er steget dramatisk. Forbrugere kan nu vælge mellem - og betale dyrt for - mange forskellige kaffesammensætninger, oprindelsesland, brygnings- og formalingsmetoder, aroma, emballage, 'socialt indhold' og atmosfære. Detailpriserne fortsætter med at stige. Selv på dagligvaremarkedet er priserne ikke faldet nær så meget som kaffepriserne i de seneste seks-syv år. Men kaffebarer sælger i højere grad en atmosfære og en social positionering end blot 'en god kop kaffe'. Kaffe-ristere oplever stigende profitmarginer. Kaffedyrkere derimod får de laveste priser gennem det seneste århundrede. Selv den seneste og beskedne stigning i internationale kaffepriser ændrer ikke den udvikling.

Flere analytikere forklarer situationen med, at der simpelthen er for meget kaffe på verdensmarkedet. Andre mener, at landmænd bliver snydt af magtfulde kaffe-ristere som Nestlé og Kraft. Men kaffeparadokset eksisterer også, fordi kaffen købt i Syd og den kaffe, der sælges til forbrugerne i Nord, i stigende grad bliver 'forskellig'. Dette sker, fordi det ikke er varekvalitet, ristere, detailhandlere, men fordi kaffebarer sælger. Det er først og fremmest symbolsk kvalitet - som brand, geografisk oprindelse, identitetsmarkører, emballage, ja selv 'social retfærdighed'.

Så selv om mere retfærdige handelsregler og aid for trade er nødvendige, er det ikke tilstrækkeligt.

Det er nødvendigt, at man i stedet for at se på, hvorfor fattige lande ikke handler, ser på, hvorfor de ikke tjener så meget på det de allerede handler med. Løftet om 'handel og udvikling' er flygtigt, fordi de globale markeder domineres af store selskaber, og fordi fattige lande stadig eksporterer varer, der kun vurderes for deres materielle kvalitet. Vigtige elementer, der mangler i debatten, er at sætte fokus på magtdynamikken på globale markeder og indført mekanismer, der hjælper sydlige producenter til at sælge symbolsk kvalitet.

Stefano Ponte er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

Oversat af Ebbe Rossander

The Coffee Paradox: Global Markets, Commodity Trade and the Elusive Promise of Development af Benoit Daviron og Stefano Ponte.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu