Læsetid: 10 min.

'Jeg kan ikke holde virkeligheden ud i bare fem minutter'

Arvesorg. Hun har hang til de mørke klassiske historier. Måske ligger det i familien. Hun var et tungsindigt barn, som ønskede sig et virkeligt problem. Imens hun drømte, skrev og fyldte hun utallige dagbøger om det at blive teaterinstruktør. Katrine Wiedemann opsætter den en klassiker efter den anden. Nu "Kirsebærhaven" af Tjekhov
23. februar 2007

Hvor er Katrine? Et blik rundt i den store Turbinehal røber hende ikke. Og dog. På øverste trin af stilladset i hjørnet ligger et menneske. Benene i sorte strømpebukser bevæger sig, kroppen rejser sig og forsvinder igen i en sort uldfrakke. Efter et øjeblik er hun tilbage i lyset. Sætter nåle i det mørke hår, så øjnene kan glimte uforstyrret. Smører læbestift, den chanel-røde af slagsen, på læberne. Instruktøren Katrine er klar, og prøverne kan fortsætte.

Katrine Wiedemann er netop nu i gang med at opsætte Tjekhovs Kirsebærhaven i Turbinehallerne. Et stykke, der handler om en aristokratisk russisk familie, hvis økonomiske ruin tvinger dem til at sælge deres elskede gods med dertilhørende kirsebærhave. Den selvlærte instruktør Katrine Wiedemann har i sin 15 år lange karriere sat mere end 40 stykker op, og er nu nået til en af de tungeste af de tunge. Russeren, som altid har stået øverst på ønskelisten. En liste, Katrine Wiedemann allerede lavede tidligt i teenageårene over klassiske stykker, hun bare måtte instruere en gang.

Og timingen for Tjekhov er perfekt:

"Den russiske familie er virkelighedsfornægtere, og vil ikke se i øjnene, at de mister deres kæreste eje. Stykket handler om at forholde sig til forandring, og se den som noget smerteligt, men samtidig nødvendigt," fortæller Katrine Wiedemann. Netop den problematik er perfekt timet, eftersom Det Kongelige Teater efter denne forestilling skiller sig af med Turbinehallerne, som Tjekhovs aristokrater skiller sig af med kirsebærhaven.

Stedet har patina, som den tilfredse instruktør siger, og et stykke, der handler om afsked, giver rummet den perfekte stemning. Personligt føler Katrine Wiedemann også med Tjekhovs persongalleri:

"Jeg forstår så inderligt godt, at de har så svært ved at sælge kirsebærhaven, og jeg forstår deres had til nutiden og fremtiden. Den ny tid ser altid flad ud i gammel tids øjne. På en måde hader jeg alt det nye," forklarer den 38-årige instruktør.

Hvis man hader forandring, er det vel fordi, det går meget godt, funderer hun efterfølgende. "Men forandring handler om tab, og livet er tab hele tiden."

Sørger på forhånd

Og Katrine Wiedemann er ifølge eget udsagn en melankolsk og nostalgisk kvinde. Da hendes mormor døde, havde hun forberedt sig på det i 10 år. Hver gang hun vinkede farvel tænkte hun, at det var den sidste. På den måde har hun altid været eminent til at være på forkant med smerten. Græder ud på forhånd og sørger på forhånd. Trods grundig forberedelse, er det bare ikke altid, at teknikken virker.

"Jeg kan altid forberede mig negativt og forsøge at kontrollere min tilværelse, så det ikke bliver så slemt, men det er jo i virkeligheden en illusion. Livet har overrumplet mig flere gange, og det er lige præcis det, jeg har imod livet. Det er så ukontrollabelt," siger hun og griner lidt, da ordene har lagt sig. Et af de største kontroltab hun har oplevet er at få børn. Hun har sammen med sin mand Nikolaj Monberg to døtre på henholdvis tre og fire år.

"Det at få børn er både værre og bedre, end jeg havde regnet med, og det har jeg ikke kunnet forberede mig på. Det er også den største udfordring i min tilværelse at være mor samtidig med, at jeg passer mit arbejde hundrede procent. Det gode er lige nu, at jeg ikke kan se, at mine piger lider under det, og mit arbejde gør heller ikke. Men det efterlader én, og det er mig. Jeg kan nogle gange tænke: hvordan skal jeg overleve det her uden at dø. Jeg er så træt efter de sidste år, men jeg i sidste ende er jeg jo afhængig af mit arbejde og en endorfinjunkie."

Katrine Wiedemann kan ikke undvære at arbejde. Da hun som 30-årig havde arbejdet uafbrudt siden sin debut med den ene store forestilling efter den anden, sagde kroppen stop, og hun tog et sabbatår. Med det resultat, at hun blev rastløs og fik en mindre depression.

Farver i overskud

Når hun tænker tilbage, har det altid været de mørke historier, der har virket dragende på hende. Da hun var yngre, ønskede hun sig problemer. Måske for at øve sig på modgangen.

"Det var nogle mørke sider af mit sind som jeg søgte. Søgte nogle ting som passede til mit sind. Det føltes som om jeg havde nogle farver på paletten, som jeg egentlig ikke burde kende til, men hvorfor gjorde jeg så det?"

Der var en værdighed i at have et problem, tænkte hun tit. Det skærper ens personlighed at have modgang, og som helt ung kredsede hun om det at få karakter.

"Jeg ville gerne have karakter, fordi jeg havde ikke lyst til at gå sovende gennem tilværelsen," siger hun.

"Der har været depressive træk i en del af min mors familie, og der er en side af mig, som genetisk er lidt mørkere. Jeg kalder det arvesorgen, tunge ting jeg føler, jeg har med mig som et ansvar, som om jeg har min familiehistorie på mig." Katrine Wiedemann stopper op. Venter et øjeblik med at forklare yderligere: "Jeg var tungsindig uden at have oplevet noget ubehageligt, ud over, at jeg var skilsmissebarn. Jeg var bare virkelig nysgerrig på alle de hårde og barske ting, der kunne overgå én i livet."

I virkeligheden kommer al den kunstneriske energi i følge hende selv fra overskud og ikke underskud. Hun er da også altid i sit barndomshjem blevet betragtet som et barn med overskud. Med sin høje figur, 1,82 meter, sit mørke hår og sine skarpe kindben ser hun stærk ud, og at 'Katrine er stærk' lå implicit i hjemmet på Bianco Lunos Allé i København.

"Katrine er altid glad, hed det sig. Jeg er høj og ser stærk ud, og er altid blevet behandlet som et overskudsmenneske hjemme i min familie. Nu får jeg afløb for min følsomhed på arbejdet, og der er jeg mere et nervevrag," siger hun og fortsætter:

"Jeg appellerer ikke altid til folks beskyttertrang, selv om jeg gerne ville," griner hun og kaster hovedet let tilbage. Retter på benene og siger så: "Men dybest set synes jeg, at jeg har oplevet nok modgang til nu at sætte pris på at blive opfattet som stærk. Min angst og uro kan jeg nu bruge i mit arbejde. Jeg synes, vi er så udsatte som mennesker, og det sindssyge er, at vi kan ignorere det. Det mærkelige er ikke, at jeg er angst. Det mærkelige er, at vi ikke sidder i et hjørne og skriger af angst. Det undrer mig vildt, at vi bare kan fortsætte vores tilværelse, vi har alle sammen en fantastisk evne til at fortrænge. Følelsen af skrøbelighed er næsten for tæt på til, at jeg kan klare den, og derfor er jeg nødt til at bearbejde den i mit arbejde."

Katrine som Mrs. Robinson

Katrine står nu på scenen sammen med to af de kvindelige skuespillere og suffløren. Hun har taget sin sorte uldfrakke af, og udskiftet den med en blå hættetrøje. Der er pause, inden næste scene skal prøves. Den, de netop har arbejdet med, er en scene med de to unge elskende, Anja og Trofímov, i Kirsebærhaven. De unge erklærer oprør mod alt det etablerede og nærmer sig langsomt hinanden. Erotisk eller intellektuelt, hvordan skal kurtiseringen være? Et problem, Katrine den sidste time har forsøgt at løse. Hun står stadig på scenen med sin kop kaffe i det hvide plastikkrus, og pludselig udbryder hun:

"Jeg så The Gradutate med Dustin Hoffman den anden dag, og det gik det op for mig, at jeg er blevet til hende den gamle, Mrs. Robinson." Hun ler, og forklarer:

"I gamle dage så jeg som regel historier fra de unges synspunkt. Nu er jeg pludselig Mrs. Robinson, som jeg altid har troet var en gammel hejre, men hun er jo på alder med mig. Pludselig kunne jeg sætte mig ind i arketypen 'den gamle kvinde'. Det betyder jo noget for, hvilken vinkel jeg skal fortælle historien ud fra. Det var også lidt vemodigt, og viste mig, at en del af mit eget liv er gået."

Men trods det, at Katrine blev vemodig ved tanken om at have mistet ungdommens trang til revolution og fuldstændig udelte begejstring over eksempelvis en fuld måne, der står op over en klukkende flod, så er det noget af det bedste der er hændt hende - at blive ældre.

"Jeg synes ungdommen var noget af det værste jeg har været med til," siger hun i ramme alvor. I teenageårene følte hun sig tilovers og utilpas i skolen. Igennem hele sin skoletid har hun kedet sig, og tegnet krusseduller i timerne. Dagdrømte om, hvad hun skulle blive til, og de samme tanker blev omhyggeligt nedfældet i en dagbog.

Kun når hun spillede teater eller på anden måde beskæftigede sig med teatrets univers, kedede hun sig ikke, og her følte hun sig heller ikke dum.

"Det var en af de eneste ting, jeg kunne blive ved med at lave, det blev jeg aldrig træt af. At spille teater og instruere mine veninder: Du kommer ind finder et brev, og så er der en, der er død, og så græder du, sådan nogle historier spillede vi hele tiden. Og jeg kunne bare blive ved," fortæller hun.

Hun begyndte til drama allerede i tredje klasse, men det var først efter studentereksamen i 1987 fra Christianshavns Gymnasium, at der bare skulle ske noget med det der teater. Hun var i et skolestykke blevet fuldstændig overbevist om, at det var instruktør hun skulle være, så hun satte sig på Det Kongelige Bibliotek og læste alle klassikerne og lavede notater i sin lille bog. Samme tid og sted blev ønskelisten over stykker, hun gerne ville sætte op en gang lavet. Endelig i 1992 fik hun sin debut efter at have arbejdet frivilligt som instruktørassistent på Café Teatret i nogle år. Hun sprang ud som instruktør med stykket Mordernes nat som 22-årig på Får302, et lille teater med kun 49 tilskuerpladser. Hun hadede sig selv for den sene debut.

For hvordan kan man være kunstner, når man debuterer så sent? Anmelderne var ikke desto mindre begejstrede i hobetal og sendte et utal af stjerner og superlativer efter hende.

Had til virkeligheden

Nu kaster Katrine bevægelser efter skuespillerne. Ikke mange øjeblikke står hun stille under dagens prøve. Alle kropsdele er på spring. Armene kun i ro, så hænderne kan samles foran ansigtet, pegefingrene placeret på læberne, mens scenens handling udspiller sig foran det fokuserede blik. I et kort øjeblik sidder hun ned på en stol, drikker en tår vand af en lille mælkekande. Glasset ved siden af bliver ikke værdiget et blik.

"Jeg har behov for at beskæftige mig med livet på den her måde for ikke at føle, at jeg drukner i det. I følelser og forvirring, afmagt. Det er et refleksionsrum, hvor jeg forsøger at forstå noget selv, og som jeg med teatret føler, at jeg kan formulere skarpere end jeg kan verbalt," fortæller Katrine Wiedemann efter, at dagens prøver er veloverstået.

"Teatret er en form for hyper-tilværelse, et koncentrat af livet. Når jeg er herinde, kan jeg kontrollere virkeligheden, og jeg kan bearbejde tilværelsen indenfor en tryg ramme, og det har jeg behov for. Hvis jeg ikke arbejder, får jeg det vanvittigt dårligt. Det er der sikkert noget kontrolagtigt over det," siger hun og smiler. Kigger ud i rummet, og vender så hovedet med tilbage med med et ryk: "Jeg vil aldrig kunne have noget med virkeligheden at gøre. Jeg kan ikke holde den ud i bare fem minutter. Selvfølgelig er jeg i den nogle gange, men jeg forsøger at undgå det. Livet kommer af og til og banker på min dør, men jeg kan ikke holde ud at se nyheder, og hvordan mennesker kan arbejde på et hospital er mig en gåde. På den måde er jeg glad for at være beskyttet fra virkeligheden, jeg skal aldrig have noget med den at gøre," griner hun.

De sidste mange år har hun instrueret den ene klassiker efter den anden, og netop klassikerne kan noget, som meget af den nye dramatik ikke kan. Med klassikerne er der plads til at eksperimentere med formen, der kan laves nye versioner. Katrines versioner.

"Der er så meget pseudoaktualitet i kulturlivet i vores tid, hvilket er en af grundene til, at jeg vil lave klassikere. Kunst skal ikke være mode, kunst skal stikke dybere. Det pseudoaktuelle ville være, hvis jeg valgte at lade det her stykke handle om muslimer. Det behøver jeg ikke, vi kan godt genkende problemerne i stykket uden, at lade det handle om muslimer. Derfor behøver jeg ikke putte det her ind i en nutidig politisk kontekst."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her