Læsetid: 6 min.

Kan et hus være ondt?

350.000 kvadratmeter minder om en grim fortid. Et en million kubikmeter stort marmormonument over diktaturet. Folkets Hus - den rumænske leder Nicolae Ceausescus palads - vækker stadig stærke følelser i Bukarest
24. januar 2007

"Åh, Ceausescus hus!," udbryder taxachaufføren endelig efter otte forsøg på at få den rette diktion på Casa Poporului. Rumæniens diktator Nicolae Ceausescus prestigeprojekt kender ethvert barn i Bukarest. Men at det skulle være 'Folkets Hus' - Casa Poporului - er de fleste taxachauffører uenige i.

"Kombinationen af kulturel og æstetisk analfabe-tisme, rigid marxist-leninistisk ortodoksi og en medfødt smag for gigantisme har skabt et altødelæggende bygningsværk," skrev forfatter og journalist Edward Behr efter sit møde med kolossen.

"En unik bygning, der på samme tid er smuk og grim, vækker beundring og afsky," skrev historiker Renta Salaci.

Og som paladset gradvist bliver større, mens man bevæger sig op ad den store boulevard, kan man dårligt andet end hengive sig til facinationen af dets blotte omfang. Præcis som tiltænkt ruller boulevarden den røde løber ud for den besøgendes møde med en 270 meter gange 240 meter stor bygning skabt af en million kubikmeter marmor. Og præcis som planlagt vil man have tal på oplevelsen, mens størrelsen i første omgang skubber alle refleksioner over dens historie på afstand.

1.100 værelser. 10 procent større end pyramiderne i Giza. Kun overgået af det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, rejser paladset sig på sin kunstige bakke 98 meter op mod himlen, fortæller turistbrochuren. Det var Ceausescus bidrag til Bukarests skyline. En gave, som byens borgere i dag lever med - med meget blandende følelser. For den 31-årige multikunstner, Stefan Tiron, giver huset kuldegysninger.

"Som den ligger der på sin bakke ovenpå resterne af den gamle by, helt afskåret fra virkeligheden omkring den, har jeg enormt svært ved bare at gå ind i foretagendet. Det skubber mig fra sig alene ved sin udformning," fortæller han.

Ny symbolsk orden

Og måske var det hele hensigten. Rumæniens diktator, Nicolae Ceausescu, påbegyndte i 1970'erne en tilbundsgående ombygning af Bukarests gamle centrum. Byen, der var kendt som Balkans 'lille Paris', skulle moderniseres, så indbyggernes fysiske virkelighed afspejlede Rumæniens kommunisme. 'Forældrene', som diktatorparret, Nicolae og Elena Ceausescu, ofte kaldte sig selv, ville skabe et rum, der gav bysbørnene en opvækst i deres ånd.

Ifølge historikeren Renata Salaci, der har forsket i paladsets historie, havde Ceausescu efter sine rejser konkluderet, at han hverken brød sig om den klassisk europæiske arkitektur eller storebror Sovjetunionens æstetiske udtryk.

Det, der kom tættest på hans ideal, var hans nordkoreanske kollega Kim Il Sung's bestræbelser på at nybygge sit Pyongyang. Men hvor det kommunistiske Korea lod en ubebygget plads lægge ryg til det nye magtcentrum, valgte Ceausescu Bukarests gamle by. En fjerdedel blev revet ned, mens byplanlæggere arbejdede på den nye by med dens nye fikspunkt: Folkets Hus.

"Havde Ceausescu blot ønsket at sætte sit eget fingeraftryk, kunne han nok have fundet en ledig plads. Men han ville udrydde tidligere tider og bane vejen for en ny symbolsk organisering," skriver Renata Salaci.

I 1984 blev titusinder sat i gang med arbejdet på det nye palads, mens den i forvejen slunkne statskasse blev tømt.

Debatten

De mange anstrengelser og ofre skabte måske kun verdens næststørste bygning, men på ét område indtager Folkets Hus sandsynligvis en førsteplads: Aldrig har debatten om noget hus kastet så mange skrevne linjer og sagte ord af sig. I julen 1989 sørgede et folkeligt oprør for, at Nicolae og Elena Ceausescu blev sat fra magten og få dage efter henrettet ved skud. I ilter revolutionsiver mente flere, at huset skulle lide samme skæbne som sine forældre. "Spræng det i luften," var en populær løsning; særlig blandt de unge, der havde stået forrest i opgøret med regimet. Mere sindige debattører mente, at huset kunne udgøre den perfekte ramme for et museum om kommunismens forbrydelser, mens de, for hvem markedsøkonomiens indtog ikke kunne gå hurtigt nok, så et symbolsk overgangsritual i at fylde salene med grønne filtborde og omdanne planøkonomiens kontrolcenter til et kasino. Men huset på bakken forblev et sted for politik. Som et symbol på det nye demokrati blev det nu døbt Parlamentets Hus, og de folkevalgte rykkede ind. Og i 2004 flyttede Bukarests Museum for Moderen Kunst ind i nyindrettede gemakker.

Et sted for kunsten?

Kan et rum indrettet efter diktaturets smag omdannes til et rum for sprudlende kunst?

Stefan Tiron finder intet kreativt befordrende ved befæstningen på bakken.

"Det er absolut nogle gode rum, og det er vanskeligt at finde plads til kunsten i Bukarest i dag, fordi fondene er små og interessen for moderne kunst stadig er begrænset," siger Stefan Tiron, der dog har svært ved at tænke pragmatisk, når det gælder Folkets Hus.

"For mig forbliver det et stærkt symbolsk ladet sted, der efterlader meget lidt rum for den åbenhed og fortolkningsfrihed, som kunsten behøver," siger han.

Sabine Hentzsch, leder af den tyske kulturinstitution Goethe Instituttet, mener, at det nye museum har en række kvaliteter, men har forståelse for, at flere af byens kunstnere er forbeholdne. Der tales nu om at udnytte et stort tomt område på den anden side af vejen til at opføre byens nye vartegn: Europas største græsk-ortodokse katedral.

"Så kommer kunsten til at ligge i en sandwich mellem politikkens og religionens magthaller. Det er ikke noget særlig behagelig position for den frie kunst," fortæller hun.

Sabine Hentzsch fornemmer i det hele taget de stærke følelser omkring huset.

"Flere af mine venner har givet udtryk for, at de bliver enormt provokeret af, at Folkets Hus altid er det første, som turister skal se i byen. Men jeg tror, andre er stolte. Alle folk har en holdning til det - og Rumænerne kan ellers ikke karakteriseres som folk, der bruger en masse tid på at forholde sig til store samfundsspørgsmål," siger Sabine Hentzsch.

Hos Stefan Tiron vækker de besøgendes fascination også følelser. Han fortæller, at han sidste år inviterede nogle elektroniske musikere fra Berlin til at komme og spille.

"Det ville de da hjertens gerne, hvis det altså blev holdt i Folkets Hus. Jeg syntes, at det var i bedste fald plat - i værste fald ignorant," siger Stefan Tiron.

Stolthed

På husets bagside står den 56- årige ingeniør Christian Teculescu og tripper ved en taxaholdeplads.

"Jeg syntes, at det er et flot hus," siger han. Han ved selvfølgelig godt, at det har kostet alt for meget at bygge det i en tid, hvor pengene var små.

"Men hvis de havde revet det ned, ville det jo være helt spildt," siger han og tilføjer med et afvæbnende grin:

"Det gør os også lidt stolte, at det er verdens næststørste bygning, og at det er et meget større USA, som hele tiden leger verdensherre, der har bygget det største."

I turistbrochuren beskrives huset indledningsvis som 'en gigant', bygget i 'diktaturets gyldne alder' og født i hovedet på en mand, der ikke kendte begrebet 'rimeligt omfang'. Men: "I dag udstiller det Rumæniens sande rigdom i sten, marmor og træ" og er "et storslået symbol på Rumæniens demokrati".

Fra skræmmende skamplet til national stolthed på en kvart generation? Det tidligere kommunistiske palads har fået en ny betydning igennem sin nye brug - i hvert fald ifølge de rumænske turistmyndigheder.

Lid til termitterne

På Husets forside blafrer den rumænske trikolore - nu uden rød stjerne - flankeret af EU's blå-gule flag og NATO's eftertragtede kompas. Gamle imperier forgår, nye alliancer skabes, men Huset står.

"End ikke en atombombe kan fjerne det hus," siger Stefan Tiron, men tilføjer :

"Måske kan naturen og tiden. I iver og med manglende sans for kvalitet skabte de et langsomt nedbrydeligt hus. Personligt sætter jeg min lid til termitterne."

Hvad der end sker, så har Folkets Hus i al sin ny-barokke vælde, måske alligevel bidraget til eftertidens arkitekter. I hvert fald kalder Renata Salaci Ceausescu for en pioner i arbejdet med at realisere utopien om bygningen, der er helt afskåret fra livet omkring sig, ligesom shoppingcentrene og Disneyland prøver at gøre i dag. "Et helt igennem kontrolleret og overvåget rum, hvor virkeligheden er ophævet og nye sociale mønstre skabt."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her