Læsetid: 6 min.

Kan man læse Inger Christensen?

1. august 2005

Brillant, overvældende, en fantastisk rigdom: Letkøbte superlativer overskygger læsningen af Inger Christensens bøger. Kan det være anderledes, når de er, som de er? Tue Andersen Nexø skriver om en levende klassiker

Hvis nogen digter i Danmark er en levende klassiker, må det være Inger Christensen. Der er Søren Ulrik Thomsen, javel, og indtil for et år siden Per Højholt. Men Thomsen er kontroversiel, og Højholt var forfatternes og akademikernes digter, kendt som figur i hele Danmark, men ikke for sine vigtigste bøger. Inger Christensen, derimod, hyldes af alle.
I denne sammenhæng bør 'hyldes' forstås bogstaveligt. Efter udgivelsen af hovedværket Det – i 1969 – er det blevet normen, at den og Christensens senere bøger omtales som helt og aldeles ekstraordinære. De er uden for nummer. De er så store, at de hverken passer ind i den danske litteraturs historie eller ind i det sprog, vi bruger, når vi diskuterer, hvad bøger handler om. De er så store, at det er svært at holde på de kritiske former. Tilbage er hyldesten og de upræcise superlativer, den slags, der hober sig op i anmeldelser og essays og alligevel ikke yder nogen retfærdighed. Følgelig – og sikkert meget mod sin vilje – har Inger Christensen i 35 år måttet indtage rollen som dansk litteraturs halvgud. Hendes bøger diskuterer man ikke. Man foretager sig henåndende fagter i mødet med dem.

Overvældet
Benovelsen kunne skyldes, at anmeldere, akademikere og de øvrige læsere ikke er Christensens digte voksne. Jeg tror, forklaringen er en anden. Jeg tror, det hænger sammen med den sindstilstand, hendes digtsamlinger venligt, men bestemt hensætter deres læsere i.
At blive overvældet, at stå over for – eller snarere midt i – noget, der er større end én selv: Det beskriver ret præcist den følelse, Inger Christensens bøger vil skabe i deres læsere. Og fordi Inger Chrisensen er en stor forfatter, er det også det, bøgerne faktisk skaber i læseren. At læse Inger Christensen er som at blive væltet omkuld med en voldsom kraft.
Tag alfabet, forfatterskabets andet hovedværk. Alfabet, som udkom i 1981, beskriver ikke, men gennemløber verdens skabelse og undergang. Det sker via rytmiske ophobninger af ord og billeder i løseligt alfabetiske lister. I en stadigt mere indviklet syntaks inddrages stadigt større dele af verden; senere går verden enten til grunde eller i stå – det er uklart, præcist hvad der sker i bogens sidste digte. Her et nærmest tilfældigt udpluk fra detottende afsnit: "… og halvmånen findes, halvsilken,/ hele den heliocentriske dis der har drømt/ disse hengivne hjerner, deres held; og huden// huden og husene findes, Hades der/ genhuser hesten og hunden og herlighedens/ skygger, håber; og hævnfloden, hagl/ under stenhimlen findes, hortensiens/ hvid, lyst lysende blå eller grønlige// søvntåger, af og til blegrøde, enkelte/ flager sterile findes" Et citat kan kun give en antydning, læst i deres helhed er effekten voldsom og utvetydig. I alfabetbetragter læseren ikke, flyder end ikke af sted på en kosmisk flod. Man rives med af den, med eller mod sin vilje.

Hengivelse
I et essay forbinder Inger Christensen sin digtning med en ambition om at lade mennesket og naturen falde sammen i én rytme. Digtet og læseren kan antage naturens former, skriver hun:"Et træ eksisterer i sin træskikkelse, og derfor kan også mit liv, eller hele min families liv kunne antage denne skikkelse. Men på den måde ikke som en sammenligning, snarere som en form der er den samme. Og som også kunne være en digtform. Og her skal former ikke betragtes som statiske, men som fortløbende processer, der indimellem tydeliggøres."
Det er nok det, Det og alfabet giver deres læsere: Verdens former som fortløbende processer. Andre digtere beskriver et meditativt eller ekstatisk øjeblik, hvor det digteriske jeg – og med det læseren – falder i et med verden. Den slags kalder man epifanier.
Hos Inger Christensen er epifanien blevet til en udstrakt, vedvarende proces. Epifanien bliver ved. Og ved. Der er ingen vej ud af den igen. Inger Christensens digte skaber udstrakte epifanier, altså. Det er derfor, hun er en stor digter, derfor, hun bliver hyldet. Det er også derfor, tror jeg, at hendes forfatterskab er så svært at diskutere. Man kan forklare det sådan her: Diskussion og forståelse behøver distance. Diskussion og forståelse kræver, at man kan løsrive sig fra det, man læser. At give sig hen, derimod, skaber – ordene er i al fald beslægtede – hengivenhed.Skulle der være noget galt med hengivenhed? Tja. At give sig hen vil også sige at overgive sig. Og at overgive sig vil også sige at underlægge sig, at lade sig dominere. Sat på spidsen: Hvis man giver sig hen til en bog, så læser man den ikke længere, i al fald ikke hvis man med 'at læse' også forstår 'at forstå', 'at forholde sig til', 'at tænke over'. Set i det lys kunne man kalde Inger Christensens bøger for dominerende digtsamlinger. De giver ikke plads til tænkende, ræsonnerende, nysgerrige læsere. I stedet overtager de læseren, vælter én omkuld, spiller på deres læsere, som man spiller på en violin. Det gør de med en frygtindgydende effektivitet: De er ubærligt smukke, de har en bogstaveligt talt tvingende skønhed i sig.

Livlige læsere
Så er vi tilbage ved denne artikels overskrift: Kan man læse Inger Christensen? Giver hendes forfatterskab – ved siden af alle dets øvrige kvaliteter – rum til en tænkende læser?
Der er i al fald plads til én af slagsen i Evighedsmaskinen, en af de tre Inger Christensen-romaner, som Gyldendal genudgiver denne sommer.Evighedsmaskinen, der oprindeligt udkom i 1964, fortæller en meget mærkelig historie om den unge mand Ulrik. Ulrik er på én gang 'Livssamfundets' frelser og en udstødt, der vandrer rundt i ødemarken, dvs. en losseplads. Parallellen til Jesus er tydelig, det samme er glimtene af en samfundssatire. Men først og fremmest er tonen i Evighedsmaskinen anderledes. Romanen er ikke overvældende, den er varieret, og det helt ned på sætningsniveau. Her f.eks. en beskrivelse af byens udkant om natten: "Her er alle de små jordlodder udleveret til mænd med familier. Netop her vokser samfundet stærkest. Her i et hjørne af haven er alle de små kålhoveder udleveret til vækst. Tappert vandrer de frem og tilbage over dødszonen, den visnede tidsel i hånden, elskede, pas på: Dén rose ved muren er på den mest naturlige måde sammenvokset med pigtråd. Samfundet er på den mest naturlige måde sammenvokset med sin ruin."
Det er ikke bare natur og kultur, der gror ind i hinanden i Evighedsmaskinen – et klassisk tema i Inger Christensen, et, man finder i alle hendes bøger.
Der er også forbavsende hastige skift fra humor til patos, fra de tapre kålhoveder til den dødszone, de vandrer i. Humoren kalder læseren til orden. Så flyder man ikke med sætningerne, tankeløs og overvældet. Man standser op: Teksten pirker til ens intellekt. For straks at gå over i et nyt tonefald. Måske kan man finde lignende passager i Det og alfabet. Det ville være værd at prøve. For der er ikke nogen tvivl om, at Inger Christensens to hovedværker hører til blandt de vigtigste i det 20. århundredes danske lyrik, men der er heller ingen tvivl om, at de som klassikere truer med at overvælde deres læsere, med at gøre dem hengivne, snarere end livlige og nysgerrige. Evighedsmaskinen er ikke en klassiker, bliver det sikkert aldrig. Men den er beboelig. Man kan læse den. Det er også en kvalitet.
taninformation.dk

Gyldendal har netop genudgivet Inger Christensens tre romaner: 'Evighedsmaskinen', (1964). 224 s., 199 kr.
'Azorno' (1967). 152 s., 199 kr.
'Det malede værelse' (1976). 144 s., 199 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu