Læsetid: 7 min.

Der kan laves så meget sjov her i tilværelsen

Livsstilslir og fattigt, kedsommeligt sprog. Henning Mortensen er godt og grundig træt af mainstream-krimiens prosapølsemodel. Selv vil han tilføre genren litterær kvalitet. For god kunst gør altså et eller andet ved os
Livsstilslir og fattigt, kedsommeligt sprog. Henning Mortensen er godt og grundig træt af mainstream-krimiens prosapølsemodel. Selv vil han tilføre genren litterær kvalitet. For god kunst gør altså et eller andet ved os
2. juni 2007

Vinstokkene stritter selvsikkert mod aftenhimlen på skråningen bag det gamle kampestenshus. De er dog endnu spæde, og Henning Mortensen plejer dem med en nybagt mors varme omsorg. I stedet for stedmoderblomster og tulipaner vil han dyrke vin. Sin helt egen vin. Og den skulle sgu meget nødig smage af Nettos papsprøjt til 15 kr. literen, forklarer han ivrigt.

Den midtjyske forfatters litterære produktion smager bestemt heller ikke af massefremstillet discountvare. Senest har han kastet sig over krimigenren, og anmelderne er nærmest boblet over af begejstring for den originalitet, der kendetegner Næb og kløer og Ræven går derude, de to første bind i Sondrup-trilogien, hvis afsluttende del er lige på trapperne.

Krimierne udspiller sig i Henning Mortensens eget lokalområde, den naturskønne egn omkring landsbyen Sondrup mellem Horsens og Odder. I en balstyrisk blomstrende, ofte gnistrende poetisk prosa gennemspilles den mildest talt utraditionelle handlingsgang. Skarver i flok og en enkelt menneskelig sjæl - tilhørende en lokal arkitekt, der ligger i koma - kredser i luften over det betagende landskab, og nede på landjorden begår diabolske unge mænd bestialske forbrydelser. En hyggeligt causerende fortæller kan ikke dy sig for at afsløre banditternes identitet for læseren, mens den snusfornuftige og ejegode Bente Møller fra Odder politi selv må forsøge at hitte rede i rodet, hvilket ikke lykkes lige optimalt hver gang.

Detektiviske problemer

Henning Mortensens interesse for detektiviske problemer går helt tilbage til barndommen. Den nu efterhånden ældre herre var dengang en skeptisk knægt.

"Jeg stolede ikke på verden, jeg stolede ikke på, hvad mine forældre fortalte mig, jeg stolede ikke på, hvad mine lærere fortalte mig, ligesom jeg senere i livet aldrig har stolet på, hvad politikerne fortæller mig. Jeg ville vide, hvad der egentlig foregik oppe på moster Bettys værelse, og jeg ville vide, hvorfor mine forældre nogle gange pludselig begyndte at tale engelsk. Hvad var det, jeg ikke måtte vide?"

Særlig var faderen en gåde for den lille Henning.

"Jeg havde ingen følelsesmæssig kontakt med min far. Vi talte aldrig om andet end vind og vejr, hvor mange søm vi skulle bruge, når vi skulle slå et bræt op, og hvor mange øl vi skulle købe, når vi tog til Tyskland for at hente bajere. Han var ikke følelsesmæssigt afstumpet, men han var ude af stand til at vise sine følelser."

Først længe efter faderens død lykkedes det for forfatteren at forstå, hvem den mand var, han aldrig havde kunnet komme ind på livet af. Han skrev romanen Tolderens sidste dage, der er et skønlitterært portræt af faderen.

"Jeg måtte sammenstykke en række oplysninger, som jeg havde fra forskellige familiemedlemmer, og til sidst lykkedes det mig faktisk at finde frem til en form for sandhed. Det var en slags detektivisk manøvre, og det var et meget spændende og nervepirrende arbejde at finde ud af, hvem min far egentlig var."

Vanemekanik

Henning Mortensen mener selv, det er nysgerrigheden efter at finde ud af, hvad der gemmer sig bag facaden, der har fået ham til at skrive krimier. Men han er godt klar over, at hans bøger ikke er helt typiske for genren. Og det er faktisk meningen. Han er nemlig godt og grundig træt af mainstream-krimien.

"Jeg mener simpelthen, man kan sige, at en mainstream-tarm snor sig gennem det kriminallitterære landskab. Den fyldes hele tiden med en meget næringsfattig fars og ender altså som en pokkers kedelig prosapølse." Metaforen får lov at hænge i luften et par sekunder. Henning Mortensen klukker lunt. Det er ikke svært at se, at forfatteren med en fortid som avantgardistisk modernist nyder rollen som rebel.

"Åbenbart kan man ikke få nok af livsstilsproblematikker, og dem kaster især mange kvindelige forfattere sig over. Men hvis man kigger på det, de skriver, synes jeg faktisk, det er lidt pinagtigt, fordi meget af det jo fuldstændig mangler litterær kvalitet. Sproget er utrolig fattigt og kedsommeligt i længden. Knapt og køligt og også håndværksmæssigt set dårligt. De fleste krimier følger et fastlagt skema, og nøjes man med det, så bliver det jo til en slags vanemekanik og i sidste ende den totale gentagelse. For det er altså begrænset, hvor mange detektiviske problemer, man kan finde på."

- Men undrer det dig ikke, at den type krimier, du nu kritiserer, faktisk sælger forrygende godt for tiden? Åbenbart har læserne ingen problemer med at fordøje prosapølserne.

"Det har vel noget at gøre med, at der er mange læsere, der ikke stiller de store krav til den litterære kvalitet, men går langt mere op i at få serveret en spændende historie. De fleste forfattere kan jo sagtens fortælle en spændende historie, selv om den er fortalt tusinde gange før, og hvis de så oven i købet krydrer den med lidt livsstilslir og sørger for selv at blive omtalt i diverse dameblade, så skal deres bøger da nok vinde popularitet. Men man bliver jo hurtig træt af dem, og hvis de ikke viser sig at gemme på skjulte kvaliteter, som gør, at deres bøger bliver bedre og bedre, tror jeg da også, de vil blive afløst af nye forfattere, der forstår at finde ind i prosapølsemodellen."

Litterær kvalitet

Når talen falder på hans egne bøger, er det som om, Henning Mortensen skifter til et højere gear. Stemmen tiltager i intensitet. Manden brænder for det, han laver.

"Jeg vil have, at krimien bliver udfordret af det rigtig sorte eventyr, at man ikke bare kører det konkrete og klarhjernede igennem, men også tilfører irrationelle momenter, som har med det eventyrlige og fantastiske at gøre. Jeg ville gerne finde frem til en eller anden balance, der kan ryste den alt for pæne mekanik, som krimien jo er blevet, både den svenske, den norske og den danske. Jeg ønsker fantasi, sort humor og poetiske kvaliteter ind i krimien. En gammel genre skal sparkes fri. Der skal ny ilt til," fastslår Henning Mortensen fyrigt og må selv snuppe en mundfuld ilt, før han fortsætter.

"Krimien skal tilføres noget af den litterære kvalitet, som jo egentlig kun meget få krimiforfattere har bibragt genren. Her tænker jeg for eksempel på Friedrich Dürrenmatt, og jeg tænker på en amerikaner som James Lee Burke, som er elev af Faulkner, og som kommer med et kolossalt sanseligt sprog."

Den gode kunst

En central figur i Sondrup-trilogien er den eventyrligt grimme konditor Johannes Kriegbaum Lind fra Hundslund, en af de mange søvnige småbyer på egnen. Johannes er vidt berømt for sine geniale kagekompositioner, men hvad ingen ved er at han i al hemmelighed spiller pik i kagedejen og monstrøse orgelværker på et instrument, han selv har bygget af cykelpumper og udtjente toiletter. I en aldeles vidunderlig scene får den selvtilstrækkelige advokat Ludwig Kaas Larsen dog efter et solidt foder af kager, kaffe og likør lov at overvære Johannes spille på sit orgel. Konditoren giver sig til at improvisere, han "udfolder sit geni som aldrig før, mens orglet fiser og hyler og knager som et spøgelsesskib i orkan". Advokaten føler sig fuldstændig grebet af den eksperimenterende musik og begynder pludselig at genoverveje en beslutning, han for nylig har truffet, om ikke at hjælpe et ungt hjemløst par fra egnen. Måske skulle man alligevel finde på et eller andet.

- Johannes Kriegbaum Lind er vel en slags kunstner. Kan han ikke netop noget af det, du efterspørger?

"Jo, ærlig talt. Det er jo ikke tilfældigt, at jeg i en kedelig by som Hundslund placerer et meget lidt kedeligt menneske som Johannes Kriegbaum Lind. At spille på det orgel er jo i sig selv lidt af en bedrift." Henning Mortensen holder inde og griner kærligt af konditoren, som han tydeligvis selv holder meget af.

"Johannes er en aldeles original kunstner, der tør sætte sig ud over reglerne, og lad os få nogle flere af den slags typer. Ikke bagere selvfølgelig, men forfattere. Der kan laves så meget sjov her i tilværelsen, og jeg mener altså også, det er det, man skal gøre, når man arbejder med krimien."

- Det er som om, Johannes med sin musik gør noget ved Ludwig, vækker en slags medmenneskelighed i ham. Har du en tro på, at kunsten kan rokke ved vores bevidsthed, hvis den så at sige tør være rigtig kunst?

"Kaas Larsen er jo en noget meleret person, som jeg elsker, fordi han på én gang er sådan et røvhul og samtidig påvirkes følelsesmæssigt af denne fantastiske musik. Jeg mener, det kan være svært at tale om den politiske kunsts virkningsfuldhed, men jeg tror, at kunsten som sådan, den gode kunst, har en særlig virkning, fordi den levendegør mennesket. Og i det øjeblik, mennesket levendegøres, er muligheden for ændringer selvfølgelig til stede."

Den flyvende gris

Sidst på sommeren udkommer tredje del af Sondrup-trilogien, Rita Korsika, der er opkaldt efter den fantastiske, flyvende gris Rita med kunstnernavnet Korsika, en gris, der ifølge sin skrivende skaber spiller en central rolle i romanen. Informations udsendte har fået refereret enkelte scener, og alt tyder på, at Henning Mortensen heller ikke denne gang har tænkt sig at skrive prosapølse på menuen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu