Læsetid: 4 min.

Kan en minister ikke få lov at brokke sig over DR?

Er det rimeligt, at ministre, folketingsmedlemmer og andre, der er valgt til betydningsfulde poster i samfundets tjeneste, skal være berøvet muligheden for at bruge den ret til at ytre sig, som alle vi andre har, når vi føler os urimeligt eller fejlagtigt behandlede i pressen?
27. oktober 2006

Diskussionen kom atter frem, da indenrigsministeren for nyligt skrev til DR's ledelse og beklagede sig over den måde, DR i en udsendelse havde kommenteret stridighederne om den kommunale økonomi i kølvandet på struktur- og udligningsreformen på. Sagens materielle substans vil jeg i denne forbindelse lade ligge. Lad os bare for argumentets skyld antage, at ministeren havde ret, og at DR havde udtalt sig fejlagtigt i et spørgsmål inden for ministerens ansvarsområde. Skulle han have bidt sin utilfredshed i sig, eller er det helt i orden, at han straks henvender sig på det niveau i DR, hvor ministre nu engang færdes, altså i et brev eller en mail til nyhedsdirektøren eller generaldirektøren? Det har der efterfølgende været sagt og skrevet en del om. Og ikke uden grund, for det er ikke sådan lige til at afgøre, om det er en harmløs anvendelse af ministerens almindelige ytringsfrihed. Eller om hans ganske særlige position gør, at der er uller i mosen.

Lad mig prøve at belyse spørgsmålet med et sidelys fra en helt anden sag. Formanden for Folketingets retsudvalg, Peter Skaarup, blev for et stykke tid siden kritiseret for at blande sig i verserende retssager på en måde, der kunne risikere at antaste domstolenes uafhængighed. Da kritikken blev massiv, trak han i land og sagde, at han for fremtiden ville afstå fra at udtale sig som udvalgsformand i sådanne spørgsmål. Det fik stormen til at lægge sig, selvom man måske kan undre sig over, at et sådant symbolsk hamskifte vil mindske risikoen for, at udtalelser fra borger Skaarup skulle blive tillagt samme retspolitisk forvridende effekt som dem, der kom fra hans navnebror i formandsstolen.

Sagen tjener til at illustrere, at vi alle tillægger kasketten på politikerens hoved en særlig betydning. En af partiets jagede kredsformænd, hvis frihed til kritiske ytringer der ellers er snævre grænser for, havde sikkert fået anderledes frit løb i et angreb på domstolene. Hvorfor må Skaarup så ikke? Svaret er ret enkelt. Risikoen for at domstolene på grund af kritik fra en DF-kredsformand skulle føle sig bragt under politisk pres for at idømme hårdere straffe er til at overse. Det er den ikke, når det er formandskasketten fra retsudvalget, der sidder på hovedet. Og det var alene den principielle risiko for, at der kunne blive tale om magtfordrejning, der fik de øvrige udvalgsmedlemmer til at rejse børster, ikke en konkret vurdering af, om dommerne rent faktisk følte sig under pres.

Den potentielle risiko for at opleve pression vil altid være større, jo mere magtfuld en position dens kilde formelt eller reelt beklæder. Lettest er det at se, hvis der er tale om et direkte ansættelsesforhold. Så er det snarere instruktion end pression. Men risikoen for en mere tvivlsom påvirkning eller pression kan også være til stede uden et sådant formelt afhængighedsforhold. Det var tilfældet i sagen med Peter Skaarup og ville f.eks. også gælde, hvis videnskabsministeren henvendte sig til rektor ved Århus Universitet og klagede over en professor, der skrev kritiske kronikker om hans fusionsplaner for universiteterne.

Hvad så med indenrigsministerens mail til DR's ledelse? Her er der jo hverken tale om et formelt afhængighedsforhold eller om den blødere variant, hvor den, ministeren har henvendt sig til, arbejder inden for hans virkefelt. Selvom indenrigsministeren sidder i en regering, hvis holdning til DR ikke er ligegyldig, så har han i den daglige praksis intet som helst at gøre med DR. Hvad kan problemet så være - hvis der overhovedet er et problem?

Men der er et par spørgsmål, der kan give anledning til tvivl. Hvorfor sætter en travl minister sig selv til tastaturet i stedet for at få en pressemedarbejder til at påpege fejlen over for DR? Var det i en forventning om, at en henvendelse fra ministeren selv ville gøre mere indtryk? Man kan vel også spørge om, hvorfor ministeren sendte DR's topledelse en mail i stedet for som Peter Skaarup at gå offentligt ud med sin utilfredshed, så han kunne være sikker på, at alle fik det at vide. Disse spørgsmål kan give anledning til tvivl om, hvad der egentlig var ministerens ærinde. Er der tale om et bevidst pressionsforsøg eller blot om en meget forståelig spontan reaktion fra en sur minister? Løkke Rasmussen er ingen Berlusconi, men DR's redaktionelle uafhængighed af statsmagten er et af de mest sårbare led i hele public service-konstruktionen. Derfor er enhver tvivl - uanset om den er berettiget eller ej - problematisk.

Cæsars hustru, Pompeia, huskes af de fleste kun fordi ægtemanden krævede af hende, at hun end ikke måtte kunne mistænkes for utroskab. Et helt urimeligt krav vil de fleste af os synes. Men Pompeia var ikke hvem som helst. Det er en indenrigsminister heller ikke. Alene risikoen for, at der kan opstå tvivl, kan være grund nok til at lægge bånd på sin frihed til at ytre sig.

PS: Efter afleveringen af denne kommentar til redaktionen har statsministeren den 25. oktober kritiseret DR's dækning af hele denne sag for at være ensidig og har taget indenrigsministeren i forsvar. En bedre illustration af, hvor relevant den rejste problemstilling er, kan man næsten ikke tænke sig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu