Læsetid: 5 min.

'Nu kan man møde kunsten i øjenhøjde'

Museumsdirektør Jens Erik Sørensen fra AroS giver Tom Jørgensen ret i, at en ny kunst henvender sig til sit publikum og har gjort op med sin tunge filosofiske last. Men her er der ifølge to kritikere tale om en fejlagtig forenkling af kunsten
28. februar 2007

Kunsten har været belastet af indhold, hvis man læser de indlæg, som Tom Jørgensen har fremført i denne avis, og som i aften ender med en paneldebat på Kunstakademiet i København. Samme holdning gør sig gældende for direktøren på nok Danmarks mest succesrige kunstmuseum i disse tider, AroS Århus Kunstmuseum.

Men kunsten er ikke enten eller - men både og. Dét burde være Tom Jørgensens udgangspunkt, mener både Frederik Stjernfelt, professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet, og kunsthistorikeren Rune Gade fra Københavns Universitet.

"Jeg bliver altid meget træt, når jeg møder et program, som hævder, at kunsten skal noget bestemt. Kunsten er et paraplybegreb. Der er ikke en definition på kunsten, og derfor heller ikke på funktionen," pointerer Frederik Stjernfelt.

Men Tom Jørgensens påstand om ny, mere tilgængelig kunst bakkes dog op af Jens Erik Sørensen.

"Langt hen af vejen er jeg enig med Tom Jørgensen. Faktisk har jeg tænkt mange af de tanker, som han frem-fører. Det er som om, at kunsten er ved at gøre op med de akademiske dogmer, som kunsten længe har bygget på," forklarer Jens Erik Sørensen.

Kunst og kommunikation

Der er tale om en ny kunst, som også præger kunstscenen internationalt, og som har fået en ligefremhed, der ifølge Jens Erik Sørensen minder os om det at være barnlig og i højere grad styret af fantasien. Og først og fremmest vil den i dialog:

"Den nye generation af kunstnere arbejder med en ny dimension, som hedder 'kommunikation'. Og det er ikke bare i Danmark. Det er en verdensomspændende trend. Værket skal 'fungere' i en sammenhæng. Kommunikation er blevet en del af kunstpraksissen."

I Jens Erik Sørensens øjne bliver kunsten heller ikke udhulet af dette fokus.

"Jeg synes i højere grad, at den nye kunst taler til alle sanser - og ikke bare intellektet. Det bedste eksempel er jo Olafur Eliasson. Han er jo en kunstner af den nye tid, hvor kunsten ikke fungerer uden vores tilstedeværelse som mennesker. Kunsten er først interessant, når den mødes af publikummet," forklarer museumsdirektøren.

Kunst og øjenhøjde

Han pointerer, at netop kunstnere som Kathrine Ærtebjerg og Julie Nord møder deres publikum.

"De tager os med ud i et drømmeunivers. De giver os lov til at være barnlige, selv om vi er voksne. Det interessante er, at vi dyrker vores børn som aldrig før, men samtidig vil vi gerne fastholdes i en position som evigt unge. Forever Young, som Bob Dylan sang," kommer det med et smil fra Jens Erik Sørensen.

Men han er heller ikke af en kunstrace, som synes det er evigt interessant at se på en udlægning af en gammel fransk filosof eller teoretiker, indrømmer han.

"Jeg lever lige nu og her, og det gør kunstnerne altså også. Så må man spørge, hvad det er man gerne vil dyrke. Den nye kunst markerer en ny periode. Og som museumsmand synes jeg, at det er interessant, når tingene rykker sig, udfordrer og tiltaler et stort publikum. Og det ser vi nu. Man er begyndt at kunne møde kunsten i øjenhøjde uden at blive afskrækket. Den taler dit sprog, og jeg synes ikke, man skal fordømme den på grund af sin manglende filosofiske tyngde."

Kunst og barnlighed

"Jeg synes, det er en barnagtig holdning, at fantasien går ind og befrier kunsten. For i mine øjne spiller fantasien en rolle ved ethvert kunstværk, uanset hvilken skole det tilhører," lyder modtrækket fra Frederik Stjernfelt.

Men der er i hans mening tale om en velkendt figur.

"Det er udtryk for en kritiker, som gerne vil være talsmand for et generations-oprør. Det er Georg Brandes og det moderne gennembrud, Torben Brostrøm og tressermodernisterne. Det er en figur, vi kender."

Figuren optræder ifølge Stjernfelt, når der er en tendens, som har brug for et modtræk, eller når der er et meningsfællesskab imellem en kritiker og en gruppe af kunstnere. Men ingen af disse præmisser er på banen her.

"Tom Jørgensen har jo ingen meningsfæller blandt de kunstnere, han taler for, så han figurerer på en måde som klovn uden publikum, eller hvad man nu skal kalde det?"

Tom Kristensen sondrede engang, fortæller Frederik Stjernfelt, imellem de to figurer: anmelderen og kritikeren, hvor det var typisk, at man startede som en kritiker med et særligt program, og endte som en anmelder, fordi man med tiden modnes og indså, at programmet nok ikke var det eneste i verdenen. Tom Jørgensen har kun ét program, hvis man spørger Stjernfelt.

Kunst og mangfoldighed

Han mener ikke, det er kritikerens opgave at sortere i den mangfoldighed, som kunstscenen er præget af for at fremhæve noget særligt.

"Jeg hylder en æstetisk pluralisme og kan simpelthen ikke spise præmissen, hvor man skal vælge imellem den kedelige teoretiske kunst og den djærve livsbekræftende kunst, han taler for."

Samme mangfoldighed savnes af Rune Gade, som er kunstkritiker og kunsthistoriker ved Københavns Universitet.

"I denne diskussion antager man, at der er én kunst og ét kunstpublikum, og sådan er det ganske enkelt ikke. Indenfor kunstfeltet er der en masse offentligheder, som orienterer sig imod forskellige kunstformer, og for hvem det er meget forskelligt, hvad der er tilgængeligt, hvad der er godt, og hvad der er dårligt," forklarer Rune Gade.

Det triste ved Tom Jørgensens kunstkritik er i følge Rune Gade, at han gør det samme, som han gjorde i slutningen af 90'erne med serien Statens klike for kunst i Ekstra Bladet.

"Han peger på nogle helt bestemte strukturer indenfor kunstscenen, som han anser for at være lukkede, og her mere specifikt Kunstakademiet, og hele tiden på et meget insinuerende niveau, hvor ingen bliver nævnt ved navn."

Kunst og demokrati

Men spørgsmålet er også, om Kunstakademiet kan være andet end lukket, spørger akademikeren. For Kunstakademiet har sit sprog, sine traditioner og teoretiske grundlag, som er funderet på en lukkethed, en elitarisme. Der er jo grænser for, hvem der bliver optaget, siger Rune Gade.

"Kunsten er i det hele taget ikke et demokratisk anliggende. Der er altid nogen, der bliver holdt udenfor. Selv om størstedelen af Danmark er enig med Tom Jørgensen, betyder det jo ikke, at han har ret," understreger Rune Gade.

Han synes, det er usagligt at bruge så generaliserede vendinger inden for kunsten.

"Her er der tale om en dagsorden, som taler om en ny tilgængelighed, som så samtidig peger på, at der har været en utilgængelighed på færde tidligere. Men jeg vil pege på, at der til enhver tid er både tilgængelig og utilgængelig kunst, og i sidste ende må man så spørge, hvad det betyder at være tilgængelig, og hvem kunsten er til for?"

Det er kunstkritikkens opgave at kritisere kunsten, men Tom Jørgensens kritik er ikke nutidig ifølge Gade.

"Han kritisrerer netop noget forhenværende, som han så placerer en nutidig tendens overfor. Han kritiserer en fortidig kunst og går i brechen for en kunst, der i forvejen har det godt."

I aften afholder Information debatmøde på Kunstakademiet i København under overskriften: Kunst for lukkede døre. Læs mere om arrangementet på luftskibet.information.dk/live - hvor du også kan hente og printe en gratis særudgave af 15:15 med de vigtigste artikler fra kunstdebatten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu