Læsetid: 4 min.

Vi kan næsten ikke vente

13. august 2003

FORBUNDSSTATEN kommer, den danske suverænitet er i fare, og danskerne er slet ikke klar over, hvor galt det står til. De vil få et chok, når de finder ud af, hvor lidt der er tilbage af den danske selvstændighed efter et eventuelt ja til EUs nye forfatning ved folkeafstemningen næste år.« Sådan lyder i korthed den noget overraskende advarsel og analyse fra Torben Lund, medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokraterne, som Politiken bragte ud til en bredere kreds i går, efter at den nyfødte skeptiker havde lagt en lang og omfattende kritik af EU ud på Europa-Parlamentets hjemmeside.
Lund – som ikke genopstiller, og som mestendels har gjort sig bemærket gennem en række temmelig trættende personlige konflikter med sine socialdemokratiske gruppefæller Freddy Blak, der som bekendt blev ekskluderet af partiet, og Helle Thorning-Schmidt, hvis stærke EU-engagement er velkendt – siger, at vi er bare »fem procent« fra forbundsstaten med den nye traktat, så det står slemt til.

DE MÅ have haft svært ved at få armene ned af glæde i Dansk Folkeparti og Enhedslisten i går.
Og samtidig må man gætte på, at Socialdemokraterne har svært ved at se komikken. Hvilket også fremgik af en sammenbidt EU-ordfører Henrik Dam, hvis kommentar til Lund i går var, at Lund »må mene, hvad han vil, men jeg håber, han vil tænke sig om.« Samtidig erklærede han sig rituelt »fuldstændig uenig i Torbens analyse, som kan tilbagevises område for område.«
De har det ikke let i det parti. I årevis har ledelsen kæmpet med skeptikerne i græsrøddernes rækker. Både Lykketoft og Nyrup har stridt sig gennem begejstrede budskaber om det EU, som skulle styre de internationale kapitalbevægelser, beskytte arbejdstagerne mod den uregulerede globale markedsøkonomi og sikre områder som ligeløn, arbejdsmiljø, forbrugerbeskyttelse og hvad har vi.
Så mange møder i kedelige partiforenings-lokaler, så mange kopper kaffe i halvtomme forsamlingshuse – blot for at blive underløbet af Lund, der ikke var nogen imponerende politisk ordfører og, som visse måske husker, blev spidskandidat efter en af de utallige politiske studehandler mellem fløjene. Ak ja.

I FOLKEBEVÆGELSEN mod EU var man i hvert fald glad – også for en Gallup-undersøgelse, der viser, at 53 procent af danskerne ikke vil have en fast præsident for EU og 59 pct. ikke ønsker sig en EU-udenrigsminister. Medlem af Europa-Parlamentet for bevægelsen Ole Krarup udsendte fluks en pressemeddelelse, hvori det fremgik, at han »så frem til« folkeafstemningerne til næste år, og at det i den nuværende situation, hvor så mange borgere er kritiske over for EU, var ekstra glædeligt, at »flere og flere politikere tør åbne munden og udtrykke deres bekymringer om og kritik af EU-grundloven… som min kollega i EU-parlamentet, socialdemokraten Torben Lund, har gjort det.«
Og herligt er det da – udsigten til at forfatningen falder, EU sander til i lange, komplicerede forhandlinger med institutioner, som ikke fungerer, og store medlemslande, der efter et stykke tid vil beslutte sig til i stigende grad at ignorere samarbejdet og lave aftaler med hinanden uden de små lande, som de i irriterende grad har været nødsaget til at lytte til så længe den store europæiske kompromismaskine fungerede.
USA har jo længe foretrukket at tale med Tony Blair alene, og ikke givet meget for det EU, som ikke havde orden i eget hus. Washington kan blive bekræftet i, hvad man i forvejen aner, nemlig at europæerne er ude af stand til at håndtere klodens store problemer al den stund, de ikke engang kan håndtere sig selv og skrive en skaldet forfatning.
Og herhjemme har vi jo Folketinget, som kan sikre danskerne job, pensioner, efterløn, arbejdsløshedsunderstøttelse, skoler, børnehaver og sygehuse i en strid strøm, hvis altså bare man kunne blive fri for al den indblanding fra EU.

AT FORMÅLET med den nye traktat er at gøre EU-lovgivningen mere enkel og demokratisk i respekt for de nationale og politiske realiteter; at EU slet ikke aspirerer til at blive en stat, men med traktatudkastets egne ord er: »en europæisk union som medlemsstaterne tillægger kompetencer for at nå fælles mål, og på visse områder bliver en juridisk enhed, som selv kan handle, mens den på andre vil forblive en ramme om staternes samarbejde,« skal ikke forstyrre EU-skeptikernes glæde.
Må vi ikke blot herfra smide et enkelt spørgsmål på banen: Når nu EU er faldet godt og grundigt sammen – hvilket naturligvis er lidt ærgerligt for alle de øst- og centraleuropæiske lande, som lige har brugt så mange politiske kræfter på at komme med i foretagendet, men lad det nu ligge – hvad er det så, vi skal have i stedet for? Er det alle skytter sig selv? Er det FN, WTO, NATO, OSCE, Nordisk Råd, eller er det sådan, at vi skal genopfinde EU, som det af og til lyder fra visse skeptikere? Hvis det er det sidste, kan vi så i det mindste ikke vente til hedebølgen i Europa er overstået.

AG

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu