Læsetid: 5 min.

Kan ord dræbe?

Halvdelen af Koranen rummer så forfærdelige passager, at den bør forbydes, mener nogle, men problemet ved at forbyde ord er, at det kun bidrager til fetichdyrkelse af dem
3. maj 2007

Julius Streicher, redaktøren af Der Stürmer og andre antisemitiske publikationer, blev i 1946 henrettet efter at være kendt skyldig i forbrydelser mod menneskeheden. Hans forbrydelser bestod alt overvejende af ord, hadefulde ord, der absolut ydede deres bidrag til at retfærdiggøre massemord.

Det er en almindelig antagelse, at ord kan dræbe. Og dette er velsagtens også baggrunden for, at den højrepopulistiske hollandske politiker Geert Wilders for nylig udtalte, at såfremt muslimer ønsker at bo i Holland, "bør de rive halvdelen af Koranen i stykker og smide den ud."

Der er da heller ingen tvivl om, at Koranen - i lighed med andre gamle religiøse tekster - indeholder ganske grumme passager om det voldelige endeligt, der er tiltænkt de såkaldte 'vantro'. Ganske på samme måde som jøderne under deres påskefest beder til Gud om at nedkalde sin vrede over alle, som "ikke kender Ham", eller som når kristne fuldt og fast tror på, at en plads i Helvede står klar til dem, som ikke deler deres tro. Så vist findes der muslimer, som tror på, at drab på 'islams fjender' kan retfærdiggøres. Men er Koranens ord virkelig den væsentligste årsag til den politiske vold, der i Mellemøsten og Europa begås i islams navn?

En passende balance

Ja, vil bogafbrændere og andre med forkærlighed for fetichdyrkelse af ord, hævde. Men her er der grund til skepsis.

Sandt er det, at islamistiske terrorister bruger Koranen til at retfærdiggøre deres morderiske handlinger, men de egentlige grunde til deres hellige krig er politiske, ikke teologiske. Deres hovedfjender er de sekulære diktaturer i Mellemøsten, som de betragter som korrumperede af et dekadent og sjælløst Vesten.

Denne store revolutionære sag udøver selvfølgelig en vis påvirkning på forurettede muslimer i Europa, men at censurere Koranen vil ikke på nogen måde kunne ændre på dette. Uden at ville krænke Koranen - eller den jødiske Haggadah, hvori førnævnte påkaldelse af Guds vrede stammer - med denne sammenligning forekommer det mig oplagt her at drage en parallel til voldsfilm og pornografi, som også kan rumme hadefulde budskaber. Men føres nogen mennesker virkelig til at begå kriminelle handlinger af at blive udsat for sådanne budskaber? Formentlig ikke.

Der findes uendeligt mange hadefulde og voldsforherligende ord i romaner, operaer, teaterforestillinger, kirker, moskeer, tegneserier, radiotalkshows osv. osv. Vi må nødvendigvis finde frem til en passende balance imellem vores ønske om en vid ytringsfrihed og hensynet til at beskytte vores samfund imod potentiel vold.

De fleste demokratier, USA indbefattet, har love, der forbyder brug af ord, der opfordrer til vold. Man har således ret til at ytre, at man hader islam. Derimod må man absolut ikke sige, at man hader muslimer og synes, de burde slås ihjel. Nogle demokratier, såsom Frankrig og Tyskland, har også i deres love udtrykkelige forbud imod anstødelige anskuelser såsom Holocaust-benægtelse, selv om disse ikke rummer voldstilskyndelser. Flere lande har også love, der forbyder at forhåne mennesker på baggrund af deres race eller tro. Og nogle religioners teologer udfolder den allerstørste akrobatik for at om- eller vækfortolke deres helligteksters mest dystre skriftsteder - mange moderne versioner af Haggadah udelader således omtalte krænkende passage.

Man kan imidlertid også gå for vidt ad dette spor. Hvis vi bortcensurerer alt, der har krænkelsespotentiale, undergraver vi vores ytringsfrihed.

Overdreven hensyntagen

I en nylig opsætning af Tryllefløjten i New York udelod den ledsagende engelske oversættelse af librettoen, som blev sunget på tysk, alle referencer til kvinder og til fangevogteren Monostatos' sorte hud, der kunne opfattes som nedladende. Dette er et skoleeksempel på overdreven hensyntagen - det lå Mozarts librettist, Emanuel Schikaneder, ganske fjernt at ville tilkendegive ringeagt over for kvinder og sorte.

Nogle muslimske fanatikere er af den overbevisning at, enhver 'krænkelse' af Profeten skal mødes med hellig krig og må medføre døden for krænkeren. Alligevel vil det være helt urimeligt at beskylde Salman Rushdie eller Jyllands-Postens karikaturtegnere med forsæt at anstifte til vold.

Dér, hvor Geert Wilders og andre, der vil forbyde dele af Koranen eller andre tekster, begår den afgørende fejl, er, når de nægter at inddrage konteksten. Det er ikke kun et spørgsmål om, hvilke ord der udtrykkes, men også om, hvem der siger dem, hvor, og til hvilket publikum. En jødisk vittighed, der latterliggør jøders pengegriskhed, lyder f.eks. helt anderledes, hvis den kommer ud af en tyskers mund. Ligesom det gadesprog, sorte rapkunstnere betjener sig af, får en anden klang, når en højreradikal, hvid radio-talkshow-vært tager det i sin mund. Og ligesom de voldsfantasier, som heavy metal-rockgrupper besynger, ville være langt mere foruroligende, hvis de blev fremsagt af en højtstående politiker.

Det forbudte lokker

Når vi diskuterer om hadefulde ord bør forbydes, må det altså være helt afgørende at kunne påvise, at de er formuleret med det forsæt at fremkalde vold, og at de ydermere har betydelig risiko for at gøre det.

At bandlyse eller bortcensurere historiske tekster forekommer meningsløst, eftersom de jo altid kan kontekstualiseres i forhold til den tid, hvori de blev skrevet. Selv om læsning af Mein Kampf kan siges at have ført til massemord i fortiden, er det meget usandsynligt, at noget lignende skulle gentage sig. Samtidig er tyskerne dog mere berettigede, kan man mene, til at forbyde netop denne bog end briterne er.

Der er selvfølgelig et problem med troende, som betragter gamle tekster som Guds åbenbarede, universelt gyldige ord. Men i stedet for at forbyde eller censurere bøger, burde vi fokusere på, hvordan de bruges. Viser det sig så, at de bruges til at anspore til vold, er de personer, som gør sig skyld i dette, at betragte som forbrydere, som retsmyndighederne og loven må tage sig af.

Problemet ved at forbyde ord er, at dette kun bidrager til fetichdyrkelse af dem. De, som overtræder forbuddet, kan altid hævde at være martyrer for deres tro, men også for ytringsfriheden. Desuden får det forbudte jo gerne noget særligt tillokkende over sig. USA's forfatningsmæssigt garanterede ret til at ytre stort set alt gør mange amerikanske borgere relativt tilbageholdne - og måske også for tilbageholdne - med at gøre brug af samme ret. På samme måde som med det fortærende begær efter pornografi, synes den uimodståelige trang til voldsomme ord at vokse, når sex eller ytringsfrihed ikke er umiddelbart tilgængelige.

Ian Buruma er hollandsk-britisk forfatter

© The Wylie Agency og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her