Læsetid: 4 min.

Kan penge vaskes grønne?

Og kan kampen mod terror flyttes over mod den virkelige terror?
16. juni 2006

I tirsdags slog Bjørn Lomborgs efterfølger som direktør for Institut for Miljøvurdering, Peter Calow, vidunderligt velgørende fast her i bladet, at "Grøn revolution er ikke gratis". Et indlæg, der også kan opfattes som en - mild ironisk - kritik af Informations, herunder Frie Ords, hidtidige fremhævelse af Den Ny Grønne Revolutions tre grupper af aktører: "For det første de teknologibegejstrede. Det er typisk naturvidenskabelige forskere og eksperter. Tænk, når vi får vaskemaskiner, der skruer op og ned for strømmen, alt efter om vinden blæser og vindmøllen drejer. (...) For det andet er der den politiske bølge: Hillary Clinton, Al Gore og Connie Hedgaard, (...) ifølge Information sover den danske regering dog troligt videre. Og mens regeringen sover, er der - stadig ifølge Information - krav om handling 'ikke mindst fra de tunge drenge i erhvervslivet', det er den tredje gruppe af grønne aktører." Calow får dog også lige nævnt "de grønne organisationer" som en fjerde gruppe, og alle grupper anerkender direktøren som berettigede, "men i hele denne debat - hvor er økonomerne?"

Ja, det må Lomborgs efterfølger nok spørge om. Før han får svaret, eller i hvert fald et svar, skal den allerbedste passage i han indlæg dog fremhæves: "Miljøindsatsen er ikke gratis. Det kan godt være, at Time Magazine og andre glittede magasiner stiller i udsigt, at vi både kan få luksusprodukter og rent miljø. Men vi slipper altså ikke for at prioritere."

Nej, det gør vi ikke. Naturens materielle goder, også kaldet 'ressourcer', som om de kun er til for vores skyld, er ganske rigtigt begrænsede. Direktøren for Institut for Miljøvurdering, IMV, kan ikke med nok så mange frie som ufrie ord takkes nok for at slå den kendsgerning fast. Stik imod hvad hans forgænger gjorde - bl.a. med en teknologibegejstret tilbedelse af, hvad naturvidenskabelige forskere og eksperter, teknologer og teknikere skulle kunne præstere af guddommelig almagt over naturen og grænseløs, netop grænseløs udnyttelse af den.

IMV's nye direktør er ikke (quasi)religiøs som Lomborg. Derfor er det underligt, at det er økonomerne, han efterlyser. Vor tids toneangivende økonomi dyrker jo økonomisk vækst som forudsætningen for al velfærd. Jvf. vores øjeblikkelige, hjemlige forslag til såkaldte 'velfærdsreformer' og 'fremtidssikringer'. Too much is not enough, hedder dogmet på klingende engelsk:. Hvad skal IMV da bruge økonomerne til? Det skal bruge deres penge! For at anskueliggøre nødvendigheden af at prioritere "er vi nødt til at få fordele og ulemper på samme formel - penge", skriver Peter Calow.

Økologi eller demokrati

For at sammenligne højden af Rundetårn med højden af et tordenskrald er vi nødt til at måle med samme målestok. Hvilken? For at værdisætte pærer i forhold til værdien af æbler må de bringes på samme formel. Hvilken, når det er æblegrød, der skal laves, og det ikke engang er lykkedes fru Nielsen fra Valby Langgade af frembringe blot en eneste portion æblegrød af pærer? For at prioritere et barnebarns værd i forhold til de økonomiske fordele ved flere biler på den vej, som barnet cykler til skole på, og hvor bilerne kan slå det ihjel, må dets værdi opgøres i kroner og øre.

Ikke mit barnebarn, kære Peter Calow. Det er ikke til salg. Selv ikke i vores nuværende verden, hvor historien har nået sin ende og alt er underlagt det frie, ubegrænsede marked, så endda demokratiet nu er blevet identificeret med slet og ret det frie forbrugsvalg. Jvf. vores øjeblikkelige, udenrigske forsøg på at få irakerne til at forstå det.

Der er simpelthen stadig noget, der ikke er til salg. Og det bliver man ikke dinosauer, (øko)fascist eller fundamentalist af. Tværtimod. Med det bliver man i stand til at bekæmpe den sejrende fundamentalisme, der nu er ved at ødelægge vores natur og vores hele globe. Med Jeffrey Sachs' ord i avisen i går: "Det er en total fejldiagnose, at den vigtigste udfordring i vor tid er krigen mod terror. Hele vores moderne økonomi er bygget på, hvad vi i dag forstår er en ikke-bæredygtig praksis. Vi sidder på en tidsindstillet økologisk bombe." Eller med Vanity Fairs ord: "Den globale opvarmning er formentlig den største trussel, vores art nogensinde har stået overfor."

Jamen, skal der da ikke vælges og prioriteres? Jo, det er lige præcis, hvad der skal. Og den snart ubærlige smerte, snart groteske latterlighed ved vores uundgåelige valg og prioriteringer mellem hver for sig usammenenlignelige goder og onder, kan prisfastsættelser ved hjælp pengene ikke lette os for.

Det er derfor, pengene er så skadelige, når de stiger os til hovedet, og vi tror, at markedet kan træffe afgørelserne for os. Det kan staten selvfølgelig heller ikke eller en eller anden kirke. Det må vi selv gøre - efter bedste skøn og i dialog (skænderi) med andre, som afgørelserne vedrører. Det kan man så kalde økologi eller sandt demokrati. Det er vilkåret.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu