Læsetid: 6 min.

'Jeg kan ikke planlægge en handling'

Per Petterson skriver på sin intuition. Han begynder øverst i venstre hjørne, og undervejs ved han ikke mere end læseren om, hvor historien bevæger sig hen, siger han. Og han hader research
4. maj 2005

Efterhånden må man sige, at tab spiller en central rolle i norske Per Pettersons forfatterskab. I Til Sibirien (dansk udgave 2000) mister søsteren sin elskede storebror og kommer aldrig siden til at elske en mand. I I Kølvandet (dansk 2001) mister hovedpersonen både far, mor og to brødre i et skibsforlis, og i Ud og stjæle heste, på dansk i december 2004, mister en søn sin far og en familie en søn ved en vådeskudsulykke, som hans to søskende er årsag til.

"Tab er en betydningsfuld menneskelig situation," siger Per Petterson, der er på Danmarksbesøg for at promovere Ud og stjæle heste, som i Norge har solgt i 125.000 eksemplarer.

"Vi mister alle igennem et liv, men vi tackler det på forskellige måder. Og der er forskellige tab, tab ved død og tab ved skilsmisse. Personligt tackler jeg død bedre end skilsmisse!"

"Jeg har i min roman I kølvandet skrevet om at miste sin far, og i Ud og stjæle heste ville jeg faktisk skrive den modsatte historie: Om en far og en søn, som elskede hinanden. Det var min klare intention, at det skulle være en kærlighed, der varede bogen ud."

Romanens fortæller, den 67-årige Trond, beretter både om sit nutidige liv og historien om den sommer, hvor faderen og han selv som femtenårig var sammen i den hytte på sæteren, som faderen netop havde købt. I romanens løb afsløres det, at faderen som kurér til Sverige under krigen har været på sæteren før, hvor han også mødte den gifte kvinde, som han nu vælger at blive sammen med deroppe, mens han lader Trond rejse hjem fra ferien med et løfte om, at han snart vil følge efter.

Man bestemmer selv

Tronds venskab med Jon, den ældste af kvindens tre børn, slutter brat, da den ene af Jons yngre tvillingebrødre, Lars, kommer til at skyde den anden med den bøsse, Jon har forsømt at sikre, fordi han i panik ledte efter sine små brødre, som han var sat til at passe på.

Gamle Trond lader indledningsvis til at have glemt eller fortrængt hele historien, han er i sin høje alder flyttet ud i skoven for at leve alene efter sin kones død, men fortiden dukker op, da det viser sig, at Tronds eneste nabo er - Lars.

- I bogens sidste sætning citerer Trond faderens tidligere bemærkning om, at man selv bestemmer, hvornår det skal gøre ondt. Gør man det?

"Ja, det mener jeg. Der er en stor debat i Norge om, hvorvidt man selv bestemmer - inden for uddannelse, som ansat, i skolen, og hvis man havde dén sætning som valgsprog for socialministeriet, ville det selvfølgelig være forfærdeligt, men eksistentielt, ja, dér bestemmer man selv, men det har en pris."

- Han mener dog også, at han har været heldig. I begyndelsen af bogen siger han det hele tre gange. Tit nok til, at man ikke tror ham?

"Han siger det første gang, fordi jeg følte, han ville sige det, uden at jeg selv vidste hvorfor. Men jeg mener faktisk, at det kunne være gået ham meget værre."

- Men det er den Lars, der bliver brodermorder, fordi storebror Jon ikke er sine brødres vogter, som 'får' faderen, 'velsignelsen', mens Trond bliver faderløs. En twistet Kain og Abel-historie?

"Lars tager pladsen, ja, men sådan er det alligevel ikke. Jeg tror ikke, faderen er holdt op med at elske Trond."

"Og jeg kunne ikke finde på direkte at bruge Bibelen, sige, at nu ville jeg skrive en historie over det bibelske motiv, men vi har jo alle Bibelen som en resonanskasse, der svinger med, når man skriver. Selv opdager jeg imidlertid først den slags bagefter. Når jeg skriver, bruger jeg bare min intuition."

Alt kommer

- Hvad med skyldfølelsen, et andet fremtrædende træk ved bogen. Således føler Trond uden grund skyld over for Jon?

"Jeg ved ikke hvorfor. Den skyldfølelse er vel min? Men en person som Trond vil føle, at det er hans egen skyld. Derfor stænger han også dørene til fortiden og forsøger kun at huske det bedste."

- Men det fortrængte vender tilbage i form af en ny katastrofe, hvor Tronds kone mister livet ved en bilulykke. Uden at man får det at vide, fornemmer man, at det var Trond, der førte bilen?

"Det var det nok," medgiver Per Petterson tøvende, "men da jeg havde beskrevet ulykken, kunne jeg ikke skrive mere. Herfra herskede stilheden."

"Jeg plejer ikke at vælge, hvad jeg skriver, men når det først er skrevet, så har det også konsekvenser for det følgende. Når jeg skriver, er det imidlertid underbevidstheden, der hersker. Jeg er ikke i stand til at planlægge en handling eller udtænke den, så jeg har besluttet mig til, at alt kommer til mig, når jeg har brug for det."

"Et eksempel er de to fædres, Lars' og Tronds, problemer med hinanden. I begyndelsen af romanen lægger Trond mærke til, at Lars' og Jons far og hans egen aldrig ser hinanden ind i øjnene. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle bruge det til, og da jeg havde fundet på det, tænkte jeg, at jeg bare havde gjort det vanskeligt for mig selv, men det var det træk, der førte til hele historien om faderens liv under krigen og til, at han dengang måtte flygte til Sverige sammen med Lars' og Jons mor. Så de blev kærestefolk."

"Jeg vidste heller ikke, at Tronds far ville forsvinde, før jeg pludselig på side 80 havde skrevet " - en mand på knap fyrre, som min far, var da jeg så ham sidste gang, da jeg var femten år, og han forsvandt ud af mit liv for altid."

Følges med læserne

- Siger du, at du begynder øverst i venstre hjørne, og så fortsætter du bare?

"Ja. Jeg har intet rettet, men jeg prøver at lægge lidt dissonans, nogle forstyrrende elementer ind undervejs, når der kommer en sætning ind fra venstre."

"Men jeg forsøger at være der, hvor læserne er i forløbet, historien befinder sig der, hvor jeg selv er, jeg ved ikke mere, end det, jeg til enhver tid har skrevet. Det er sproget, der holder mig i gang, jeg føler måske, at jeg har skrevet en god sætning, og så tænker jeg, 'jeg laver en til!' Principielt hader jeg research, for den kommer i vejen for intuitionen, men der er naturligvis visse ting, man er nødt til at tjekke, fordi der ellers kommer for meget brok!"

- Tronds bilulykke ribber op i fortidens ulykke, men også for Lars kan man finde en parallel til fortidens vådeskudsulykke - blot med lykkelig udgang. Lars fortæller, hvordan han har reddet to hjælpeløse, panikslagne rådyr fra en glubsk schæfer ved at skyde den. Mon ikke de to rådyr var søskende eller ligefrem tvillinger?

"Det er faktisk en historie, jeg har fået af en gammel mand, en tough fyr, der havde prøvet lidt af hvert, men han skjalv i stemmen og var på grådens rand, da han fortalte den, det gjorde et vældigt indtryk på mig."

- Man kunne læse historien som Lars' forsøg på at gøre drabet på broderen godt igen?

"Det er ikke noget, jeg tænker over, jeg lader blot de temaer, der viser sig, få lov at være. Men jeg skrev om schæferen efter at have skrevet om broderdrabet, og jeg havde ondt i maven over det."

- Var der to rådyr i den gamle mands fortælling?

"Nej, jeg tror kun, der var ét."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu