Læsetid: 4 min.

Kan man planlægge retfærdighed?

28. februar 2003

I DE DAGE, der fulgte terrorangrebene på USA den 11. september 2001, gjorde præsident Bush det lysende klart, at han krævede hævn. Han indkaldte sit krigsråd til strategidrøftelser og udtrykte dyb frustration over, at han ikke omgående kunne slå til mod en åben fjende, alligevel krævede han handling. De onde – the bad guys, der stod bag – skulle straffes. Efterretningstjenesten pegede på Osama bin Laden og hans al-Qaeda-netværk i Afghanistan. De skulle bombes og ryges ud af deres huler. Især forsvarsminister Donald Rumsfeld og vicepræsident Dick Cheney frygtede imidlertid, at menneskejagten på bin Laden kunne ende resultatløst. De foreslog, at man for en sikkerheds skyld bredte krigen ud, så eventuel fiasko et sted kunne kompenseres af succes et andet sted. De argumenterede for, at Bush også burde gå efter Saddam Hussein, der ifølge dem med mellem 10 og 50 procents sikkerhed var involveret i terroren. Flere andre topministre afviste tanken, men Bush blev fristet.

RESTEN ER historie: Bush angreb Afghanistan. Talebanstyret forsvandt, men bin Laden lever efter al sandsynlighed. Bush udnævnte alle de lande, der huser terrorister, til at være så onde, at de vil mærke USA’s vrede. For et år siden udråbte han ’Ondskabens akse’ – Irak, Iran og Nordkorea. USA vil ikke længere passivt se til, at slyngelstater udvikler sig til trusler, men vil frem over foretage forebyggende angreb – om nødvendigt alene og uden allierede. Et angreb på Irak synes uundgåeligt. Især Rumsfeld og Cheney har konstant advaret Bush mod at blande det ’irrelevante’ FN’s Sikkerhedsråd ind – og endnu værre at gå med til, at der skulle produceres beviser for at overbevise allierede. Den slags kunne skabe ’uheldig præcedens’. Alligevel pressede udenrigsminister Colin Powell i sensommeren 2002 en nølende præsident til at gå med til at søge opbakning i FN – det, der endte med resolution 1441 og de igangværende våbeninspektioner. De seneste dage har Bush med stadig større tydelighed markeret, at han er ligeglad med, hvad FN måtte mene – for den krig, han agter at indlede, er retfærdig.

MEN HVORNÅR er en krig retfærdig? Krig kan være nødvendig – pacifisme er ikke løsningen på alt. Krig kan være berettiget, også i folkeretlig forstand, når den er svar på en ubestridelig trussel, eller som et humanitært indgreb, hvor en udenforstående part skrider ind for at forsvare værgeløse ofre. Ingen af disse betingelser er opfyldt i tilfældet Irak.
USA og Storbritannien har gjort meget for at fremmane billedet af en akut trussel fra Saddams masseødelæggelsesvåben og hans påståede forbindelser til al-Qaeda. En efter en er anklagerne faldet til jorden. Ganske vist har Irak med al-Samoud missilerne overtrådt reglerne – men der er fortsat tale om konventionelle våben. Missilerne bør ødelægges, men de udgør ikke en trussel mod den regionale eller globale sikkerhed. Kemiske og biologiske kampstoffer er våbeninspektørerne fortsat på jagt efter, og her mangler Irak at redegøre for meget. Men nervegas og bakteriologiske våben gav ikke Saddam Hussein sejren i krigen mod Iran
eller i forsøget på at opsluge Kuwait. De sikrer ham ikke overherredømme i Mellemøsten. Iraks besiddelse af sådanne våben er et alvorligt problem, og en trussel som bør imødegås – men de er
ikke tilstrækkeligt argument for at retfærdiggøre en angrebskrig. Påstanden om, at Irak står i ledtog med al-Qaeda, er det næppe værd at tage alvorligt.

TILBAGE STÅR, om Irak er på vej til at skaffe sig en atombombe. Et atombevæbnet Irak kan med rette siges at udgøre en trussel og en kæmpe risiko for stabiliteten i Mellemøsten. Inspektørerne har ikke fundet indicier af betydning. Til forskel fra kemiske våben, er atomvåbenprogrammer ikke lette at gemme af
vejen. Det er langt hen ad vejen muligt at overvåge og kontrollere spredningen af atomvåben – hvis ellers den politiske vilje og de internationale rammeaftaler er på plads. Derfor er det fortvivlende at se, hvordan hele det internationale ikke-sprednings-regime er på vej til at smuldre.
Denne udvikling udgør lige nu en langt større trussel mod verdensfreden.
Den mest betydningsfulde diskussion efter afslutningen af Den Kolde Krig er spørgsmålet om, hvornår Verdenssamfundet bør gribe ind i form af »humanitære interventioner« for at bremse folkemord og etniske udrensninger. NATO greb ind i Kosovo og bremsede et folkedrab under fuld udfoldelse. FN forsømte sin pligt i Rwanda og overlod en halv million forsvarsløse civile til deres skæbne. I begge tilfælde var der tale om en akut situation, hvor man greb ind eller undlod at gøre det samtidig med, at overgrebene fandt sted.
Det er ikke tilfældet i Irak. Her fandt Saddam Husseins værste overgreb sted for år tilbage, og en humanitær intervention med 10 eller 15 års forsinkelse giver ikke folkeretlig mening. Der er i
øjeblikket intet retfærdigt grundlag for at gå i krig mod Saddam
Hussein – og så længe det er tilfældet, må krigen afvises.

–dt og ds

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu