Læsetid: 3 min.

Kan man rette ved at redde facaden?

På en skala fra ét til 10 finder man ikke andet end tal
19. august 2005

Forleden kunne Information rapportere, at Kierkegaard-debatten mellem SAK's biograf, Joakim Garff og hans kritiker, Peter Tudvad, forfatter til bogen om Kierkegaards København gav genlyd udenlands.

Anledningen var den engelsksprogede udgave af biografien og det var The Philosophers Magazine, der gengav den danske debat. Anmelderen, amerikansk lektor i filosofi Marilyn G. Piety - som undertegnede troede var englænder og han, det være hermed korrigeret - opregnede nidkært, hvordan såvel Garff selv som Brandes-komiteen og Kierkegaard Forskningscentrets leder, Niels Jørgen Cappelørn, havde forsøgt forskyde problemstillingen bort fra indholdet i Tudvads kritik.

Også Politiken og Weekendavisen har fået øje på Pietys kritik, og øjensynlig har den fået Politikens tidligere så varme opbakning bag Garff til at kølnes. "Garffs tese er faldet" står der i lederen den 10. august, og synspunktet er, at den engelske udgave af biografien er så fejlbehæftet, at den ikke burde være udkommet.

I forhold til de opfattelser, der tidligere er fremsat på lederplads: At Peter Tudvad fremkom med sin kritik for at promovere sin egne bog, fejrer sagligheden jo ligefrem triumfer.

Også sammenlignet med den svarkronik i Politiken, som Joakim Garff selv bidrog til løjerne med, og hvor han brugte de første par spalter på, hvor svært det var at få fat på Information ude i ferielandet(!) kunne man håbe, at de udenlandske øjne på 'fejden' ville skærpe sagligheden.

Men der er ikke meget, der tyder på det. I Weekendavisen den 12. august påtager Bo Bjørnvig sig at sammenfatte de hidtidige indlæg. Og forskydningerne fortsætter. "Af de fejl Joakim Garff har begået, er den værste nok, at han ikke tog Peter Tudvad alvorligt," skriver Bjørnvig.

Jaså? Er den virkelig det? Hvis ens fejl er overfladiskhed, kan den så rettes ved, at man redder facaden?

Bo Bjørnvig er kritisk over for den danske debat, og det ville være unfair at lade ham undgælde for en flothed, men formuleringen er på den anden side så symptomatisk for en tankegang, der breder sig langt ud over Kierkegaard-debatten, at den er en overvejelse værd. For som virus og fugleinfluenza breder overflade sig på bekostning af indhold.

'Spin' er ordet. Og 'damage control'. Det ene stammer fra politikkens verden, det andet fra erhvervslivets moderne managementfilosofier. Og man behøver ikke være sociolog for at bemærke, i hvor høj grad disse to områder dominerer medierne i disse år.

Hvis Garff havde taget Tudvads kritik alvorligt, dvs. skyndt sig at rette og lægge låg på fejltagelserne, havde alt så været i den skønneste orden? Det havde naturligvis klædt ham at indrømme sine fejl, men det havde jo ikke ændret ved, at hans videnskabelige metode ikke er pletfri, og ved, at han har skrevet tidligere biografers fejl af i stedet for at gå til kilderne.

Men her i dronningeriget diskuterer vi hellere, om statsministeren optræder i skjorteærmer eller ej. Om han taler uden manuskript eller ej. Og den ene politiske kommentator efter den anden giver 'karakter' til politikeres præstationer 'på en skala fra ét til 10'. Som om man erkendte andet end tal på den måde.

Og når Brandes-komiteen ikke kan opretholde den 'akademiske grundighed' som begrundelse for sin pristildeling, så forskyder man argumentationen og taler i stedet om, at biografien er 'læseværdig'. Vi lever kort sagt i et debatklima, hvor det vigtige er, om overfladen er i orden.

Personligt tror jeg, at sygen først ramte politikken. Erhvervslivet kan man jo lissom ikke klandre for at forfølge egne interesser, men at politikerne har gjort politik til en art teater, hvor det blot drejer sig om at gøre et godt indtryk, er både fejt og uansvarligt. Og medierne løber med, når de plaprer om skjorteærmer. Som læser befinder man sig pr. definition i en passiv position. Man læser det, der står, man finder ikke nødvendigvis på at efterspørge det, der ikke står. Og når man hele tiden får at vide, at det er overfladen, det drejer sig om, ja så ved man til sidste ikke, hvad man skal spørge om for at nå til sagens substans. Det er nemlig altid lettere ikke at tænke, og udenomssnak gør det kun alt for nemt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her